Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 14. august 2009.

Pseudonym. Berlingske Tidendes kom i sidste uge med et kvalificeret fejlskud på den mystiske svenske krimikonge Lars Keplers sande identitet, men det var Aftonbladet, som knækkede koden.

Mandag aften i denne uge bankede det på døren hos forfatterægteparret Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril i deres sommerhus i Halland. Udenfor stod en medarbejder fra Aftonbladet, der bad om en kommentar til avisens forestående afsløring af at de to var identiske med den mystiske Lars Kepler, hvis debutkrimi Hypnotisören har sat Sverige på den anden ende denne sommer. Ægteparret, som blev taget på sengekanten, hverken benægtede eller bekræftede, men bad journalisten ringe tilbage dagen efter, hvorefter de gik under jorden for at koordinere slagets gang med deres hemmelighedsfulde forlag, Albert Bonniers. Tirsdag kom så en officiel meddelelse fra forlaget, der i ro og omag bekræftede Aftonbladets afsløring. Læs videre “Ud af skyggerne”

Kommentar i Weekendavisen den 31. juli 2009.

Kommunal velgørenhed. I dag ved Klaus Bondam at prisen for gratis omtale kan være meget høj.

Det var i særklasse svag dømmekraft af Klaus Bondam, som i denne uge forvandlede en cykelvelgørenhedstur for kendisser til Paris til en krise med beskyldninger om misbrug og grådighed. Man skulle ellers mene at sporene skræmte fra Lars Løkke Rasmussens pinagtige tur i mediemøllen i fjor, men ikke desto mindre lod Københavns Kommunes miljø- og teknikborgmester skatteyderne betale 30.000 kroner for hans og to embedsmænds deltagelse i juicefabrikken Rynkebys fundraiser til fordel for Børnecancerfonden – men i tirsdags foretog han så en uskøn, U-vending. Læs videre “Meningers mod”

Anmeldelse i Weekendavisen den 31. juli 2009.

Klassisk hævn. “Stormfulde højder” er ikke bare unge hjerter, der ikke kan få hinanden. Det er had, hævn og vold.

Moralsk tandpine

Forlaget Rosinante er i fuld gang med at opbygge en interessant klassikerserie med lutter smukke og fantastiske bøger, der alle har det til fælles, at det intet har til fælles. Først kom Cervantes’ Don Quijote, George Eliots Middelmarch og Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margerita og senest er udommet en samleudgave af Primo Levis Auschwitz-essays under den udmærkede titel Vidnesbyrd, Jack Kerouacs oprindelige manuskript til Vejene og Virginia Woolfs Til fyret – og tidligere i år kom Emily Brontës Stormfulde højder i en stemningsfuld og lydefri nyoversættelse til dansk ved Luise Hemmer Pihl.

Stormfulde højder er forbløffende læsning, og jeg må tilstå at der ikke var tale om genlæsning. Forbløffende fordi dens ry som verdenslitteraturens helt store kærlighedsklassiker på mange måder synes at have spoleret dens dobbeltidentitet – for det er jo ikke ”kun” en fortælling om umulig kærlighed, det er i særdeleshed en roman om altfortærende had og lidenskabelig hævn. Læs videre “Emily Brontë: Stomfulde højder”

Kommentar i Weekendavisen den 24. juli 2009.

Maria Mawla. Hjemmeværnet kan ikke leve op til sit slogan: ”Vi træder frem, hvor andre viger tilbage”…

Vi kræver med god ret, at muslimerne her i landet skal bekende sig til danske værdier – ellers risikerer de at vi mistænker dem for at være fundamentalister i forklædning. Når en muslim (der har været dansker siden hun var fire månder gammel) så gør en aktiv indsats i noget så nationalt som Hjemmeværnet, bliver kravet straks skærpet. Det er ikke nok at tørklædeklædte Maria Mawla arbejder frivilligt for Danmark og danske værdier. Nej, hun skal også udviske sin religion og muslimske identitet. Læs videre “Tørklædemuslim og hjemmeværnsdansker”

Kommentar i Weekendavisen den 17. juli 2009.

Asyl. Flygtningenævnet har behov for en reform, så det ikke bare tilfredsstiller regeringen og tilhængerne af flest mulig afslag på asylansøgningerne.

Flygtningenævnet er en uafhængig og domstolslignende instans, basta bum. Med denne trylleformular parrerer og afviser regeringen kritikken af asylafslagene til de 282 irakere, men sagen er, at Flygtningenævnet ikke længere lever op til betegnelsen. For saglighedens, faglighedens og den folkelige legitimitets skyld, er tiden derfor inde til at reformere nævnets struktur og organisation, så det igen kan blive, hvad det var engang – nemlig en domstolslignende instans.

Ved sin dannelse i 1983 bestod Flygtningenævnet af et korps af medlemmer, der foretog de endelige afgørelser på afslagssager fra det, der dengang hed Direktoratet for Udlændinge, senere Udlændingestyrelsen og senest på godt orwellsk nysprog: Udlændingeservice. I hvert nævn sad syv medlemmer: En dommer som formand, et medlem udpeget af hhv. socialministeren, justitsministeren og udenrigsministeren, et medlem udpeget af Advokatrådet og to medlemmer udpeget af Dansk Flygtningehjælp. Læs videre “Et ekspeditionskontor”