Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 22. februar 2013.

Kommentar. Justitsministeren siger at han har tillid til PET… Wow, breaking!

I næste uge fremsætter justitsminister Morten Bødskov (S) regeringens forslag til Danmarks første egentlige lov for Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Forslaget går glat igennem med stemmer fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, der altså indgår en noget overraskende alliance med partier, som de normalt ikke er på retspolitisk bølgelængde med. De Radikale og Socialistisk Folkeparti har nemlig som flinke regeringspartier suspenderet deres egentlige synspunkter i loyalitet overfor Socialdemokraterne.

På den anden side af forliget står så Enhedslisten, der dog kalder den nye lov for et museskridt i den rigtige retning, og Liberal Alliance, der mest har benyttet anledningen til at kritisere De Radikale og SF, fordi de ikke har holdt den retssikkerhedsmæsssige fane så højt, som de plejer af hensyn til det bærende regeringsparti. Hykleri, siger LA. Læs videre “Tillid er godt, men…”

Anmeldelse i Weekendavisen den 22. februar 2013.

Trojanske heste. Hassan Loo Sattarvandis roman om illusionsløs indvandrerungdom i Sverige.

Den dobbelte belejring

Vi har hørt det 1000 gange før, men det bliver det ikke mindre sandt af: indvandrerne i Sverige er slået bedre igennem som forfattere, end indvandrerne i Danmark. Det bekræftes nu af tre aktuelle eksempler, hvoraf den ene ligefrem er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, nemlig romanen En storm kom från paradiset af svensk-ugandiske Johannes Anyuru, romanen og teaterstykket Jag ringer mina bröder af svensk-tunesiske Jonas Hassan Khemiri, skrevet i dagene efter bilbomben i Stockholm 2010, hvor det gik op for forfatteren, at han passede perfekt til gerningsmandens signalement, og svensk-iranske Hassan Loo Sattarvandis Belägring, der netop er udkommet på dansk under titlen Belejring. Læs videre “Hassan Loo Sattarvandi: Belejring”

Desværre var der ikke plads til denne kommentar i Weekendavisen i denne uge, så jeg nøjes med at offentliggøre den her, den 8. februar 2013.

Kommentar. Lars Hedegaards ytringsfrihed er vores alles ytringsfrihed.

Hvad var motivet for trisdagens angreb på Lars Hedegaard?

Jeg er sikker på, at vi alle – alle! – tænkte at gerningsmanden må være en radikal muslim, der ønskede at dræbe Trykkefrihedsselskabets formand af politiske grunde. Det virker sandsynligt, og det vil passe ind i det store billede af den dokumenterede islamistiske terrortrussel.

Politiet sagde dog allerede tirsdag aften, at de undersøgte flere motiver, og også den svenske terrorekspert Magnus Rantorp advarede mod at drage for hurtige konklusioner. Gad vide om ikke det er læren fra Oslo og Utøya, hvor alle havde forventet at gerningsmanden var muslim, hvad han så viste sig ikke at være. Også i andre akutte situationer, har man – jeg har i hvert fald – konkluderet på grundlag af, hvad der skulle vise sig at være for mangelfulde oplysninger.

Man bør med andre ord passe på med ikke at udpege gerningsmandstyper, som der ikke er belæg for, også selvom det af lutter raseri og fortvivlelse er svært at bevare besindigheden. Så meget desdo flottere er det, at de politiske partier – fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – stod sammen om at fordømme skuddet mod Lars Hedegaard uden at konkludere for meget.

Politikerne udtalte sig med fynde og fornuft, og det føltes godt at være repræsenteret af alle på én gang. Det føltes især godt at Pia Kjærsgaard kommenterede sagen på en måde, som man kun kan støtte helhjertet. Hun sagde: “Jeg er stærkt berørt over det, Lars Hedegaard i dag er blevet udsat for. Det er uforståeligt og rystende, hvis motivet er politisk. I så fald viser det, at det er blevet farligt at benytte sig af vores grundlovssikrede ytringsfrihed. Det er helt afgørende, at gerningsmanden bliver fanget så hurtigt som muligt, og at vi får skabt klarhed over, hvad det bagvedliggende motiv har været. Såfremt udåden er politisk motiveret, er det et anslag mod vores demokrati og vores frihed. I forsvaret af dette håber jeg, at vi alle står sammen.”

