Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 12. april 2013.

House of Cards. Cheffotografen bag den amerikanske tv-serie, som alle taler om, er dansk. På trods af seriens succes, har han sagt nej tak til sæson to. Vi har mødt Eigil Bryld i hans hjem i Brooklyn, New York.

BROOKLYN, NEW YORK
For at skabe et kritisk tv-drama om lobbyisme, må man selv være god til – lobbyisme. Det fortæller Eigil Bryld, den danske cheffotograf bag kameraet i den serie, som alle taler om for tiden, den cool og kyniske House of Cards om det politiske liv i Washington.

Serien – der ikke kan ses på en almindelig tv-kanal, men kun via et abonnement på Netflix – skildrer magtkampene mellem præsidenten, kongressen og de private lobbyister.

I centrum for det hele står Francis Underwood, leder af Demokraternes gruppe, en mester i det politiske spil og spin og en skruppelløs dukkefører med en hånd oppe i røven på alt og alle, der har (eller tror at de har) noget at skulle have sagt i Det Hvide Hus på Capitol Hill.

House of Cards, der fik verdenspremiere i februar, er Netflix’ første egenproduktion. Med en satsning på 100 millioner dollars skal den være en rambuk til nye markeder for streamingtjenesten, der hidtil har været krititseret for kun at have et halvdovent udvalg af film og serier på hylderne.

Eigil Bryld, seriens chef-cinematograf, byder Weekendavisen velkommen indenfor i brownstone-huset i Park Slope, Brooklyn, New York. Her bor han nu på femte år sammen med sin kone, forfatteren Naja Marie Aidt, og et udvalg af sammenbragte børn. Læs videre “Korthuset på Capitol Hill”

Anmeldelse i Weekendavisen den 12. april 2013.

Auschwitz-monolog. Jens Albinus indfrier et løfte, som Primo Levi aftvang os.

En europalle er en standardiseret palle, der bruges som underlag ved transport med truck. En helpalle er 1200 mm lang og 800 mm bred, mens en halvpalle er 800 mm lang og 600 mm bred. Europaller vejer 10-12 kg i tør tilstand og op til det dobbelte i våd tilstand.

Således teknisk oplyst af Wikipedia kan man se den eneste rekvisit i det nøgne scenerum på Aveny-T for sig, når Jens Albinus står frem med sin monolog, Hvis dette er et menneske, baseret på den italienske kemiker, forfatter og Holocaust-overlever Primo Levis (1919-1987) berømte erindringsbog. Europallen ligger som en tømmerflåde på scenegulvets sorte hav, og manden i sort jakkesæt og hvid skjorte træder op på den for at fortælle sin rædselsvækkende historie som fange nummer 174 517 i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz i 1943-44. Læs videre “I som lever i sikkerhed…”

Kommentar i Weekendavisen den 12. april 2013.

Kommentar. Hvem har ret til at eje og dømme over skønlitterære skildringer af virkelige mennesker?

I sin nye roman Kvinden ved 1000° lader den islandske forfatter Hallgrímur Helgason sin fortæller, Herbjørg Maria Bjørnsson, karakterisere det islandske flag på denne provokerende måde:

“Frækt og højrøvet vifter vi andre nationer om næsen med det, ja, en rent ud sagt på kryds og tværs kneppet sædbesudlet blodig kusse, omsluttet af fire, blå blodudtrækninger: en dansk, en norsk, en engelsk og en amerikansk…”

Som det fremgik af min anmeldelse af (Bøger, den 15. marts 2013) er romanen en fiktion baseret på virkelige mennesker. Fortælleren er en gammel dame, som for alle islændinge er let genkendelse som Brynhildur Georgía Björnsson (1930-2008), barnebarn af Islands fhv. abassadør i Danmark og landets første præsident efter løsrivelsen, Sveinn Bjørnsson. Brynhildurs far, præsidentens søn, gik under 2. Verdenskrig i nazistisk tjeneste ved østfronten, hvilket ikke længere er en tabuiseret, offentlig hemmelighed i Island, men absolut heller ikke en historie, man ynder at minde sig selv om. Læs videre “Hallgrímur Helgason er et dårligt menneske”

Anmeldelse i Weekendavisen den 5. april 2013.

