Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 13. juni 2014.

Selvsatire. Astrid Saalbach har skrevet en roman i flere stilarter, hvor hovedperson hedder Astrid Saalbach.

Tre frisører søger fjerde frisør

Sidste efterår stod jeg på en coctailbar til noget litterært halløj og kæmpede for at få bartenderen til at mixe mig noget uden alkohol. Ved siden af mig stod Astrid Saalbach, som jeg kendte en lille bitte smule fra gamle dage, og hun ville også have noget uden sprut, så vi faldt i snak. Jeg spurgte, om hun var i gang med at skrive noget nyt. Ja, smilede hun. – En lille, ond roman.

Klapperslangen, hedder den, den lille onde roman, der udkommer i dag, og den er – udover ond – ganske mærkværdig sådan som den legesygt excellerer i parodiportrætter og autosatire, for nu at lancere en ny underkategori til tidens dominerende tendens: selvbeskrivelsen under eget navn.

Vor hovedperson hedder Astrid Saalbach og minder i mangt og meget om – Astrid Saalbach. Hun er dramatiker og romanforfatter, og hun har nu skrevet et nyt stykke, som hun forventer sig meget af. Desværre fik hun ikke skabt helt så meget røre og opmærksomhed, som hun havde håbet på med skuespillet Rødt og grønt om dansk ulandsbistand (som i virkelighedens verden blev opført i 2010), men nu forventer hun et nyt gennembrud på Folketeateret med Frisørerne. Forud venter flotte anmeldelser, priser, medaljer, anerkendelse. Læs videre “Astrid Saalbach: Klapperslangen”

Weekendavisen den 13. juni 2014.

Billedbibel. Dukkermager Rolf Søborg Hansen og instruktør Rolf Heim lukker Evolutionen ind i Skabelsen.

Syndfaldet og Syndfloden

Mens de letpåklædte livsnydere ubekymret suger fadøl og lysende sommersol til sig på kajkanterne i Nyhavn, er vi nogle, der lader os omslutte af dybsort mørke for at bevidne skabelsen, syndefaldet og redningen af de retfærdige.

Testamentet, hedder Bådteatrets forestilling, som er instruktøren Rolf Heims visuelle version af urfortællingen om Gud og menneskets tidligste tid. Hernede i bådens bug styrer Laura Müller, Karen Monrad, Ida Drey og Rolf Søborg Hansen sig igennem stærkt sære og stemningsfulde symbioser med skræmmende udtryksfulde dukker og uudgrundelige masker.

På den mørkelagte scene står en sort skærm. Fra dens skjul træder nogle skikkelser frem med en tøvende attitude, som var de de første mennesker på kloden. En voice over-stemme forkynder at der var mørke over urdybet, og at Gud skabte jorden. Så ruller skærmen frontalt frem mod publikum, og i et mildt og yndigt dukketeater opføres livets lysspil med søgræs, mikrober og en søgende sædcelle af en slags. Med et langt lagen og en lygte som rekvisitter, lykkes det spillerne at illudere elegante flyveøgler, nysgerrige disosaurusser og svævende fugle, og man spørger sig selv om dette er Skabelsesberetningen eller Evolutionen? Læs videre “Testamentet. Instruktør: Rolf Heim”

Weekendavisen den 6. juni 2014.

Kommentar. Peter Øvig Knudsen bør ikke have det treårige arbejdslegat, men den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

At Statens Kunstfond har givet Peter Øvig Knudsen det treårige arbejdslegat på i alt 855.000 kr. – selvom han ikke havde søgt det! – er nøjagtig lige så fornuftigt, som det er forkasteligt.

Fornuftigt fordi Peter Øvig Knudsen er en vigtig virkelighedsbeskriver, og hans dokumentariske journalistik har givet os ny viden og indsigt i besættelsestiden, venstrefløjen og hippiebevægelsen. Dette talent må staten meget gerne værdsætte og investere i.

Forkasteligt fordi hans fremtidige forfatterskab ikke på nogen måde synes at afhænge af et støttebidrag fra staten, og vi kunne derfor alle have fået mere for pengene, hvis de 855.000 kr. var blevet sendt til en mindre konsolideret forfatters konto.

Hvorfor tildele et treårigt arbejdslegat til en forfatter, der slet ikke har søgt om det? Jo, forklarer formanden for legatudvalget, forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, fordi det er op til legatudvalget selv at sætte en beløbsstørrelse, når forfatteren ikke har gjort det i sin ansøgning. Så fordi legatudvalget værdsætter Peter Øvig Knudsen meget højt, blev en ansøgning fra ham om et arbejdslegat på et uspecificeret beløb derfor gavmildt forvandlet til den treårige ydelse. Læs videre “Støtte og hæder”

Weekendavisen den 28. maj 2014.

Lighed. Nyt byrumsteater fungerer fint som anskuelsesundervisning i demokratisk deltagelse.

Revolution, tak!

Mandag blev jeg ringet op af en humanitær telefonsælger, der bad mig gøre en forskel. Tirsdag så jeg Jens Rohdes valgplakat: Gør en forskel, stod der. Onsdag læste jeg om en soldat, der tog til Afghanistan for at gøre en forskel. Torsdag hørte jeg om en pædagogstuderende, der ville gøre en forskel for børnene. Og fredag så jeg så teatergruppen danskdansks nye forestilling, Oprørt – et stykke med revolution, tak!, hvor vi – publikum – blev ansporet til… at gøre en forskel.

Gør en forskel, gør en floskel! Engang gav udtrykket sikkert godt mening, men så gik der inflation i det, og i dag betyder det alt og intet. Derfor kommer det bedst til sin ret, når det bruges med en ironisk distance, der viser afstanden fra ord til handling.

Og det er heldigvis netop det, som danskdansk gør: tager udtrykket ved vingebenet i en satirisk og sarkastisk forestilling om samfundsansvar. For mens folk slås for virkeligt vigtige sager i lande som Egypten, Ukraine og Syrien, sidder vi her i al ro og magelighed uden noget afgørende at kæmpe for, uden en sag. Med Line Mørkeby som dramatiker og Tue Biering som instruktør spørger danskdansk derfor, hvornår vi sidst har rejst os og råbt: “Vi vil ikke finde os i det mere!” Læs videre “Line Mørkeby: Oprørt. Et stykke med revolution, tak!”

Weekendavisen den 28. maj 2014.

Porøst. Louise Alenius inviterer ét menneske ad gangen ind i et dirrende drømmespil.

Det forgængelige

Engang i foråret fik jeg en invitation til en ganske særlig forestilling på Det Kongelige Teater. Afsenderen var komponisten Louise Alenius, der gerne ville give Weekendavisen én af de blot fyrre pladser til Porøset, der blev opført for én publikum ad gangen i løbet af én enkelt dag.

Hvad man skulle opleve, var egentlig en dyb hemmelighed. Alligevel skrev Louise Alenius, at man i teaterets skræddersal ville blive præsenteret for en mand, der lå for døden.

Jeg svarede at jeg gerne ville komme og anmelde, hvad jeg så. Næste dag ringede Louise Alenius så og sagde ligeud, at hun ikke var interesseret i en anmeldelse, fordi jeg vidste for meget, nu hvor jeg havde læst mailen og ikke kunne møde stykket med åbent sind. Hun havde sat næsen op efter et interview. Læs videre “Louise Alenius: Porøset”