Jeg er enig fra ord til andet. Hvis motivet er politisk, som Pia Kjærsgaard siger, er der ganske korrekt tale om et anslag mod mere end en person (hvilket naturligvis er slemt nok i sig selv), for i så fald er angrebet rettet mod demokratiet som institution. Dermed er vi alle blevet beskudt, og derfor har vi alle pligt til at være solidariske med Trykkefrihedsselskabets formand, om vi er enige med ham eller ej i den politiske strid.

Hvis angrebet på Lars Hedegaard er politisk, kan der vel næppe stå professionelle bag, så talentløst, som det blev udført. Rigtige lejemordere kan sandsynligvis godt ramme et stillestående mål på få meters afstand. Det gør dog ikke forbrydelsen mindre uhyggelig. Tværtimod bekræfter det, at efterretningstjenesternes ellers ganske effektive overvågning, som flere gange har ført til anholdelser af terrorplanlæggere i tide, ikke giver nogen garanti imod angreb.

Mens vi venter på, at politiet opklarer sagen, må vi holde fast i én ting: Lars Hedegaards ytringsfrihed er vores alles ytringsfrihed, vores alles ytringsfrihed er forudsætningen for demokratiet, demokratiet er forudsætningen for friheden.

Find den skyldige, afdæk hans motiver, og giv ham den straf, der tilkommer ham som gerningsmand til enten et drabsforsøg eller en terrorhandling. Indtil da, lyt til Pia Kjærsgaards velplacerede pointe, som er lige præcis så politisk partiløs, som situationen kræver.

—

Og så i øvrigt:

Den 6. februar 2013

Kære Trykkefrihedsselskab

Ingen mennesker skal trues eller angribes for deres holdninger. Jeg vil derfor gerne sende en ubetinget solidaritetshilsen til Lars Hedegaard efter nyheden om dagens attentatforsøg. Jeg har netop set korte nyhedsinterviews i tv med Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Pia Kjærsgaard, og jeg følte mig godt repræsenteret af politikerne, der i enighed fordømte attentatforsøget og stod vagt om ytringsfriheden.

Det glæder mig, at Lars Hedegaard er uskadt.

Med venlig hilsen
Klaus Rothstein

Den 8. februar 2013:

Kære Klaus Rothstein

Tak for din opbakning, som jeg lader gå videre til Lars & Co.. Nu må vi håbe, at politikerne vil gøre noget ved udfordringerne, bl.a. fjerne §140 og §266b, så ingen – med henvisning til disse straffelovsparagraffer – kan føle sig legitimt krænkede.

Dbh Kit/TFS

Weekendavisen den 1. februar 2013.

Profetaffæren. Kim Leine modtager Weekendavisens Litteraturpris 2012 for sit store epos om oplysningstiden og og den religiøse synkretisme i Grønland i 1780’erne.

I 1960 vandt Katy Bødtger det danske Melodi Grand Prix med en sang, som havde tekst af revyforfatteren Svenn Buemann, og naturligvis har det intet som helst at gøre med, at Kim Leine i dag vinder Weekendavisens Litteraturpris 2012 for romanen Profeterne i Evighedsfjorden.

Og så alligevel! Vindersangen var en nostalgisk hyldest til det sorgfri liv i det gamle København, dengang der var romantik og ynde i verden, og man dansede sig kvik til Lumbye-musik og sødt tralulalej. Ja, det var dengang, da man sværmed’ på den gamle vold / med krinoline på og solskinsparasol. Dengang kendte verden ikke til nag og nid, Det var en yndig tid.

Hvorfor melder denne patetiske og smålatterlige idylliske slagerfantasi sig, når jeg tænker på Kim Leines store epos om det danske koloniseringsfordærv i 1780’ernes og 1790’ernes Grønland? Jo, det gør den af to grunde, den ene er en association, den anden er en kontrast. Læs videre “Sværmeriet og volden”

Kommentar i Weekendavisen den 1. februar 2013.

Denne uges historie om palæstinensiske børns chikane af danske jøder på Nørrebros skoler er en skandale. Og det er ikke chikanen, der er skandalen. Chikanen er nemlig et teoretisk problem, men et praktisk fatamorgana. Skandalen er, at medierne blindt genfortæller en halvbagt historie, som dens egen kilde – skoleinspektør Lise Egholm – derefter må dementere lodret, altimens politikere af enhver slags hyler op. Rasmus Jarlov ville for eksempel have palæstinenserne smidt ud af skolerne! Læs videre “En fis i en hornlygte”