Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 23. april 2010.

Debut. Mads Kastrup fortæller skæbnehistorie på ti linier.

Fodfæste

Den velskrivende Berlingske-journalist Mads Kastrup debuterer som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Mandefald – befriende ubesmittet af den krimisyge som plager hans kolleger. Her er klassiske noveller, stramme dialoger og komprimeret kortprosa, f.eks. er den korteste tekst på skallede seks linier fuld af psykologisk drama, hvor en mor advarer sin søn mod bølgerne. Naturligvis forgæves. Titelteksten er et stykke kortprosa på ti linier, hør blot: Læs videre “Mads Kastrup: Mandefald”

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. april 2010.

Portræt. Lars Saabye Christensen skriver berigende erindringslyrik med vaskeægte, stilrene sportsdigte.

De største begivenheder

Der er flere påfaldende ydre ligheder mellem Jens Christian Grøndahl netop udkomne erindringer Om en time springer træerne ud og norske Lars Saabye Christensens erindringer Mit danske album: Mens den første er skrevet på opfordring fra Grøndahls franske forlag, er den anden skrevet på bestilling af Saaabye Christensens danske forlæggere, C&K Forlag. Bøgerne, der begge rummer stille barndomsselvportrætter, ligner hinanden så man tror at det er løgn: de er begge designet i sarte farver med beige smudsomslag, elegant typografi og brug af fotos fra familiealbummet, og begge viser ungdomsbilleder af de to forfattere in spe ved hhv. skriveblok og skrivemaskine, ”pludseligt” afbrudt af fotografen. Mens Grøndahl gengiver et maleri af Hammershøis stille stuer og reflekterer over kunsten, viser Saabye Christensen et personløst foto af en stue gennem en døråbning, mens han skriver, at han drømte om Hammershøi længe før han kendte hans billeder. Mens den ene viser sin far med bøllehat og cigar, viser den anden sin far med kasket og et lille glas… Læs videre “Lars Saabye Christensen: Mit danske album”

Kommentar i Weekendavisen den 9. april 2010.

Forsoning. Venstres PR-medarbejders undskyldning for fornærmelser på Facebook fik mere opmærksomhed end Serbiens undskyldning for folkedrab. Hvorfor?

Tirsdag den 30. marts besluttede det serbiske parlament meget opsigtsvækkende (og noget vrangvilligt) at undskylde for ikke at have forhindret massakren på 8.000 muslimske bosniakker i Srebrenica i 1995. Samme dag gik Venstres PR-medarbejder Ditte Okman tv-transmiteret bodsgang med blomster og en personlig undskyldning til en kioskmedarbejder på Christiansborg, som hun havde svinet til på Facebook.

Folkemord og fornærmelser. Hvordan kan det være, at det var Venstres sekundære spindoktors perfiditeter, der tog al opmærksomheden, mens det serbiske parlaments historiske undskyldning for det største europæiske folkemord siden nazismen nærmest blev forbigået i tavshed? Svaret ligger i mediernes krav om identifikation og i den personlige undskyldnings dramaturgi. Læs videre “Undskyld, undskyld, undskyld!”

Anmeldelse i Weekendavisen den 9. april 2010.

Oldævl. Tiden findes i parallelle universer i Peter Rønnov-Jessens nye roman.

Al tid er altid

Et uopslideligt tema for forfattere og filmfolk: Hvad er konsekvensen af en tidsrejse? Siden de første litterære fantasier om emnet dukkede op i slutningen af 1800-tallet med fortællinger af Edward Page Mitchell, Mark Twain og – først og fremmest – H.G. Wells (Tidsmaskinen, 1895), har tidsrejsen haft sin sikre plads i litteraturen. Hver generation har sine fortolkere og fornyere, for nylig kom f.eks. spanske Felix J. Palmas Tidskortet på dansk, og herhjemme har forfattere som Niels Brunse, Erwin Neutzky-Wulff og ikke mindst Svend Åge Madsen filosoferet over tidens krumspring. Og nu også Peter Rønnov-Jessen, hvis nye roman, skønt betitlet Oltidskundskab, fabulerer over det klassiske og brutalt tidsparakdosale spørgsmål: Hvad sker der, hvis man hopper i tiden og forhindrer en begivenhed i at finde sted? Læs videre “Peter Rønnov-Jessen: Oldtidskundskab”

Kommentar i Weekendavisen den 31. marts 2010.

Troværdighed. Det var ikke fuldbyrdet voldtægt, det var fuldbyrdet justitsmord. Hvordan kommer parterne videre?

I fredags afsagde Vestre Landsret dom i en sag om tre indvandredrenges påståede voldtægt af en ung dansk pige på banegården i Fredericia. De tre drenge, der oprindelig var blevet dømt og i fuld gang med afsoningen, blev nu alle frifundet, fordi nye oplysninger i sagen viste, at pigen havde opdigtet voldtægten og afgivet falsk vidneforklaring. Drengene er derfor gået fri, mens den 15-årige pige nu er sigtet og risikerer en dom på i hvert fald betinget fængsel.

Sagen – som jeg skrev om her i avisen den 5. februar 2010 – er spektakulær, fordi de nye oplysninger fremkom ved at den påståede hovedgerningsmands storebror satte sig for at rehabilitere sin lillebror. Han opsøgte derfor pigen, vandt hendes fortrolighed, og optog i al hemmelighed flere samtaler med hende, hvor hun omhyggeligt indrømmede at have løjet, fordi hun fortrød at hun var gået med til at have sex på et banegårdslokum til gengæld for penge til en busbillet. Da drengene var blevet dømt uden tekniske beviser, men alene på grundlag af pigens udsagn, som domstolen fæstede lid til, åbnede indrømmelsen om løgn naturligvis for en ankesag. Læs videre “Dømt på fordom”