Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 4. december 2009.

Det danske mareridt. Statsminister Lars Løkke Rasmussens danske drøm står over for meget, meget store udfordringer. Truslen kommer – også – indefra.

Schweitzernes kontroversielle forbud mod muslimske minareter – hyldet af de højreradikale og fordømt af alle andre – var ikke sidste weekends eneste indgreb mod religiøs og kulturel frihed. Samtidig blev der i al ubemærkethed nemlig nedlagt et sprogforbud i skolegården – nej, ikke mod kurderne i Tyrkiet, men mod de arabiske elever i en dansk folkeskole.

På Seden Skole i Odense Kommune har skoleinspektøren Carsten Høyer besluttet, at de ældste fremmedsprogede elever frem til de 15. januar 2010 ikke må tale deres modersmål indbyrdes i frikvartererne. To og to, der taler sammen på arabisk i fred og ro, går an. Men sproget må ikke bruges i en ”fællessituation”. Hvis eleverne alligevel taler aravisk, skal det påtales af lærerne, og i værste fald kan forældrene blive indkaldt til en ”kammeratlig samtale” som skolelederen formulerede det overfor Fyens Stiftstidende. Uha, uha for en sanktion. Læs videre “Sprogforbud i skolegården”

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. december 2009.

Auster-agtigt. Torben Munksgaards meta-meta-meta-roman vender op og ned på genrer og identiteter.

En mand bliver en anden

Hvad er virkelighed og hvad er fiktion, når en forfatter bruger sig selv, sit eget navn og sin egen autentiske biografi i en roman? Det er et markant modefænomen i den nye danske litteratur – fra Peter Høeg over Knud Romer til Benn Q. Holm og sæsonaktuelle Julia Butschkow, Kristian Himmelstrup og sågar Anders Bodelsen + alle dem jeg har glemt – og så altså Torben Munksgaard, der ikke bare forsøger at indgå en dobbeltkontrakt med sin læser, nej han forsøger sig med en tre-, fire- eller femdobbelt kontrakt. Læs videre “Torben Munksgaard: Den perfekte mand”

Interview i AMNESTY, december 2009.

Er idealistens offerdød forgæves? Sådan spørger Hanne-Vibeke Holst, der efter den store romantrilogi om kvinder, magt og politi nu skifter genre – men ikke tema. Til februar har hun premiere på et skuespil, der tager udgangspunkt i det uopklarede mord på den regeringskritiske russiske journalist Anna Politkovskaja.

Hanne-Vibeke Holsts mobiltelefon ringede, og i den anden ende var Betty Nansens Teatrets direktør Henrik Hartmann. Han havde fået en idé, som de skulle tale om. Forfatteren befandt sig i Malaysia, og forbindelsen var ikke den bedste, men på råbene fra Frederiksberg Allé kunne hun forstå, at direktøren ville have hende til at skrive ny dramatik til hans scene. Nej, nej, råbte hun tilbage. Hun skulle først skrive en roman.

Det gjorde hun så – og derefter et teaterstykke. Til februar går tæppet for Moskva den 7. oktober, som er Hanne-Vibeke Holsts frie dramatisering af den regeringskritiske russiske journalist Anna Politkovskajas arbejde og endeligt. Anna Politkovskaja dækkede Ruslands krige i Tjetjenien, og hun blev dræbt af ukendte gerneningsmænd i 2006 i den by og på den dato, der har givet skuespillet navn: Læs videre “Mænd, der hader kritiske journalister”

Kommentar i Weekendavisen den 27. november 2009.

Demonstrationer. Politiet har fået et magtmiddel, som de ikke rigtig ønsker at bruge.

Politiet har fået en gas- og vandkanon med henblik på de kommende demonstrationer ved det forestående klimatopmøde COP15 i København. Tidligere i år sagde politiet, at de ikke havde hjemmel til at bruge kanonen imod mennesker, men at den kun skulle slukke brande i biler og affaldscontainere, så byen ikke så ud som om den stod i brand. Siden skiftede signalet.

Det var justitsminister Brian Mikkelsen der – naturligvis grundigt inspireret af Dansk Folkeparti – forberedte folketingets retsudvalg på, at køretøjet måske alligvel kunne skønnes at være det mest ”proportionale magtmiddel” i ekstraordinære situationer, selvom det ikke er indkøbt til at indgå i politiets såkaldt ”indsatstaktiske koncept”. Læs videre “Brians vandkanon”

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. november 2009.

Texas-tysk. Det ligner en pubertetsroman, men er en sær historie fra sydstatsuniversitetets mikrokosmos.

Noget om antihelte

Første del af Angelinas røv er en mærkelig fortælling om en søvnløs og jetlagplaget mand ved navn Kristian Himmelstrup, der ankommer til Texas, hvor han skal være dansk lektor på på et germansk universitetsinstitut – sådan som romanens forfatter selv har været. I lufthavnen venter han i to timer, men i den forkerte kø, og da han brokker sig, bliver han chikaneret af securityvagterne, der mener at han opfører sig irrationelt og dermed mistænksomt, hvilket det Patriot Act-paranoide USA kan straffe med en grænseafvisning. Men endelig bliver han sluppet ind i landet, hvor en kvinde – Angelina, der har lagt navn og røv til titlen – venter på ham. Læs videre “Kristian Himmelstrup: Angelinas røv”