Anmeldelse i Weekendavisen den 30. november 2012.
Rumi-roman. Lotte Isager skriver med stor kunstnerisk kontrol og markant egensindighed.
Om forfatteren Lotte Isager vidste jeg intet, men forlaget fortæller gavmildt i pressemeddelelsen, at hun er født i 1964 og som ung levede af at spille tennis i London, inden hun – ramt af fornuft – begyndte at studere etnografi og antropologi i Århus, blev mag. art. på en afhandling om dovenskab på Borneo, og siden har arbejdet som forsker i Danmark, Vietnam, Thailand og Kenya.
Lotte Isager har også en ph.d. i geografi og udgav for 22 år siden romanen Skyggeboksning. Hun lyder med andre ord ikke som én, der går tolv af på dusinet.
Du er da også en ganske usædvanlig roman, skrevet i anden person ental, hvilket ikke er hyppigt set i dansk litteratur, og tonen adskiller sig også væsentligt fra andre romaner med ‘du’ i titlen: Christina Hesselholdts Du, mit du, Peder Frederik Jensens Her står du, Christian Jungersens Du forsvinder, Jens Christian Grøndahls Det gør du ikke og Lisbeth Bruns Det du mister…
Nej, Lotte Isagers Du behøver ikke andre ord at støtte sig til. Det er noget for sig, og ikke kun på grund af henvendelsesformen, hvor det personlige pronomen bliver et forførende kunstgreb, der suggestivt sigter lige så meget på læseren som på et fiktivt, litterært ‘du’. Læs videre “Gå hen til brønden”