Kritik. Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis debuterer som redaktører.

Trommedans for tænkere

Der er tre-fire formidable giftigheder i det nye nummer af Kritik, der for første gang har digteren Ursula Andkjær Olsen og litteraten Elisabeth Friis som redaktører.

I en replik i det nye nummer af Kritik 207 tager filosof Peter Kemp til genmæle mod en anmeldelse, han blev udsat for i Kritik 204 for næsten et år siden. Det var dr. phil og professor på Syddansk Universitet Søren Harnow Klausen, der gav Peter Kemps Filosofiens verden en ublid medfart, og nu er der lagt i kakkelovnen til high noon på filosofgangen.

Peter Kemp kalder sin kritiker en uvidende amatør, der hverken magter at tænke selv eller at læse andre tænkere. Han fortæller, at han engang i en mail gjorde Søren Harnow Klausen opmærksom på, at han (altså Klausen) havde skrevet noget forkert i en leksikonartikel om Paul Ricœur, men at han (altså Kemp) ikke ville offentliggøre fejlen. Det vil han så nu. Det er ædende ond og underholdende polemik, en slags retorisk trommedans for tænkere. Læs videre “Kritik 207. Redigeret af Ursula Andkjær Olsen og Elisabeth Friis”

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. marts 2013.

Ind i Afrika. Der er gode afdækninger af forholdet mellem virkelighed og fantasi – og et enkelt ups! – i ny introduktion til Karen Blixen.

Jørgen Stormgaard: Karen Blixens Afrika. Friheden, farmen og forfatterskabet. 352 sider, rigt illustreret. 350 kr. Haase & Søns Forlag.

Vi bliver aldrig færdige med Karen Blixen! Hun er tværtimod så udødelig, at der løbende kommer bøger om nicher i hendes liv og forfatterskab, herunder bøger, som ikke bidrager med egentligt ny viden, men blot reproducerer og kompilerer det, man ved i forvejen. Sådan en bog var for eksempel Sune De Souza Schmidt-Madsens En lille bog om Blixen, der udkom i september i fjor for at markere forfatterens 50-års dødsdag (og vandt Brandesprisen 2012), og sådan er bog er Jørgen Stormgaards Karen Blixens Afrika. Friheden, farmen og forfatterskabet.

Den slags bøger kan man godt være lidt forbeholden overfor, men man skal ikke undervurdere deres bidrag til formidlingen om Baronessens biografi, skæbne og kunst. Om ikke andet kan de bruges som trædesten hen til de værker, som man kan tillade sig at knytte noget større forventinger til, for eksempel den biografi om Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, som Tom Buk-Swienty skriver på for tiden, og Marianne Juhls og Marianne Wirenfeldt Asmussens udgave af Karen Blixens breve fra Afrika, som kommer om kort tid. Brevene udkom første gang i 1978, udgivet af legendariske Frans Lasson, men det viser sig, at der faktisk findes dobbelt så mange breve, hvilket betyder at den kommende udgave er den første komplette.

Jørgen Stormgaard, lektor ved Ørestads Gymnasium, har gennem mange år beskæftiget sig med Karen Blixens liv og forfatterskab. Hans viden er absolut solid, og han har tidligere – i Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt – fundet frem til detaljer, som var hidtil ukendte. Det mener jeg ikke at han gør i den aktuelle bog, hvor det mest opsigtsvækkende synes at være en komprimeret snigpremiere på en vigtig detalje i den nye udgave af Afrika-brevene. Jørgen Stormgaard har nemlig hørt et foredrag, hvor Marianne Juhl fortalte om et fund af en note, der rummer klare antydninger af, at Karen Blixen rent faktisk gik i selvmordstanker da Denys Finch-Hatton var død og farmen tabt. Den historie skrællede Politiken som dagens vigtigste nyhed i lørdags. Læs videre “Løveskindet der blev væk”