Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 25. maj 2012.

60 år. Pia Tafdrup har blik for det morbide i sine erindringsdigte.

Søen med de druknede killinger

Da Pia Tafdrup var en lille pige, skøjtede hun med sin mor. Til hvæs af snegnister og lyden af nyslebet metal mod is, slår de herresving og damesving: “Søen med de druknede killinger, / på den løber vi på skøjter, / når isen er tyk nok / til at glemme / poter, der fægtede i luften, / kløer, der spilede sig ud / de blindt synkende dyr, / der spræller i sækken / med den tunge sten.”

Dette digt – som jeg vender tilbage til om lidt – er det mest vellykkede eksempel på Pia Tafdrups formstøbte forsøg på at skrive 60 erindringsdigte, ét for hvert år hun har levet, fra det nyfødte barns medfødte tillid til den modne kvindes håb. Og ind imellem: Et liv. Læs videre “Pia Tafdrup: Salamandersol”

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2012.

Se min kjole. Når Riikka Pulkkinen dropper sentimentaliteterne og slipper kynismen løs, samler hendes historie sig.

Verden blander sig altid

I første fase af romanen Sandt er den finske forfatter Riikka Pulkkinen (f. 1980) manisk optaget af at være tænksom og livsklog, nærmest som om hun konkurrerer med sine egne karakterer om læsernes gunst. Her er fire eksempler fra side 32, 33, 34 og 35: 1): ‘Det er nemt at fortælle de forbipasserendes historie. Det er langt sværere at være i sin egen.’ 2): ‘Mennesket kan forlade sit liv uden at sige farvel, uden at udrede årsagerne.’ 3): ‘Kun de, der endnu ikke har mistet noget, kan stole så blindt på andre. Kun de, der ikke er blevet svigtet.’ 4): ‘Hvornår bliver familiemedlemmer til spejle, som det gør ondt at spejle sig i?’

Den slags ordopsatser klæder virkelig ikke romanen, men heldigvis aftager den aforistiske lommefilosofi efterhånden i takt med at handlingen for alvor udvikler sig og fortællingen kommer til sin ret. Til sidst løfter romanen sig til et vigtigt og vægtigt niveau. Læs videre “Riikka Pulkkinen: Sandt”

Kommentar i Weekendavisen den 16. maj 2012.

Kommentar. Tidsånden i den filantro-kapitalistiske branche prædiker samfundsansvar. Og på mandag kommer Bill Clinton…

For et halvt års tid siden blev jeg spurgt om jeg ville lave et interview til Realdanias årsmagasin. Artiklen skulle handle om de filantropiske fondes samfundsansvar.

Jeg sagde ja tak, for Realdanias arbejdsmark har altid interesseret mig, og jeg havde også skrevet om fondens projekter til tidligere årsmagasiner. Det er den slags opgaver, der finansierer et ekstra lag smør på brøddet og bl.a. giver mig råd til også at arbejde gratis i ny og næ. For tiden hjælper jeg f.eks. en af Københavns største børnefodboldklubber med at skrive dens 100-års jubilæumshistorie. Glorien dermed pudset og sjælefreden bevaret: der er balance.

Jeg er sikker på, at Realdanias adm. direktør Flemming Borreskov forstår, hvad jeg mener. Han tænker nemlig på samme måde, bare i en helt, helt anden skala: Tingene skal kunne betale sig rent økonomisk ud fra markedets ubønhørlige logik, fondens investeringer skal give afkast. Men samtidig er det vigtigt at tænke i sociale samfundsinteresser og grønne helheder. Læs videre “Public service filantropi”

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2012.

Overgrund. Rasmus Halling Nielsen er en statue rejst af børn med brækkede arme.

Engle i håret

Rasmus Halling Nielsen har længere huseret i den litterære undergrund og i miljøet omkring Forfatterskolen, hvor de indviede få har hypet ham som et lyrisk stortalent.

Gemnnem de seneste år har han udgivet en del lyrik, prosa og eksperimenter på mikroforlag med makroattitude (Kronstork, Koordinat og OVBIDAT), men nu får han så sin overgrundsdebut på et af de etablerede forlag med Tvillingerne, der dog er et genoptryk af to forbundne digtsamlinger, som oprindelig blev omdelt af forfatteren selv som primitive privattryk, nemlig Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet og Det gule gæstebud. Læs videre “Rasmus Halling Nielsen: Tvillingerne”

Interview i Weekendavisen den 11. maj 2012.

Interview. Der er problemer med menneskerettighederne i verdens lykkeligste land. Ny rapport påpeger at børns rettigheder og borgernes ret til at demonstrere er i fare. Men hvem vil kæmpe? spørger direktøren for det danske Institut for Menneskerettigheder.

Danskerne har glemt, hvor vigtige menneskerettighederne er for os alle. Derfor underspiller vi menneskerettighedernes betydning for vores demokrati og hvor afgørende det er at overholde dem hele vejen rundt.

Det mener Jonas Christoffersen, der er direktør for Institut for Menneskerettigheder, som fylder 25 år i disse dage. Han efterlyser mere engagement fra både politikerne og befolkningen.

»Generelt er vi for usystematiske. Flere FN-konventioner er ikke inkorporeret i dansk lov, flere internationale klageveje anerkendes ikke og flere steder hænger internationale regler og dansk lovgivning ikke sammen. Det bør vi rette op på. Vi bør også have en national handlingsplan for menneskerettigheder, så politikerne og befolkningen kan se, hvad der mangler og hvad der rent faktisk bliver gjort.« Læs videre “Frie mennesker i en uperfekt verden”