Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 28 marts 2014.

Absurd. Sarah Boberg betoner alt det elskelige ved Winnie i møgbunken.

Ord fattes

At menneskerepræsentanten Winnie sidder uhjælpeligt fast i en møgbunke, har vi vidst siden uropførelsen på Samuel Becketts Glade dage i 1961, men på Teateret ved Sorte Hest har scenografen Marianne Nilsson nyfortolket og moderniseret affaldsbjerget med tænksom finesse:

Vi ser Winnie på toppen af den vulkanske kegle, der er dækket med en hvid presenning. Her sidder hun og taler til os, mens hun trækker ting op af sin pose: briller, tandbørste, en lup, en neglefil – en revolver! Et stykke inde i monologen begynder hun at trække presenningen til sig, som en fin dame der hiver op i krinolinen og blotter en ankel.

Men dét, Winnie blotter, er en skrammelbunke af elektronikskrot, harddiske, printere, tastaturer, telefoner – alt det udstyr, vi bruger i rå mængde. Hvis Samuel Beckett havde skrevet sit stykke i dag, ville Winnie vel have haft en smartphone i tasken. Læs videre “Samuel Beckett: Glade dage”

Weekendavisen den 28. marts 2014.

Erindringer. Peter Dürrfeld skriver om de døde i sit liv. Det er hans lillebror, man husker.

Over stjerneteltet

Peter Dürrfeld er egentlig kommet til Dresden for at spille med i Europamesterskabet i skak for seniorer, men da han samtidig har skaffet sig en billet til byens årlige mindekoncert for ofrene for de luftbombardementer, der under anden verdenskrig lagde Dresden i ruiner, lader han skakbrikker være skakbrikker, og tager i Semper Oper, hvor Beethovens Missa Solemnis er på programmet.

Arrangørerne har meddelt, at koncerten dette år ikke kun er til minde om denne bys katastrofe, men også er til ære for andres lidelse. I programmet står billeder af det sønderbombede Dresden 1945 side om side med fotos fra Port au Prince, Haithi, 2010, der få måneder tidligere er blevet forvandlet til murbrokker af et altødelæggende jordskælv.

Publikum er blevet instrueret i ikke at klappe efter koncerten, og i tavshed forlader alle salen. Peter Dürrfeld går ud i den kolde nat, mens han tænker på det værk, som Beethoven arbejdede på sideløbende med Missa Solemnis, nemlig Den 9. Symfoni. Her inddrog han for første gang i symfonihistorien den menneskelige stemme i værket, nemlig ved at lade et kor istemme Shillers digt ‘Ode an die Freude’: “Brüder, über’m Sternenzelt muss ein lieber Vater wohnen…” Læs videre “Peter Dürrfeld: Hjertet har altid det sidste ord”

Weekendavisen den 21. marts 2014.

Globalt. Stærkt manuskript af Thomas Levin i begivenhedsrigt stykke.

Hotellet med badebolden

Hvad vil det sige at være dansk i en globaliseret verden?

Ja, det er ikke mig, der spørger, men Teater Grob, som i fjor lancerede teaterværket DET 6. KONTINENT med dette spørgsmål, som søges besvaret over tre sæsoner med seks nyskrevne, sammenhængende forestillinger, som bliver spillet som teatermaraton i Århus, når byen er Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Når jeg hører sådan et spørgsmål, bliver jeg ærlig talt lidt mismodig. “En globaliseret verden” har i tyve år været en tøndetom kliche, som man har holdt op foran en milliard politiske og kunstneriske budskaber som en respektaftvingende retorisk refleks. Men hvad betyder det?

Teater Grob svarer gennem et spørgsmål, der definerer projektet: “I hver forestilling følger publikum et dansk fællesskab på et nyt kontinent. Hvilke regelsæt og værdier præger vores møde med verden og hinanden? Hvordan er vi forbundne? Hvad er lokalt og hvad er globalt?” Læs videre “Thomas Levin: Warszawa”

Weekendavisen den 21. marts 2014.

Teater. Jonas Hassen Khemiris stærke paranoiafortælling om et motivløst moralsk granatchok.

Den 11. december 2010 eksploderede to bilbomber i Stockholm, angiveligt placeret af svensk-irakeren Taymour Abdulwahab. Lykkeligvis døde kun gerningsmanden, men svenskerne stod rystede tilbage efter Nordens første selvmordsbombe, blandt dem forfatteren Jonas Hassen Khemiri, der ugen efter attentatet skrev en kronik i Dagens Nyheter, Jag ringer mina bröder, hvor han gav mæle til en fiktiv ung stockholmer, der blev i tvivl om sin egen uskyld da bomberne sprængtes – hans udseende passede jo til gerningsmandens signalement! Kronikken blev senere til en roman, som derefter blev transformeret til det skuespil, der nu er rejst ud i verden fra Malmö Stadsteater, for nylig med premiere i både London og New York, og nu i København. Læs videre “Manden der ville være skyldig”

Weekendavisen den 14. marts 2014.

Kommentar. Endelig har Dansk Folkeparti sendt (en slags) svar på, om de stadig mener, at forældre skal straffes for deres sønners forbrydelser.

Dansk Folkeparti står netop nu til at få en fjerdel af stemmerne, og det går stadig fremad for partiet, der inden længe sikkert kan gøre Venstre rangen stridig som Danmarks største politiske bevægelse. Også ved det forestående EU-parlamentsvalg i maj vil Kristian Thuelsen-Dahls parti score fantastiske stemmetal, for Dansk Folkepartis politik er simpelthen i bedre sync med befolkningen og tidsånden, end noget andet partis.

Det siger jeg uden bitterhed, men måske nok med en vis resignation. Men først og fremmest mener jeg at Dansk Folkepartis succes er udtryk for en ny tids sandhed i danskernes selvbillede. Væk er den tidsånd, der fremstillede os som klodens mest humane, tolerante og fremmedvenlige. I dag er vi klar til at erkende, at vi bedst kan lide os selv. Shubiduas gode gamle Danmarkssang, hvor “de varme lande er noget lort”, er i grunden slet ikke så ironisk, som vi måske har troet. Læs videre “Skyld gennem slægtskab?”