M – erotiske noveller af mænd + K – erotiske noveller af kvinder

Weekendavisen den 11. april 2014.

Erotik? Dybt anti-erotisk tekst af Merete Pryds Helle undergraver præmissen for erotiske antologier.

Som et varmt bad uden vand

Næste år er det 50 år siden at Sven Holm redigerede Sengeheste, en erotisk antologi I-II, hvor en række prominente forfattere både skrev kneppe og kusse. Siden da blev billedpornografien frigivet, reklamen blev pornoficeret, kødfilmene erobrede kæmpedomæner på nettet og litteraturen fik en stiv, stejl, struttende strøm af husmodererotik, vampyrporno osv…

Og nu kommer så to nye antologier med nye erotiske noveller, som på alle måder bærer præg af, at porno i dag er blevet så lettilgængelig mainstream, at der ikke er noget som helst ophidsende ved at læse sexskildringer, der foregiver at være lumre, lokkende og liderlige. Det er som om at der simpelthen ikke er noget på spil længere, og hvordan skulle der næsten også kunne være det i en tid, hvor en feministisk kommentator som Ditte Giese forleden skrev i Politiken om en pornovideo hun havde delt med veninderne og foreslog at DR skulle opdyrke pornoen som redaktionelt område: public service-porno, som hun kaldte det. Læs videre “M – erotiske noveller af mænd + K – erotiske noveller af kvinder”

Løb, tilfældige fremmede

Weekendavisen den 4. april 2014.

Reportage. Løberne er budbringere uden budskaber, mente Jean Baudrillard. Vi løb med ved VM i halvmaraton: enogtyve komma én kilometer på én time og syvogfyrre.

Det er i Øster Søgade ved Sortedam Sø, lige omkring de 13 kilometer og kort før vi drejer ned ad Gothersgade, at jeg ser nogle friske fyre med et banner, der giver mig let luft under fødderne: Run for cover motherfucker, står der.

“Sejt banner”, siger jeg, idet jeg skovler endnu nogle meter asfalt bagud. Publikum er i fin form i dag. Godt nok er det os 30.000 løbere, der sveder os igennem et halvmaraton på denne himmelblå forårslørdag i København, men de 100.000 tilskuere langs ruten skaber stemningen og festen. Det er Seksdagesløb uden Forum. Det er landskamp uden Parken. Det er helligdag for løbemenighedens medlemmer. Læs videre “Løb, tilfældige fremmede”

Peter Hovmand: Grødhoved

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. april 2014.

Soldater. Prosaisk prosa om livet efter vejsidebomben.

Halve mænd

Når man googler forfatteren Peter Hovmand, der nu udsender romanen Grødhoved, finder man spændende sager: Som 18-årig meldte han sig til Fremmedlegionen, som han har skrevet en bog om. Senere har han gjort tjeneste i fem forskellige kampregimenter, senest Livgarden. For nogle år siden blev han efter et drikkegilde med nogle fremmedlegionærer i Frankrig kvæstet i et uopklaret overfald, og en blodansamlling i hjernen var ved at tage livet af ham (B.T. skrev om det i 2002). Sideløbende har han skrevet både fiktion og faglitteratur, han beskæftiger sig med IT og kommunikation, han er både blevet cand.mag. i litteraturvidenskab og fotograf. Og, tror jeg, sin egen forlægger på Forlaget Patagonien. Læs videre “Peter Hovmand: Grødhoved”

Maratonmanden

Weekendavisen den 28. marts 2014.

Portræt. Den japanske fotograf Jiro Mochizuki er verdens førende atletikfotograf. Men han har også fotograferet fremmedarbejdere i Vognmandsmarken og kunstnere på finansloven.

PARIS
Hvad har de til fælles:

En lille dreng, der løber langs skyggen fra en husmur på en støvet gade i Mazar-e-Sharif, Afganistan i 1972…En dansende hippiefyr med Jesushår, charmeklud og bar røv og dolk på Roskilde Festival i 1977… Et tyrkisk ægtepar, der samler løg i en plasticpose fra Bryggervangens Supermarked i Vognmandsmarken i 1978… Forfatteren Hans Hartvig Seedorff, der sidder i sin lænestol foran bogreolens læderrygge og de antikke møbler i Bakkehuset i 1978. Den brasilianske maratonløber Vanderlei de Lima, der ved OL i Grækenland 2004 pludselig blev angrebet af en psykisk syg irsk præst…

Jo, de har det til fælles, at de alle er set gennem den japanske fotograf Jiro Mochizukis linse. I morgen lørdag er han i København for at dække verdensmesterskabet i halvmaraton, der løbes gennem byens gader. Forrest kommer eliteløberne i et uhyggeligt tempo. Derefter halser en bagtrop på 25.000 motionister. Jiro Mochizuki har kun blik for de bedste, og hans billeder af verdens hurtigste løbere købes af medier over hele verden.

I sidste uge besøgte Weekendavisen fotografen i hans lejlighed i Marais-kvarteret i Paris, hvor han bor sammen med sin amerikanske kone, der er journalist og forfatter. Her har de boet siden midten af 80’erne, og herfra rejser Jiro Mochizuki ud for at dække verdens vigtigste maratonløb, men inden han slog sig ned i Paris, var han vidt omkring. I midten af 60’erne forlod han Japan og i to år blaffede han rundt i Nordafrika. Efter et ophold tilbage i Japan, rejste han atter ud for at fotografere nogle af verdens fattigste, denne gang i Indien, Nepal, Pakistan og Afghanistan. Læs videre “Maratonmanden”

Skilsmissekrigen

Weekendavisen den 28. marts 2014.

Bologna. Hvem vinder Nordisk Råds B&U-litteraturpris 2014? Feltet blev givet fri på verdens største børnebogmesse i denne uge.

BOLOGNA
Vel er Bologna ikke Babel, og vel hersker her ingen babylonisk sprogforvirring, men alle klodens kendte tungemål snører sig ind og ud af hinanden i de 6-7 megahaller, hvor forlæggere fra hele verden flokkes for at bese bøger, knytte kontakter og indgå kontrakter.

Bologna Fiera del Libro per Ragazzi er en institution i børnebogsbranchen. Forlagene er her for at købe og sælge rettigheder til alt fra ordløse pegebøger til romaner for young adults, og de bliver ofte støttet af deres landes regeringer. Således også på den nordiske fællesstand, hvor specialkonsulent Lars Sidenius fra Kulturstyrelsen sidder klar med et appetitligt katalog over eksportklar dansk litteratur. Han fortæller at den nordiske stand er en forsmag på et fælles fremstød på bogmessen i Beijing til august, hvor der skal holdes møder mellem kinesiske og danske forlæggere og foreign rights folk. Læs videre “Skilsmissekrigen”