Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 11. august 2023

Kommentar. Det litterære miljø befinder sig igen i et skisma mellem ytringsfrihed og tolerance.

Kriser af betragtelig samfundsbetydning aflejrer sig altid i skønlitteraturen. Forfatterne skriver gerne om det, der sker: katastrofer, krige, klima og corona.

Men den litterære krisebevidsthed har stort set meldt hus forbi, når det handler om den dybe misere, som Danmark stod fadder til og selv var offer for i 2005.

Besynderligt nok har Muhammedkrisen kun efterladt ganske sporadiske spor i skønlitteraturen, for eksempel i Den lange dag af Stig Dalager, som altid har haft et godt øje til samtidspolitikken.

Men en svale gør ingen sommer, og i betragtning af at krisen – med forbindelserne til Salman Rushdie og De sataniske vers – går til skrivefrihedens kerne, kan man undre sig over, at forfatterne ikke har set det dramatiske potentiale i de politiske og moralske dilemmaer.

Alle spørgsmål om ytringsfrihed og ytringsfrihedens begrænsninger går til litteraturens hjerterod, fordi forfatterne historisk set altid har været blandt de forreste ofre, når autodafeernes kommissærer har tændt bål i gaderne. Derfor er debatten om et forbud mod koranafbrændinger også en litterær debat.

Ikke overraskende har forfatterne Jens Christian Grøndahl og Janne Teller taget ordet med udgangspunkt i en pæn og humanistisk borgerlighed, og de er enige om, at et forbud mod at sætte ild til religionernes hellige skrifter både er nødvendigt og ønskeligt.

Janne Teller mener ligefrem, at et forbud mod koranafbrændinger vil været et forbud mod et voldeligt censursprog, som vil gøre Danmarks og danskernes sikkerhed og demokrati og ytringsfrihed til klare vindere.

Jens Christian Grøndahl skrev forleden i en kronik, at bogafbrændinger er hadefuldt hærværk, som kortslutter den demokratiske samtale. Det er en helt indlysende konstatering, som de fleste kan samles om. Men så konkluderede han: ”Hvis man prioriterer islamkritikken højere end almindelig anstændighed, gør man vold på anstændigheden.”

Dermed stiller Jens Christian Grøndahl sig side om side med de debattører fra den oprindelige Muhammedkrise, for eksempel Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann-Jensen, som til gengæld måtte tåle alskens hån, spot og latterliggørelse fra forfatterduoen Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, der anså de anstændige for at være de religiøse fanatikeres nyttige idioter.

Men det er værd at bemærke, at Jens Christian Grøndahl ikke brugte det dyre ord ”anstændighed” udenfor konkret kontekst eller som bedrevidende moraliseren. Han henviste til Ordensbekendtgørelsens § 3 stk. 2, der siger at det er ”forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse”.

Jens Christian Grøndahl kommer ikke fra det, vi kan kalde den litterære venstrefløj, hvor kravet om kulturel tolerance ofte har spillet en større rolle, end beskyttelsen af religionskritikken. Han er snarere rundet af en velfunderet humanistisk borgerlighed, og med sine argumenter for forbud mod koranafbrændinger demonstrerer han, at positionerne flyder frit over fløjene i denne debat, hvor også socialistiske og nationalkonservative partier, der ellers aldrig er enige, udgør en fælles opposition imod regeringen.

Jeg kan sagtens følge Janne Tellers og Jens Christian Grøndahl pragmatiske analyser, som på mange måder står på den kulturradikale humanismens sunde grund. Men samtidig ser jeg de to forfattere som eksponenter for et klassisk dilemma, som gennem mange år har præget det litterære miljø i Danmark:

På den ene side anerkender vi, at ytringsfrihed og religionskritik er vitale organer i demokratiets krop. På den anden side ønsker vi en respektfuld og anstændig debattone.

