Weekendavisen den 17. maj 2023
Agota Kristof: Det er lige meget. Oversat af Malte Damgaard Hansen. 100 sider, 160 kr. Aleatorik.
For tredje gang på blot et halvt år udkommer den ungarskfødte franskskrivende schweiziskeksilerede forfatter Agota Kristof (1935-2011) på dansk. Først fik vi erindringsessayet Analfabeten, som ikke tidligere havde været oversat til dansk, dernæst kom en genudgivelse af romanen I går, og nu kommer så en mærkelig samling kortprosa fra den tidligste fase i forfatterskabet, Det er lige meget.
Der udspiller sig altså en lille dansk publiceringskamp om Agota Kristofs betydningsfulde forfatterskab, som i den grad har bud til vor tid, der er så fuld af aggression og centraleuropæiske eksilsmerte. Mens de to førstnævnte titler blev udgivet af hovedstrømsforlagene Gutkind og Gyldendal, kommer novellerne på det intellektuelt-akademiske mikroforlag Aleatorik, som med antikommerciel trodsighed nøjes med smulerne fra de riges bord.
Om Det er lige meget (2005) oplyses kun, at de tilhører forfatterens ”tidlige franske forfatterskab”. Det må betyde at de er skrevet i den periode, hvor Agota Kristof har bosat sig i Schweiz som flygtning fra den sovjetiske besættelse af Ungarn i 1956. I Neuchâtel lærer hun sig at tale og skrive fransk, som beskrevet i Analfabeten, hvor hun slutter sin eksilerindring på denne måde: ”Jeg ved at jeg aldrig kommer til at skrive fransk som de franskfødte forfattere gør, men jeg skriver det som jeg kan, så godt jeg kan.” Agota Kristof konstateret, at hun ikke har valgt sproget selv. Det er blevet hende påtvunget af skæbnen, tilfældet, omstændighederne. Hun er nødt til at skrive på fransk som en udfordring af analfabeten.
De korte noveller i Det er lige meget er altså resultatet af denne sproglige udfordring. De kan derfor med fordel læses som kildeskrifter til belysning af forfatterskabets stilistiske og tematiske udvikling, her tænker jeg ikke mindst på den raffinerede sprog- og fortælleteknik, der gør trilogien Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn (1986) til et besættende hovedværk, hvor både tone og tema runger af menneskelig ondskab og overlevelsesdrift.
Samtidig er det klart, at de noget forcerede historier viser en forfatter, der stadig trækker skitsestreger i søgen efter sin form og sit format. Men det er Agota Kristof selv ganske bevidst om. I mikronovellen ’Forfatteren’ (blot halvanden side) taler en forfatter, der har trukket sig tilbage for at skrive sit livsværk: ”Jeg er en stor forfatter. Endnu er der ingen som ved det, for jeg har endnu ikke skrevet noget. Men når jeg skriver den, min bog, min roman…”
Vi forstår at der er noget stort i vente. Men hvad? Forfatteren, der endnu ikke har skrevet noget, ved det heller ikke selv: ”Jeg har en fornemmelse af, jeg kan mærke at jeg er en stor forfatter, men intet emne forekommer mig godt nok, stort nok eller interessant nok til mit talent,” siger hun (han?).
Til sidst råber forfatteren, der kun kender til ensomhed, stilhed og tomhed: ”Jeg vil skrive alt, alt hvad man kan skrive.” Så svarer en stemme: ”Fint nok, lille ven. Alt, men så heller ikke mere, vel?”
Er det mon en overfortolkning at sige, at Agota Kristof havde sig selv i tankerne, da hun skrev denne lille ironiske perle? Jeg tror det ikke.
Allerede i sine tidlige fortællinger sværgede Agota Kristof til det sære og skæbnesvangre, som skulle blive pejlemærker i forfatterskabet. Det vrimler med mennesker i opbrud og børn der strejfer omkring i gaderne i en resigneret fatalisme, mens de udvikler den sans for logisk argumenteret vold, som præger Agota Kristofs karakterer.
Temaet bliver slået an i åbningsnovellen, hvor en kvinde fortæller, at hendes mand er omkommet, fordi han angiveligt er faldet ud af sengen og ned på en økse, der tilfældigvis stod i soveværelset. Og i en mildt diabolsk historie hører vi om manden, der elskede sin skolelærer så højt, at han ved hjælp af et sjippetov gjorde en ende på de lidelser, som de andre elever udsatte staklen for. Den humanitære gerning kostede ham syv år i fængsel. Men det gjorde ikke noget, siger manden, for han elskede også fængselsdirektøren: ”Men det er en anden historie.”
Hvad denne anden historie går ud på, er det jo alt for nemt at gætte sig til, for Agota Kristof viger ikke tilbage for at parodiere den mere spekulative litteratur, der skal få folk til at gispe frydefuldt. Men i denne ultrakorte novelle går hun naturligvis også sine egne veje ved at lade skoleeleverne trække nerverne ud af biologilærerens rygsøjle og lave musikinstrumenter af dem.
Hos Agata Kristof bliver det aparte, morbide og uafvendeligt voldelige altid blandet med noget mildt melankolsk og underfundigt, og dermed opstår denne uheldsvangre og mystiske tone, som er så tiltrækkende. De tidlige fortællinger i Det er lige meget minder derfor både om Villy Sørensen, der dengang i 50’erne også skrev sært og sentimentalt, og om den helt korte novelles mesterforfatter, Lydia Davies.
Men Agota Kristof – analfabeten, der blev forfatter – er først og fremmest helt sin egen i disse sælsomme skildringer af eksistentiel afsondrethed, hvor titelnovellen (halvanden side med tre små anslag, tre små antydninger) konstaterer, at alt er lige meget, for ”man har det ikke godt nogen steder”. Menneskets eksistenskrise i en sammenbrudt verden, der famlende forsøger at rejse sig af asken. Kort fortalt.