Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. juni 2013.

Genskrevet. Sven Holm har revideret sin egen roman efter 45 år.

København er nedlagt

Man kan skifte det meste ud i en gammel bygning – nyt undertag, nye vinduer, nye rør. Men kan man også renovere en roman – ny undertitel, nye sætninger, nye kapitler?

Sven Holm forsøger kunststykket med Min elskede, en sær komedie om to fremmede agenter med sorte bowlerhatte og armerede kufferter, der i 1968 kommer til København for at stjæle statsminister Poul Hartlings dokumentmappe og anstifte en revolution.

Romanen udkom første gang i 1968 som Min elskede – en skabelonroman. Ved genudgivelsen her 45 år senere hedder den imidlertid Min elskede – en 68-roman, og den nye undertitel er interessant: nu skal vi åbenbart mere forstå romanen som en rapport fra en signifikant tidsånd, end som en fragmenteret skabelonisk fortælling om tilværelsen i København.

Eller hvad? Sven Holms ændringer (genskrivning, kalder han det selv) inde i romanen modsiger på flere måder den ny undertitel. Det ser man, hvis man simultanlæser de to versioner. Læs videre “Sven Holm: Min elskede – en 68-roman”

Weekendavisen den 21. juni 2013.

Essays. Jonathan Franzen skriver med hele sin store hjerne og hele sit skælvende hjerte.

Frygt for mennesker

Hvad er et essay? Ifølge Jonathan Franzen er det tilsyneladende lidt af hvert og hvad som helst. Fra dybt personlig, reflekterende skrivekunst til genoptryk af taler, forelæsninger og akademiske analyser. Resultatet er en disharmonisk kompilation af tekster.

Naturligvis kan en dygtig forfatter bringe sine spredte tekster fra et tiår sammen i en bog – senest gjorde Jens Christian Grøndahl det med Den sibiriske måne – men en hvilken som helst sagprosatekst kan ikke nødvendigvis leve op til genreprædikatet ‘essays’. Derfor så jeg også helst, at Jonathan Franzen havde sorteret sit stof til to bøger, dels en ægte non fiction-samling, dels en antologi af litterære artikler, analyser, anmeldelser, introduktioner, taler og forelæsninger. Læs videre “Jonathan Franzen: Længere væk”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. juni 2013.

1969. Lars Saabye Christensen nye roman ligner to projekter i tvangsfusion.

Chaplins syndrom

Jeg håbede ellers at vi var færdige med forfatternes autofiktive rollespil, men nej. Hovedpersonen i Lars Saabye Christensens Blink er søn af en dansk arkitekt, han skriver en digtsamling, der hedder Kamelen i mit hjerte, og han er en knægt på femten år den magiske sommer, hvor amerikanerne lander på månen… Alt sammen som taget ud af Lars Saabyes Christensens egen biografi.

Blink fortælles i tilbageblik af forfatteren Chris Funder, der i ungdommen gik under navnet Chaplin, fordi hans ene fod trak ud til siden. Sammen med sin mor er han taget til sommerhuset på Nesodden, hvor faren skal støde til senere, når han er færdig på arbejdet. Han når dog aldrig frem, fordi han brækker foden. Eller gør han? Måske stikker der noget andet under? Læs videre “Lars Saabye Christensen: Blink”

Weekendavisen den 7. juni 2013.

Kommentar. Forvaltningen af det danske demokrati er blevet mindre gennemskuelig.

Hver gang politikerne skruer op for overvågningen – enten med kameraer i gågaden eller logning af mails og bibliotekslån – bliver kritikerne verfet af med et nedladende argument: Hvis borgerne har rent mel i posen, behøver de jo ikke at frygte, at myndighederne holder øje med dem.

Ok, vi kopierer logikken: Hvis myndighederne har rent mel i posen, behøver de jo ikke at frygte, at medierne (og borgerne) holder øje med dem. Men hvorfor vedtog de så den ny Offentlighedslov, som begrænser indsigten i ministeriernes og politikernes arbejde? Læs videre “Lukkeloven”

Weekendavisen den 7. juni 2013.

2200 N. For meget af det fucking gode. Dragende og skramlet amatørteater om Nørrebro i post-Ungeren-tiden.

Vrængende pseudoromantik

Nørrebro har de seneste år fået en ordentlig krammer af den kreative klasse, men den ulydige balladebydel er stadig hjemsted for vred københavnsk ungdomsultur, og vi får en dosis af det hele i dette mærkelige, men sært velfungerende stykke miskmaskamatørteater.

Hvorfor miskmask? Fordi det begynder som en audiowalk, fortsætter som en slags behjertet skolekomedie og ender med en koncert – der i øvrigt ikke har noget med noget at gøre. Men vi kender konditionerne på forhånd og forventer ikke noget poleret. Det her er off off Nørrebro. Læs videre “Julie Mai Jakobsen / Mille Maria Dalsgaard: Nørrebro”