Frit valg på alle hylder

Weekendavisen den 13. august 2010.

Sæsonen åbner. Hvad skal vi læse i den kommende tid? F.P. Jacs efterladte digte? Sara Stridsberg i fodsporene på Nabokov? Don DeLillo om USA’s krige? Eller ny dansk verdenspremiere på Paul Auster?

For nogle aviser siden bladrede vi lidt i forlagenes efterårsprogrammer, og i dag fortsætter vi orienteringen om nogle af de bøger, vi skal læse, prise eller afvise i de kommende måneder (nye læsere kan sagtens springe på her, men for helhedsbilledets skyld, henviser vi også til Blæksprutten d. 9. juli, hvor vi gennemgik en række af de kommende danske romaner).

I dag åbner vi med lyrikken. Stakkels kriseramte Borgens Forlag har ikke helt opgivet ævred. I hvert fald udkommer dette års Nordisk Råds Litteraturpris-nominerede Peter Laugesens nye digtsamling, De sagde hans hund havde lopper. Læs videre “Frit valg på alle hylder”

Det bedste modtræk

Kommentar i Weekendavisen den 6. august 2010.

§ 266b. Man behøver ikke at være enig med Dansk Folkeparti for at se det fornuftige i at omformulere racismeparagraffen.

Det var helt logisk og forudsigeligt at Statsadvokaten i denne uge besluttede at rejse tiltale mod Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard for hans groteske udtalelser om, at muslimer voldtager deres egne børn. Sådan en forhånelse skal naturligvis prøves op imod straffelovens § 266b – når nu den problematiske paragraf findes.

Ifølge anklageskriftet fra Statsadvokaten bliver Lars Hedegaard tiltalt for racisme, fordi han i et videointerview på bloggen Snaphanen.dk den 17. december 2009 kom med bl.a. denne udtalelse: ”De voldtager deres egne børn. De hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.” Læs videre “Det bedste modtræk”

Hvedekorn 1/2010 (red. Lars Bukdahl)

Anmeldelse i Weekendavisen den 6. august 2010.

Hvedekorn. Det nye nummer fejrer de nye udgivere. Det er ikke ubetinget en succes.

Min depressions bedste tale

Nej, vel? Vi er i forfatternes egen lilleverden, hvilket Jens Blendstrup understreger med en tekst der er skrevet på bestilling af ham, som digteren kalder ’min høje ven med den store næse’, altså redaktør Bukdahl. Jens Blendstup rister en rune over sin egen Hvedekorn-debut (som unge Lars havde en andel i), og så hylder han de nye udgivere med et komplet indforstået digt. Det er sådan sent også fair nok, for nogen skulle jo redde Hvedekorn. Men hvad med Borgens Forlag, der gennem 46 år gav liv til Hvedekorn i særdeleshed og poesien i almindelighed? Hvis nogen havde fortjent et hyldestdigt, så var det altså de gamle udgivere, ikke (kun) de nye. Læs videre “Hvedekorn 1/2010 (red. Lars Bukdahl)”

Paula Fox: Lånte fjer

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. juli 2010.

Paula Fox. ”Jeg var gået glip af en datters sidste privilegium; jeg kunne ikke sørge over min mor.”

Man gjorde et barn fortræd

Det her kan man da kalde en familie med fut i, hør bare:

Elsie de Sola Fox blev født i 1902 som datter af en cubansk sukkerplantageejer og hans unge spanske hustru. Som ung gifter hun sig med en drømmende, drikkende dandy ved navn Paul og sammen hutler de sig igennem som ret dårlige manuskriptforfattere i filmindustrien, hvor Pauls fætter Douglas Fairbanks er stjerne som skuespiller, direktør og producer.

Da Elsie bliver gravid og føder, vælger hun straks at give datteren fra sig, og lille Paula vokser derfor op som plejebarn i flere familier, mens forældrene flakker ind og ud af hendes liv på en rast- og kærlighedsløs måde. Elsie er direkte fjendtlig overfor sin datter.

Efter en kaotisk opvækst, bliver Paula selv gift og besvangret af en upålidelig løjser, og hun vælger at bortadoptere sin datter – efter ønske til en jødisk familie. Pigen ender imidlertid hos et katolsk ægtepar. Paula lever derefter uden kontakt til hverken sin mor eller sin datter, og som årene går, slår hun igennem som forfatter, ikke mindst med børnebøger, som bl.a. belønnes med H.C. Andersen Medaljen, den internationale børnelitteraturs svar på Nobelprisen. Læs videre “Paula Fox: Lånte fjer”

Og Henrik Nordbrandt digter om danskhed

Weekendavisen den 9. juli 2010.

Nye bøger på vej. Peter Høeg, Janus T. Bengtsson, Lars Husum… Her er nogle af de bøger, som vi kommer til at tale om i efteråret.

Hvad skal vi læse efter sommerferien? Weekendavisen har bladret lidt i nogle af de store forlags skønlitterære kataloger, og vi har fundet interessante ting og sager. Men vi lægger ud med en vaskeægte solonyhed om intet mindre end en genopstandelse:

Forlaget Brøndum udgiver igen! Efter mange års total tavshed, udgiver Hans Jørgen Brøndum endnu engang en bog fra kælderlokalerne i Nansensgade, og når det er en begivenhed, skyldes det to ting: dels at bøgerne fra Brøndums Forlag altid har været ufatteligt smukke symbioser af ord, grafik og boghåndværk, dels at det lille forlag ofte har haft stor indflydelse på litteraturen gennem opfordringer til forfattere – f.eks. havde vi aldrig fået Sommerfugledalen af Inger Christensen, hvis ikke det havde været for forlægger Hans Jørgen Brøndum og redaktør og forfatter Iselin C. Hermann. Og det er også de to, der har opfordret Henrik Nordbrandt til at skrive netop den digtsamling, der nu bringer forlaget ud af dvale. em>Vi danskere, hedder Henrik Nordbrandts kommende bog, der udkommer sidst i september, med et par grafiske arbejder af Lars Nørgaard, og som titlen antyder er der tale om tematiske digte om Danmark og danskhed. Læs videre “Og Henrik Nordbrandt digter om danskhed”