På et tidspunkt kan disse to hensyn ikke længere løbe parallet. Deres veje kommer til at krydse hinanden, og så er det nødvendigt at vælge hvilken vej man vil.

I dette skisma er det nyttigt at blive mindet om, hvor mange begrænsninger af vores ytringsfrihed, som vi trives med til hverdag uden at skænke dem en tanke. Vi må for eksempel hverken brænde nationsflag eller EU- og FN-flag af i gaderne, så kan man ikke bare blive enige om, at en autodafé ikke er en ytring, men hærværk, og derfor genindføre et forbud mod afbrænding af hellige bøger?

Nej, helt så simpelt er det ikke.

En ytring er nemlig ikke kun en sproglig formulering i skrift eller tale. En ytring kan have mange former, og hvis man vil ødelægge en hellig bog, bør man have hærværksfrihed til det, men politiet kan jo vurdere, om gerningen er til gene for den offentlige orden.

Ytringsfrihed handler ikke om at begunstige dem, man deler synspunkter og værdier med, men om at beskytte dem, man er allermest uenig med, herunder de fjolser, der deler en respektløs foragt for ord og bøger med de religiøse fundamentalister, de selv bekæmper.

Weekendavisen den 21. juli 2023

Ørestenssvimmelhed [ˈøːʌ ˈsdeˀn ˈsvemˀəlˌheðˀ] – eller som det hedder blandt fagfolk: paroxymal positionel vertigo – er en lumsk lidelse i det indre øres balanceorgan. Den viser sig som akut svimmelhedsanfald, hvis styrke og varighed kan variere fra mild og kort til voldsom og langvarig.

Vi skal ind i det indre øres buegang. Her findes nogle mikroskopiske otolitter, altså øresten, som hjælper os med at holde balancen og registrere tyngdekraftens retning. Uden disse sten ville vi være ilde faren, ude af stand til at lokalisere op og ned.

Oftest går der udu i otolitterne ved bratte bevægelser med hovedet, for eksempel når man bøjer sig, vender sig, eller lige når man vågner og sætter sig på sengekanten. I så fald bør man lægge sig ned igen og hvile ud, indtil verden står stille igen. Det går heldigvis forbløffende hurtigt. Hvis altså ikke man er så uheldig, at karrusellens bremsearm er knækket.

I Danmark er der rapporteret om i hvert fald ét tilfælde af ørestensvimmelhed, der kom helt ud af den blå luft. En sommeraften i 2017 sad en mand ret op og ned i en biograf og så Julian Rosenfeldts film Manifesto, hvor den australske skuespiller Cate Blanchett i tretten fascinerende og forvirrende segmenter af ti minutter og tredive sekunders varighed hver performer og reciterer fra tretten manifester om politik og kultur.

De første svimmelhedssymptomer begyndte at melde sig i en begravelsesscene, hvor den rumænske digter Tristan Tzaras dadaistiske manifest fra 1918 blev læst op. Manden overvejede, om han var ved at få influenza i biografens røde plys, eller om han var offer for en dadaistisk reaktion.

Da filmen var nået til slutningen, som handlede om Lars von Triers Dogme-manifest, havde manden for længst indset, at noget var gået løs i hans indre. Mærkeligt nok kunne han godt cykle hjem, ja han var sikrere i sadlen, end til fods. Men da han prøvede at kravle i seng, strandede han på en dørtærskel. Han var udmærket i stand til at tale, men i øvrigt hjælpeløst fortabt. Hvis han åbnede øjnene, blev han slynget omkring som en flyvende karrusel på vej mod de ydre galakser.

Manden blev båret i brandmandsgreb ned ad trappen og ind i ambulancen, og på hospitalet blev diagnosen stillet gennem udelukkelsesmetoden. Efter en lang nat med kvalmemedicin i drop blev han udskrevet. Sygdommen vendte ikke tilbage.

