En forklarende kraft

Weekendavisen den 3. januar 2014.

Blæksprutte. I december udkom en berømmet og kontroversiel bog om massemorderen Breivik. Forfatteren afdækker smuds fra barndommen. Må man det?

Hvor går grænsen for skildringen af det grænseoverskridende?

For nylig befattede vi os her i spalten med den aktuelle norske debat om faktalitteraturens moral og kravet om et etisk kodeks for journalistik i bogform, og i denne uge fortsætter vi i samme spor i anledning af den norske forfatter Aage Storm Borchgrevinks En norsk tragedie. Anders Behring Breivk og vejene til Utøya, der netop er udkommet på dansk.

Da bogen udkom i Norge i fjor, blev den belønnet med den nyindstiftede Kritikerpris for sagprosa, men den skabte også en debat om, hvad en forfatter bør og ikke bør. Hvor dybt må man trænge ned i fremmede menneskers privatlivshistorie for at belyse skabelsen af et monster? Læs videre “En forklarende kraft”

Branden og byen

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. december 2013.

Provinsliv. Lille velskreven og punktumløs roman, mangfoldig som livet selv.

Carsten Müller Nielsen: Englen over din nabos hus. Roman. 128 sider. 240 kr. Tiderne Skifter

nej, det er ikke en korrekturfejl, hverken her eller i Carsten Müller Nielsens kort- og punktroman, Englen over din nabos hus, hvor alle kapitler begynder med småt for ligesom at angive, at vi hele tiden har været i gang, at tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang, og fordi tilværelsen foregår i sådan én lang uendelig bevægelse, sætter forfatteren aldrig noget punktum, men lader hele tiden teksten fortsætte i en stakåndet bevægelse derudad i 65 prosasnapshots om en lille sjællandsk by fra tiden op til Anden Verdenskrig og frem til det nye årtusindes begyndelse (og her må jeg lige indskyde at så forskellige forfattere som Jan Stage og Julia Butshkow også har skrevet rigtig gode punktumløse bøger), og selv når et kapitel er slut, står det sidste ord og dirrer i luften uden den lille berømte prik som stopklods for sætningen, og selv ikke i romanens sidste tekst bliver der sat punktum, nej det hele får bare lov at ebbe ud til en virkelig plat Otto Leisner-vittighed, vi slutter nemlig i 70’erne for der ikke er nogen kronologi i fortællingen, som bare udvikler sig kalejdoskopisk og sekventielt derudad, springende i tid og sted, fra person til person, fra familie til familie, så man først kan lægge det samlede puslespil til sidst og undervejs må leve med forvirringen, for eksempel når man læser om et ægtepar der har mistet deres børn i en brandulykke og først hen mod romanens slutning får selve skildringen af branden, men stilen holder og man lever sig ind i de abrupte historier, og netop Mona og Kresten Melgaard, hvis børn omkommer i det brændende hus, står centralt i romanen, fordi romanens titel, Englen over din nabos hus, refererer til et syn, som den desperate mor har på den skæbnesvangre nat, hvor hun ser englen (og så blev dét 80’er-symbol genintroduceret) træde frem på himlen, “en høj legemsbygning med tre vingepar der slog tungt i luften, og fra hans mund og øjne brændte ilden og på hans hoved, så hun, knejsede et kronhjortegevir og fra takkerne flagrede stofrester eller tråde af blæretang i vinden der tog til”, og dét er jo et syn, som kan gøre enhver angst og religiøs, og Mona bliver begge dele, men det ved vi på forhånd, fordi vi allerede har hørt at hun bliver hvervet af Den Evangeliske Sandheds Vogtere, hvilket dog ikke bliver hendes redning, for intet kan redde en mor, der har mistet sine børn i en brand, heller ikke en engel over huset, og bemærk den fine synsvinkelforskydning i romanens titel, hvor englen ikke står over dit eget hus, men over naboens, for det frygtelige sker jo aldrig for en selv, men altid kun for naboen, og i lillebyen er vi alle hinandens naboer og tilsammen udgør alle de løsrevne fortællinger et broget billede af byen og dens mennesker, altså af os og vor tid, og som sådan er Englen over din nabos hus en lille, komprimeret kollektivroman, der garanteret er inspireret af Peer Hultbergs legendariske storværk Requiem, hvor en provinsbys skæbner enten væves sammen eller kører parallelt, for sådan er det også her i byen med englen over nabohuset, og selvom man som læser føler sig hårdt ramt af nogle skæbner og kun strejfet af andre, opnår Carsten Müller Nielsen samlet set rigtig meget med sin velskrevne og bevægende punktumløse punktroman, der er mangfoldig som livet selv, og her burde faktisk stå et punktum, men det dropper vi i dag

F. Scott Fitzgerald: På denne side af Paradis

Anmeldelse i Weekendavisen den 20. december 2013.

