Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 6. september 2013.

Kommentar. Hvorfor skal vi egentlig læse det, som forfatterne ikke selv vil lægge navn til?

I dag udkommer en af de romaner, hvor bagsideteksten er mere spændende, end selve bogen. Det er Det godes pris af Christian Tornbakke, som ifølge forlaget er et pseudonym for “en anerkendt skandinavisk forfatter”, og så er det meningen, at vi skal blive nysgerrige. Dybt suk!

Hvorfor vil forfatteren ikke lægge navn til sin krimi om en sexet statsminister a la vor egen, som får problemer, da der dukker nogle lumre fotos op fra fortiden af hende i lak og læder? Vil han ikke kendes ved bogen? Er hans rigtige navn for fint til at blive smudset af denne letbenede historie? Tror han at maskespillet gavner salget? Læs videre “Pseudo!”

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. august 2013.

Familierod. Hvad hvis man ikke ved præcis af hvilken rod, man er skåret? Stilsikker debutroman af Maren Uthaug.

Maren Uthaug: Og sådan blev det. 250 sider, 250 kr. Lindhardt og Ringhof.

Året er 1974. Den syvårige Risten bor med sin norske far Knut og sin samiske mor Rihtta oppe i Norge. I huset er også den gamle mormor, der præger sit barnebarn med folkloristisk ammestuesnak om nordlyset og de underjordiske halemennesker, som man kun kan beskytte sig imod med sølvamuletter og prædikanten Læstadius’ religiøse remser på det gammelfinske sprog kvensk.

Oppe i fjeldet holder Rihttas søster Ravna til, angiveligt vanvittig efter at have mistet et barn. Sammen med hende er Aslak, som gør hende gravid igen og igen, selvom de er bror og søster, og hver gang tager fjeldet barnet. Da Knut og Rihtta frygter at Ravna vil gøre krav på deres datter, beslutter de at Risten skal flytte væk sammen med sin far. Ægteskabet er under alle omstændigheder i opløsning, og en dansk kvinde, Grethe, byder sig til som Knuts nye kvinde. Læs videre “En fri vejrtrækning”

Weekendavisen den 16. august 2013.

Trans Atlantic. Colum McCanns nye roman er et stykke lunkent konsumlitteratur.

“Deres fingernegle fløjter…”

Kun to måneder efter udgivelsen i USA kommer Over Atlanten over Atlanten fra Colum McCanns velsmurte romanfabrik. Hans danske forlag må åbenbart mene at det er en hastesag. Og Louisianas fine litteraturfestival har også sat ham på programmet i næste weekend. Hvorfor dog det?

Måske fordi forfatterens forrige roman, Lad kun verden tumle sig (med 9/11-motiv og fransk klovn på slap line mellem tvillingetårnene), var en international bestseller?

Ked af at sige det, men Over Atlanten bekræfter mine værste fordomme om, hvordan en professor i creative writing konstruerer en bred bestseller over nogle autentiske begivenheder, der væves løst sammen med en fiktion om fire generationer af stolte kvinder og et gammelt brev, der krydser grænser og forener tid, sted og historie på en symbolsk facon.Det historiske stof er ellers godt nok, ja absolut interessant: Læs videre “Colum McCann: Over Atlanten”

Weekendavisen den 9. august 2013.

Øen i søen. En flok kokke, en håndfuld digtere, en kunstentreprenør og en tårnejer. Der er festival for jomfruhummere og for litteratur.

Der dukker af disen den dejligste ø, og piloten placerer blødt sin lille pilleæske med propeller på Læsøs landingsbane. I dag er der Jomfruhummerfestival på havnen. I morgen er der litteraturfestival i kunsthallen. Den første ramler jeg ind i, den anden skal jeg være med til.

Det er mit første besøg på øen, og hvad ved jeg egentlig om den? Noget om Asger Jorn og Per Kirkeby. Noget om tanghuse og saltsydning. Noget om at Christian Kampmann blev slået ihjel i et jalousidrama i et sommerhus her for efterhånden 25 år siden. Den slags.

I lufthavnen i Roskilde har jeg mødt mesterkokken Erwin Lauterbach, der skal sidde i dommerpanelet og være med til at vælge den bedste ret ved dagens festival for det, de kalder Læsøs guld, jomfruhummeren. I den lille afgangshal hilste jeg også på Torsten Schmidt, talentfuld og kreativ køkkenchef, der høster priser som radiser. Læs videre “Læsøs lyksaligheder”

Weekendavisen den 9. august 2013.

Livslinier. En selvmordstruet soldat. En psykologistudernede smuk pige. Soldaten og Jenny genskrevet…

Soldaten og Jenny – den titel klinger jo ganske bekendt. Peter W. Bredahl har nemlig planket den direkte fra Johan Jacobsens kanoniserede film over et Soya-skuespil (1947) til sin nye roman, hvor hovedpersonerne har både navne og stiltræk til fælles med Poul Reichardt som soldaten Robert, Bodil Kjer som pigen Jenny og Gunnar Lauring som charlatanen Gustav Skow.

Signalet er sendt, og det er jo meget sjovt, men ikke gennemført med nogen konsekvens eller egentlig litterær begrundelse? Temaer som selvmord og abort er fælles for film og roman, mens ligheden brydes radikalt andre steder, og det er jo fint nok, hvis forfatteren på den måde skaber et kunstværk i sin eget ret. Men, men, men. Læs videre “Krig og kærlighed”