Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. januar 2013.

Dick Diver. F. Scott Fitzgeralds store undergangs- og forfaldshistorie om mistet uskyld og afblomstret ungdom.

Bohemian Rhapsody

Han hedder Dick Diver, den ulyksaglige psykiater fra F. Scott Fitzgeralds legendarisk roman, Blid er natten, og han har ikke så lidt endda til fælles med Don Draper, den karismatiske og inderligt uheldsvangre reklamemand fra den nyklassiske tv-dramaserie Mad Men.

Diver og Draper er gjort af det samme stof. Ja, jeg er sikker på, at tv-seriens manuskriptforfatter Matthew Weiner ikke kunne have skabt sin karakter, hvis ikke han kendte hovedpersonen i Tender is the Night. Og jeg er sikker på, at DD-alliterationen i navnet er en respektfuld kollegial hilsen fra Weiner til Scott Fitzgerald.

Mens Don Drapers navn antyder at han skjuler (draperer) sig som en den identitetstyv, han er, fortæller Dick Divers navn, at han dykker – ned mod bunden af en flaske, alkoholiseret som forfatteren selv. Den vemodige roman, der udkom i 1934, ni år efter Den store Gatsby, er nemlig endnu en undergangs- og forfaldshistorie om mistet uskyld og afblomstret ungdom. Læs videre “F. Scott Fitzgerald: Blid er natten”

Artikel i Weekendavisens Ideer den 4. januar 2013.

Før Andersen. Nutidens børnelitteratur er formet efter idealer fra Oplysningstiden. Det handler om dannelse.

Det videbegærlige barn

Da en hidtil ukendt tekst af H.C. Andersen (hvis den da var af ham!) for nylig dukkede op i en arkivkasse på Fyn, gik medierne amok. Selvom der i bedste fald er tale om en afskrift af meget unge Hans Christians meget spæde stiløvelse, ville begejstringen ingen ende tage. Fundet af noget gammelt nyt fra eventyrdigterens ungdomshånd er nemlig en sensation. Også selvom det er en nok så insignifikant tekst. Det er som om, der bliver finjusteret på tidsregningen. Før Andersen der jo ingen fri litteratur for børn.

Eller hvad? Hvis man spørger Nina Christensen, lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet, og leder af Center for Børnelitteratur, ser situationen noget mere nuanceret ud. Hun har påtaget sig den utaknemmelige opgave, at oplyse os om Oplysningen og den børnelitteratur, der opstod omkring 1750, altså længe før Andersen blev født i den fattige skomagerrønne i Odense, længe før han begyndte at digte om tællelys og tinsoldater og længe før han i 1835 debuterede med Eventyr, fortalte for Børn, som ellers er kendt for at gøre tekster til kunst og befri børnebogen fra den opdragende og moraliserende katekismuslitteratur. Læs videre “Nina Christensen: Videbegær. Oplysning børnelitteratur, dannelse”

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. januar 2013.

Københavnertekster. Amalie Laulund Trudsø debuterer med talentfuld prosa om en ung kvinde i hovedstaden.

Vader i vinter

Forlagene har de senste år brugt den stille januar, hvor alle fordøjer den hektiske sæson op til jul, til at sende førstegangsforfatterne i manegen, og ofte har det givet pote i form af fyldig presseomtale og positive anmeldelser, tænk bare på Kim Leines Kalak (2007), Josefine Klougarts Stigninger og fald (2010) og Stine Pilgaards Min mor siger (2012)

Vi er blevet vant til at vente os noget særligt af de skønlitterære titler, der udkommer i den januar, og i stedet for at tage presset af de nye navne, er forlagene faktisk kommet til at lægge en forventningsbyrde på debutanterne. Januar er tiden til editors special choices, men januar gør det jo ikke i sig selv. Talentet skal kunne tåle tidspunktet. Læs videre “Amalie Laulund Trudsø: Koordinater”

Anmeldelse i Weekendavisen den 29. december 2012.

Pennevenner. Paul Auster og Nobelprisvinderen J.M. Coetzee slipper – naturligvis – godt fra at udgive deres korrespondance.

Kære Paul, kære John

To forfattere af internationalt format, amerikanske Paul Auster og sydafrikanske J.M. Coetzee (Nobelprisen 2003), møder hinanden på en litteraturfestival, bliver gode venner, dernæst gode pennevenner, og nu co-authors til korrespondancebogen Nu og her – breve 2008-2011.

Brevvekslinger er private, deri ligger de uindviedes nyfigne interesse i at læse med, og derfor er udgivelsen af betydningsfulde politikeres og kunstneres korrespondancer så interessante. Brevene er slet og ret relevante for offentlighedens forståelse af en tid, nogle begivenheder, beslutninger og livsforløb, eller – som i dette tilfælde – for de tanker, Auster & Coetzee gør sig om sig selv, deres samtid, forfattergerningen og litteraturens placering i kulturlandskabet. Læs videre “Paul Auster & J.M. Coetzee: Nu og her. Breve 2008-2011”

Anmeldelse i Weekendavisen den 7. december 2012.

High Noon. Richard Fords nye roman, ‘Canada’, er pletfri nydelse.

Over grænsen

Det første afsnit, ja bare den første sætning, i Richard Fords ny roman, Canada, lover meget – som de følgende 400 sider heldigvis er i stand til at holde fuldt ud. Hør bare:

“Først vil jeg fortælle lidt om det røveri, vores forældre begik. Bagefter om mordene, som fandt sted senere. Røveriet er det vigtigste, fordi det kom til at bestemme den bane, som vores liv, min søsters og mit, senere slog ind på. Det giver ingen mening, hvis jeg ikke fortæller om røveriet først. Man kan ikke tænke sig to mennesker, der var mindre egnede til at begå røveri end vores forældre. De var ikke spor udsædvanlige, ikke på nogen måde kriminelle. Ingen kunne have regnet ud, a de var forudbestemt til at ende, som de gjorde. De var helt almindelige – men alle den slags betegnelser blev irrelevante, i samme øjeblik de røvede en bank.”

Romanen er fortalt af Dell Parson, en pensionsmoden skolelærer, der ser tilbage. I 1960, da han var 15 år, styrtede hans verden i den kedelige lilleby Great Falls, Montana, sammen. Hans forældre røvede en bank, men blev kort efter anholdt og smidt i fængsel. Inden de sociale myndigheder nåede frem til familiens hus, var Dells tvillingesøster Berner stukket af til Californien, og han var selv på vej mod den canadiske grænse på en flugt arrangeret af morens veninde. Læs videre “Richard Ford: Canada”