Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. januar 2014.

Holocaustkunst. Kan man bygge en nazistisk dødslejr med LEGO?

De ligger i døråbningen ind til udstillingsrummet, de 300 tykke, cirkelrunde jernskiver med sorte huller som fortabte øjne og ovale munde, der former tavse skrig om hjælp – en rustbrun hær af nedslagtede smileyer.

Først står man lidt tøvende foran skrotbunkenn at døde blikke. Kunsten må ikke betrædes! Men jo, det må den gerne nu. Den israelske skulptør Menashe Kadishman opfordrer os faktisk til at træde ud i installationen Faldne Blade (Shalechet), og når vi gør det, knaser og knager skiverne under vores skosåler. Man kan forestille sig lyden at skrig, af brudte knogler, af kreaturvognenes jern.

Jeg er taget til Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor kuratorerne Mette Truberg Jensen og Natalia Gutman har tilrettelagt udstillingen Sort Mælk (titlen er hentet fra den tysk-rumænske digter Paul Celans Dødsfuga) med en række moderne kunstværker, som ser Holocaust gennem et atypisk okular.

I rummet med de Faldne Blade møder jeg et ægtepar på mine forældres alder, de er fra den generation, der var Sverige-flygtninge som børn, jeg har spillet fodbold med deres sønner hele min barndom. De nikker mod jernskiverne på gulvet. Læs videre “KZ-klodser”

Anmeldelse i Weekendavisen den 24. januar 2014.

Teater. Henrik Ibsens ‘Peer Gynt’ tørskoet ned ad livets elv som et dekonstrueret drømmespil.

Riddersalen gjorde det i foråret, Odense Teater gjorde det i efteråret – og denne vinter gør Republique det så: sætter en moderne version af Henrik Ibsens Peer Gynt op. Han må altså have noget at sige os nu i dag, denne svigefulde fantast, som man første gang hørte om da folkemindesamleren P. Chr. Asbjørnsen (ham der også arbejdede sammen med Jørgen Moe) i 1845-48 udgav Norske Huldre-Eventyr og Folkesagn med overleveringer, som han havde høstet hos digteren og skolemanden Engebret Hougen i Gudbrandsdalen.

Henrik Ibsen hentede altså sin Peer Gynt – eller som de gæve nordmænd udtaler det: Jynt – fra folkesagnene, og han forstod at omsætte karakteren i digt og drama så stykket både rummede frisættende underholdning og gravalvorlig seriøsitet. Læs videre “Udenommanden”

Torsdag den 23. januar 2014.

Anne-Cathrine Riebnetzky får De Gyldne Laurbær for romanen Forbandede yngel. Det havde jeg ikke set komme. Som alle andre havde jeg forventet at Yahya Hassan skulle have prisen, der som bekendt er en slags flidspræmie for et godt boghandlersalg, for ingen har solgt flere bøger end ham.

Men valget er godt! Anne-Cathrine Riebnetzkys roman er absolut læseværdig, både som et socialt familiedrama med et rørende søskendesammenhold og som skildring af de udsendte soldaters syn på den identitetsskabende krig i forhold til den meningsløse hverdag herhjemme.

Forbandede yngel er historien om en børnflok, der vokser op på en gård i Jylland med en voldelig far og en nervøs mor, og om hvordan barndommens fortræd ender med at presse den yngste søster til et selvmordsforsøg. Det hele er fortalt retrospektivt af den ældste søster, der i flyet på vej hjem fra sin udstationering som soldat i Afghanistan, betror sig til en medpassager, der er udsendt som læge.

Anne-Cathrine Riebnetzky har i interviews fotralt, at historien er baseret på virkeligheden og hendes egne familieforhold. Dermed føjer romanen sig til andre aktuelle skildringer af brutale opvækstvilkår i provinsen. Jeg tænker på Jacob Skyggebjergs bemærkelsesværdige debutroman Vor tid helt og på Lisbeth Zornig Andersens selvbiografi, Zornig – vrede er mit mellemnavn, og dokumentarfilmen Min barndom i helvede. Og naturligvis Yahya Hassans digte.