Paradis. For første gang på dansk: F. Scott Fitzgeralds roman om en ung mand, der drømmer om at blive noget, ikke om at være noget.

Kirken, kærligheden, krigen

Er det en sentimental interesse for verden af i går, er det en refleksion af nutidens krig og krise, eller er det slet og ret en litterær genvækkelse? Hvad er det, der gør, at F. Scott Fitzgerald, Ernest Hemingway og andre fra den tabte generation nu bliver genopdaget og genudgivet?

Sandsynligvis er det en kombination af det hele. Vi elsker de håbefulde, talentfulde unge mennesker, udspændt mellem hedonisme, ulykkelig kærlighed og nybrydende litteratur. Vi spejler os i deres tid, hvor granaterne slog ned ved skyttegravene og bankerne kollapsede. Og vi beundrer deres indtagende evne til at skrive om sig selv og deres store livsmål.

Nu får vi – for første gang på dansk – F. Scott Fitzgeralds debut, På denne side af Paradis, ligesom vi for nylig fik Blid er natten og Ernest Hemingways noveller in toto, nu også med de tidligste ungdomsværker, og en definitiv udgave af hans Paris-erindringer fra 20’erne, hvor han hang ud på barer og cafeer med det enorme skrivetalent, drukkenbolten F. Scott Fitzgerald. Læs videre “F. Scott Fitzgerald: På denne side af Paradis”

Anne Marie Têtevide: Som dagene er

Anmeldelse i Weekendavisen den 20. december 2013.

Hverdage. Anne Marie Têtevides stilsikker tidsdiagnose er et solidarisk spejl.

Mellem Anslund og Gorazde

Man fornærmer næppe Anne Marie Têtevide ved at slå fast, at hun ikke er blandt de mest berømte forfattere i Danmark. Faktisk er hun decideret ukendt for de fleste.

Hendes seneste roman hedder Som dagene er, og det er jo en spinkel, lavmælt, tøvende og selvudslettende titel, kongenialt understøttet af omslagets lyriske illustration af et mennesketomt landskab med en høstet mark og en aftenhimmel, hvor solen er sunket bag de levende hegn.

En profilløs forfatter og en roman med en kedelig titel og et nydeligt omslag! Hvorfor så læse videre? Jo, fordi Anne Marie Têtevide (f. 1947) faktisk er en af de bedst bevarede gode hemmeligheder i dansk litteratur.

Lad mig bare sige det: Man bør læse Som dagene er, hvis man kunne lide Jens Smærup Sørensens Mærkedage, som i 2007 vandt De Gyldne Laurbær og Weekendavisens Litteraturpris og solgte sensationelle 100.000 eksemplarer. Anne Marie Têtevide skriver på nøjagtig det samme stof, som Jens Smærup Sørensen: den jyske identifikation, det sindrige og sindige liv, hverdagene og særdagene, de små begivenheder som tilsammen udgør et livsforløb, livets gang i Lidenlund, mens Verden venter og kommer nærmere. Læs videre “Anne Marie Têtevide: Som dagene er”

Stormen i 2013

Anmeldelse i Weekendavisen den 13. december 2013.

White trash. Jacob Skyggebjerg romandebuterer med opdateret dansk dirty realism.

Han kom fra den sociale underklasse, var en småkriminel rod, blev anbragt i en plejefamilie, hutlede sig igennem, røg en masse hash, kom på højskole – og mødte en lærer, der inspirerede ham til at skrive om sit eget liv og introducerede ham til en forlægger. Og så skrev han om sin baggrund, om forældrenes misbrug og omsorgssvigt, om svindel og stoffer. Råt, usentimentalt, indigneret.

Nej, det er ikke Yahya Hassan, jeg taler om. Og Jacob Skyggebjerg – for sådan hedder han – vil hverken komme til at lukke luftrum eller sælge 80.000 eksemplarer af sin debutbog på et par måneder, for hvem gider interessere sig for et offer og et vidne, der ikke lige kommer fra ghettoen, men er rundet af det danske kulturmiljø, som vi kan kalde provinsens white trash? Hvem vil sige, at med ham falder skællene fra øjnene, og at vi nu får det autentiske vidnesbyrd om et liv på bunden af den danske kultur? Og hvem vil anklage ham for at generalisere: Sådan er alle jyder ikke! Læs videre “Stormen i 2013”