I svære tilfælde – eller hvis patienten lider af tilbagevendende anfald – kan ørelægen behandle problemet ved at lave hurtige rotationer med hovedet (altså patientens). Hvis det ikke hjælper, skal patienten måske en tur i en særlig stol, som findes på visse hospitaler. I denne stol – som er monteret i et kugleformet stillads og minder om de maskiner, man træner astronauter i, før de skal ud i rummet – bliver patienten hvirvlet rundt som skyllet spinat i en salatslynge. Forhåbentlig falder krystallen i hak.

I Norge går ørestenssvimmelhed under det noget mere poetiske navn krystalsyge, fordi anfaldene skyldes en forskydning af de små krystalsten i balanceorganet. Det elegante sygdomsnavn passer desuden godt til Norges mest prominente svimmelhedspatient. Selveste kronprinsesse Mette-Marit lider af krystalsyge, der får hele hendes verden til at snurre rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt…

Herhjemme kendes ingen eksempler på royal ørestenssvimmelhed.

.

Weekendavisen den 7. juli 2023.

Disney-klassiker. I tegnefilmen bruger den moralsk hæderlige helt sit sidste ønske til at give sin tjener dens frihed. Sådan er det bestemt ikke i eventyret.

I ugerne omkring jul 1975, da jeg var elleve år, samledes nationen foran fjernsynet for at se Kaspar Rostrups dramatisering af Adam Oehlenschlägers læsedrama på blankvers, Aladdin eller Den forunderlige lampe.

Hovedrollen som den kække gadedreng Aladdin blev spillet af Nis Bank-Mikkelsen (som senere kom til at lægge stemme til troldmanden Jafar og dermed sluttede en cirkel), og jeg husker stadig spændingssuset, når han gned på lampen, og ånden – eller gejsten, som det også hedder hos Adam Oehlenschläger – trådte frem med bulder og brag i skikkelse af Søren Elung Jensen, skaldet, i bar overkrop, filmet i frøperspektiv. Læs videre “Åndens Aladdin”

Weekendavisen den 7. juli 2023

Selvmord. Trisse Gejls nye roman er både autofiktion og et selvkommenterende formeksperimentet.

Trisse Gejl: De unævnelige. 156 sider, 269,95 kr. People’s.

Alle mennesker har stuvet noget gammelt, kontaminere familiestof væk i hjernens glemselskasser. Der opbevarer vi de tabuer, fortielser og fortrængninger, som vi ikke taler om. Hertil henviser vi alle ”de unævnelige”.

Trisse Gejl har gennem år og dag mødt mange mennesker, hvis liv er endt på tragisk vis, og som det er svært at tale om. Men i særlig grad én er unævnelig, nemlig moren, der begik selvmord, da datteren blot var fire år gammel. Hvorfor sprang hun ud af vinduet? Læs videre “Spanden og gulvkluden”

Weekendavisen den 30. juni 2023

Trilogi. Kim Leine recirkulerer behændigt og loyalt alle spiongenrens mest sejlivede konventioner og klicheer.

Kim Leine: Karolines kamp. Spændingsroman. 422 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Sidste sommer udkom Karolines kærlighed, det første bind af Kim Leines trilogi af spændingsromaner, med en fuldkommen forbløffende timing.

Få måneder inden havde Rusland angrebet Ukraine, og ud af det blå kom så den højaktuelle konspirationsthriller, som foregik i kølvandet på russernes annektering af Krim i 2014, hvor frygten for den autokratiske og nationalistiske putinisme er i vækst.

Mens fiktionen og den politiske virkelighed altså gnubbede skuldre på det ydre plan, kogte Kim Leine en herligt spekulativ plotsuppe sammen på det indre, og nu strammer han skruen med historien om sprogofficeren Karoline Blicher, der er shooting star i Demokratisk Alliance, som hendes kulturkonservative præstefar har stiftet. Det er et slet skjult troldspejlsportræt af Marie Krarup og en banal satire over Dansk Folkeparti. Læs videre “I Karolines honningfælde”