Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 19. marts 2008.

Berufsverbot. Hvad handler Dansk Folkepartis demokratiopfattelse egentlig om?

For en god håndfuld år siden skrev jeg en kommentar, der handlede om nazister i børnehaven. Dengang var der en offentlig debat om et medlem fra Johnny Hansens obskure bande nede i Greve, som til hverdag arbejdede som pædagogmedhjælper i en daginstitution. Var det nu i orden? Jeg skrev, at jeg personligt ville være meget utryg ved at lade mine børn passe af en nazist. Kunne jeg – som ofte har forsvaret flygtninge og indvandrere og tillige er født ind i en jødisk familie – føle mig tryg hvis en af de gæve nazister havde job på min søns stue? Nej, konkluderede jeg. Fyr manden.

Min kommentar affødte et svar fra selveste Søren Krarup, der anklagede mig for berufsverbot. Den tyggede jeg lidt på, og jeg må indrømme at jeg faktisk måtte give ham ret. Det er jo fuldkommen sandt, at min personlige bekymring i dette tankeeksperiment fik mig til at gå ind for politisk jobforbud, hvilket er i modstrid med sund demokratisk dømmekraft. Følelserne gik forud for forstanden, og det kommer der som bekendt sjældent noget godt ud af. Læs videre “Dogmatisk demokratisme”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. marts 2008.

Antilogik. Der er borgerkrig i USA. Eller er der? Det summer i hovedet af anstrengende, raffineret nydelse, når man læser Paul Auster.

Den sære verden ruller videre

Han er umiskendeligt sig selv, Paul Auster, men dagens roman (endnu en Auster verdenspremiere fra Forlaget Per Kofod) rummer lån fra både Haruki Murakami og Philip Roth. For det første placerer Paul Auster en mand på bunden af et dybt hul, ganske som Murakami gør i Trækopfuglens Krønike og for det andet bruger han kontrafaktisk historieskrivning om USA, ganske som Roth gør i Komplottet mod Amerika. Men først og sidst er Paul Auster Paul Auster, oven i købet i højere grad end han har været i de seneste temmelig traditionelle romaner. I Mand i mørke er der sågar en sætning, der kun kan opfattes som forfatterens metakommentar: ”Den sære verden ruller videre”. Læs videre “Paul Auster: Mand i mørke”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. marts 2008.

Demos og Kratos. Danmark har fået en flot og indholdsrig Demokratikanon – og for første gang giver hele kanontanken mening.

Sandheden – med lille s

Det har længe været trængselstid for ”de kulturradikale” (hvortil jeg nødvendigvis må henregne mig selv), og derfor er det godt at konstatere, at professor, dr. phil. Knud J.V. Jespersen og hans syv udvalgskolleger har fundet det helt relevant at give den kulturradikale bevægelse en plads blandt de 35 udviklingstræk, tendenser, filosofier, landevindinger, samfundssystemer, begivenheder, skrifter og personer, som udgør Danmarks nye officielle Demokratikanon.

Ja, det benævnes ikke engang som ”Det Moderne Gennembrud”, men som netop ”den kulturradikale bevægelse”, der ellers først fik sit navn længe efter at Georg Brandes havde slået en mukkert ind i samfundsdebatten med kravet om frie tanker, fri forskning, fri kritik (også af religionen!), ligestilling og social samvittighed. Den miskrediterede kulturradikalisme bliver mildest talt rehabiliteret ved at blive indlemmet i kanonen, selvom frisindsbevægelsen ikke bliver beskrevet uden kritisk perspektiv. I den korte tekst citeres Georg Brandes Grundlovstale fra 1884, hvor han siger, at han ikke er demokrat og ikke tror på flertalsafgørelsernes værdi. Dog mener han, at demokratiet er den mindst onde af de kendte statsformer, men han slår fast, at al fremskridt kommer fra de enkelte, ikke fra folkevælden. Og Udvalget noterer derfor, at Georg Brandes modernitetsforståelse gjorde diskussionen om forholdet mellem demokrati og individualisme vigtig, og at f.eks. Viggo Hørup var forbeholden overfor Georg Brandes på dette punkt. Kanonen er altså ikke en bog, hvor debatten ender, men hvor den begynder. Fremragende. Læs videre “Knud J.V. Jespersen m.fl.: Demokratikanon”

Kommentar i Weekendavisen den 14. marts 2008.

Fribyer. Forfulgte forfattere skal underskrive en troskabsed til Danmark. Hvorfor skal udenlandske forskere og fodboldspillere så ikke?

Er svenske Marcus Allbäck bekendt med de danske værdier? Er tjekkerne Zdenek Pospech og Libor Sionko? Hvad med brasilianske Ailton Almeida? Eller canadiske Atiba Hutchinson?

Jeg spørger, fordi jeg ærlig talt er lidt bekymret over alle de mennesker fra alverdens lande, der kommer hertil for at arbejde – respekterer de vores samfund, kender de vores værdier? Ok, nu er de nævnte udlændinge måske ikke de bedste eksempler, for de er alle kommet hertil for at arbejde indenfor rammerne af nogle regler, der gælder over hele verden, og i en branche der har sin helt egen kodeks for værdier og korrekthed. Læs videre “Mistillidserklæring”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. marts 2008.

Filosofisk krimi. Paul Smith forener satire og slapstick med spænding og skarp samfundskommentar.

Imammord

Vis mig en dansk krimi/thriller/spændingsroman fra disse år, der ikke på den ene eller anden måde handler om islamiske terrorister. Næ, den gren af litteraturen har det på samme måde som den politiske debat, hvor der som bekendt er gået koran og karikatur i den, og nu kommer Paul Smith så med en roman, der forsøger at forene spændingen med den politiske kommentar. Som litteratur betragtet er Mordet på imamen hverken vel- eller mislykket, men som satire sidder den lige i skabet. Læs videre “Paul Smith: Mordet på imamen”