Bare ærgerligt og underligt at Forbandede yngel ikke bliver læst af politikerne og journalisterne som en pendant til Yahyas digte. Hvorfor er hans autentiske historie et spørgsmål om kultur, når Anne-Cathrines, Lisbeths og Jacobs ikke er? Hvorfor er det kun muslimernes overgreb på børn i ghettoen, der har med kultur og religion og gøre? Og hvorfor er det kun danskernes overgreb på børn ude i provinsen, der bunder i sociale problemer?

Weekendavisen den 10. januar 2014.

Fanfiktion. “Ved du hvad, kunstnere, der har provokation som hovedret på menuen, er dårlige kunstnere.” Den svenske dramatiker Dennis Magnusson har ladet sig inspirere af en episode i ABBA-Agnethas liv. Så snart pressen rapporterede om hans nye skuespil, brød moraldebatten løs.

Hvad kan en kunstner tillade sig at fiktionalisere?

Spørgsmålet diskuteres netop nu i Sverige, mens man venter på at Uppsala Stadsteater i marts lader tæppet gå for dramatikeren Dennis Magnussons nye skuespil, som ifølge svenske medier er inspireret af en bizar affære mellem den verdensberømte ABBA-stjerne Agnetha Fältskog og en hollandsk truckchauffør.

Stjärnan & odjuret handler om en amerikansk musicalstjerne, der som prinsessen i et eventyr, bliver genstand for intensiv opmærksomhed fra alle kanter, så hun til sidst ikke ved, hvilken frier eller fremtid, hun skal vælge.

En af inspirationskilderne til Dennis Magnussons skuespil var en række begivenheder, som fik svenskerne til at tabe både næse og mund i 1997. Den notorisk pressesky Agnetha levede et stille liv i sin villa, hvor hun havde isoleret sig efter et par mislykkede ægteskaber i kølvandet på opløsningen af ABBA i 1982. Men så dukker en overvægtig hollandsk truckfører ved navn Geert van der Graaf op i skovene omkring huset. Han er besat af den sky stjerne og er flyttet til den stockholmske skærgård for at være nær hende. Og stik mod al logik, lukker Agnetha den fremmede mand ind i sit liv. Læs videre “Stjernen og stalkeren”

Kommentar i Weekendavisen den 3. januar 2014.

Kommentar. Lad os da bare tage debatten om Poul, Pia og de stuerene endnu engang. Fremtidens værdikamp bør nemlig blive retspolitisk.

Der var ekko af 90’erne da Mathias Tesfaye og Peter Hummelgaard kort før jul efterlyste et nærmere samarbejde mellem deres eget parti, Socialdemokraterne, og Dansk Folkeparti. Ikke fordi man dengang diskuterede muligheden for parløb mellem S og DF, tværtimod. Dengang forsøgte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen nemlig at dæmme op for Pia Kjærsgaards parti ved at udskamme dem med en bemærkning – senere legendarisk – om at “stuerene, det bliver I aldrig”. Tænk at man kan have så meget ret og tage så meget fejl i én og samme sætning.

Vi skruer tiden tilbage til 1999 og folketingets åbningsdebat. Dansk Folkepartis partiformand Pia Kjærsgaard har et lovforslag til behandling. Hun kræver at stærkt kriminelle udlændinge skal udvises af landet, og at deres familie skal sendes samme vej. Statsministeren går på talerstolen og afviser at uskyldige mennesker med lovligt ophold i landet skal deporteres fordi en søn har handlet med narko, begået voldtægt eller drab. Han mener – i overensstemmelse med en retsstats principper – at det alene er den skyldige, der skal straffes. I den forbindelse tværer han Dansk Folkepartis snude i dets eget snavs: “Stuerene, det bliver I aldrig”. Læs videre “De stuerene”