Skrøbelige liv. Tekst og performance: Sofie Volquartz Lebech

Weekendavisen den 6. juni 2014.

Tænketeater. Terrorisme og autoimmune sygdomme tænkes og tales sammen i intelligent ‘performance lecture’.

Fjenden indefra

I september 2001 blev Sofie Volquartz Lebech indlagt på et hospital i Paris, hvor hun studerede, efter flere uforklarelige besvimelser. Og samtidig slog terrorismen ned i World Trade Center – og i vores bevidsthed. Men hvad har besvimelse og terror med hinanden at gøre?

Det fik vi forklaringen på da Skrøbelige liv, en såkaldt performance lecture om terrorisme og autoimmune sygdomme, i sidste uge blev opført i Det Kongelige Kirurgiske Akademis anatomiske auditorium i Medicinsk Museion i Bredgade, København. I den smukke sal fra 1786-87, noget af det fineste inden for den nyklassiciske arkitektur, sad de unge læger i gamle dage på de buede bænke og fulgte med, når professorerne førte skalpellen. I dag fungerer salen som et smukt museumsrum, hvor vi, der ikke skal lære at operere, kan høre foredrag og ph.d.forsvar og opleve kultur, der har med det medicinske at gøre. Læs videre “Skrøbelige liv. Tekst og performance: Sofie Volquartz Lebech”

Hvedekornet døde

Weekendavisen den 27. juni 2014.

Selvbegravelse. Artefakter fra 50 års arbejde ligger nu under mulde på Odin Teaterets gård.

Da Odin Teatrets 50-års fødselsdag forgangne søndag blev markeret med en performance i tre afsnit – fordelt over formiddag, eftermiddag og aften, repræsenterende fremtid, fortid og nutid – kunne forskere i odinologi vende et blad i historien om det verdensberømte teater fra Holstebro.

Det begyndte i Holstebros kønne bypark, Lystanlægget, hvor Odin Teaterets navnkundige leder, Eugenio Barba, havde samlet alle de medvirkende teatergrupper fra Holstebro Festuge i én stor karnevalistisk og kalejdoskopisk fejring under overskriften Hvis hvedekornet ikke dør.

Titlen er hentet fra Evangelisten Johannes: “Sandelig, sandelig siger jeg jer, dersom hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det ene, men hvis det dør, bærer det megen frugt.” Med andre ord: Kun ved at gå til grunde, kan man skabe nyt liv. Det er der sandsynligvis ikke mange, der skænker en tanke i parken, hvor folk flokkes foran de mange medvirkende, der i en lind strøm defilerer ind på den skrånende plæne, der er draperet af et enormt, smørtgult klæde, der bølger som en kornmark i vinden. Læs videre “Hvedekornet døde”

Mauro Beting og Ivan Moré: Neymar. Min selvbiografi

Weekendavisen den 27. juni 2014.

Neymar. Lummer far-søn-kærlighed, lommefilosofisk lirumlarum og lam sniksnak i spekulationsprodukt om Brasiliens fodboldstjerne.

Vi kan alle begå fejl

Neymar Jr., den fremragende brasilianske fodboldspiller, har i en alder af blot 22 år udsendt din officielle selvbiografi, der er formet som ‘samtaler mellem far og søn’, naturligvis skrevet af et par ghostwriters, hyret af det marketingselskab, som styrer alle interesser, der knytter sig til fodboldspilleren som brand.

Om bogen er der kun én ting at sige: den er modbydelig. Og hvis jeg skal uddybe: selvsmagende, oppumpet, fidel og klam. Lad mig illustrere, hvad jeg mener. Jeg bringer her de første afsnit fra det kapitel, hvor Neymar Jr. fortæller:

“Alt hvad jeg har opnået, skylder jeg mine forældre og Gud. Jeg er heldig at have mere end bare en far. Ved min side har jeg mere end noget andet min bedste ven. Han er sommetider hård mod mig, men alt, hvad han gør, gør han for mig, for os. For vores familie. Fædre betyder alt for deres sønner. Det gælder også for mig. Min far tænker altid på vores fælles bedste. Jeg har lært meget af hans råd. Det er virkelig rart at have en mentor i forhold til både livet og fodbolden, der i sig selv har udviklet mig meget. Idag er jeg i stand til at kende sandt fra falskt. Vi kan alle begå fejl, men min fejl hjælper mig med at indse dem og undgå at begå nye.” Læs videre “Mauro Beting og Ivan Moré: Neymar. Min selvbiografi”

En rodebutik

Weekendavisen den 20. juni 2014.

CPH STAGE 2014. Københavns nye teaterfestival er kommet godt fra start – men bør sortere i indholdet.

Som Villy Sørensen sagde: Én svale gør ingen sommer – men den gør, hvad den kan.Det samme gælder for teaterfestivaler, og i de seneste ti dage, har det heldigvis vist sig, at CPH STAGE ikke var en enlig svale, da den første gang fløj over byen i fjor.

I hvert fald er den vendt tilbage i år med deltagelse af 125 teatre og scenekunstgrupper fra hele landet, flere landsdelsscener, egnsteatre, diverse minifestivaler og udenlandske gæstespil, og det hele folder sig ud som optakt til uddelingerne af Årets Reumert på søndag. Det ser med andre ord ud til at teatersommerfestivalen har fået luft under vingerne. Læs videre “En rodebutik”

Claudio Paglieri: Sort søndag

Weekendavisen den 20. juni 2014.

Matchfixing. Claudio Paglieris Sort søndag et anstændigt bud på en sommerfodboldkrimi.

Tre hjørne gir’ straffe

I samarbejde med den navnkundige fodboldjournalist Per Høyer Hansen skrev forfatteren Inge Eriksen engang i slutningen af 1970’erne romanen Den 25. time, Erik V. Krustrup udgav Real Madrid spiller klokken 21 (stærk titel, i øvrigt) i 1991, og forud for VM i 2002 skrev Bent Otto Hansen Mord på landsholdet. Men så er historien om den danske fodboldkrimi vist også fortalt. Hvem åbner næste kapitel?

Men vi venter kan vi fornøje os med oversatte romaner, for eksemel den fhv. norske professionelle fodboldspiller Arild Stavrums Golden boys, eller denne splinternye sag fra Italien, Claudio Paglieris Sort søndag. Ingen af bøgerne vil gå over i krimiegenrens litteraturhistorie, men hvis man læser dem på samme måde, som man tit glor på en mellemgod fodboldkamp, er tiden heller ikke totalt spildt. Læs videre “Claudio Paglieri: Sort søndag”