Filmanmeldelse i Amnesty, september 2007.
James Gregory var en hvid, sydafrikansk systemracist, der kom på bedre tanker. Som personlig censor og fangevogter for Nelson Mandela, lærte han langsomt at respektere sin fange, og der opstod angiveligt et respektfuldt venskab. Mens James Gregorys’ kritikere siger, at han forfalsker historien, tager Bille August hans ord for pålydende i filmen om fjender, der bliver venner.
Da svenske Clark Olofsson i 1973 holdt en gruppe mennesker som gidsler i fem dage under et bankrøveri i Kreditbanken på Norrmalmstorg, skulle verden lære en ny psykologisk mekanisme at kende – nemlig offerets forbløffende solidaritet med forbryderen. Kriminologen og psykologen Nils Bejerot, der bistod politiet med at løse konflikten, opdagede, at gidslerne udviklede en overraskende sympati med deres fangevogter, og han gav fænomenet navn efter den by, hvor det blev beskrevet: Stockholmsyndromet.
Bille Augusts nye film, Farvel, Bafana, viser, at dette syndrom også kan udvikle sig med modsatte fortegn, så det er fangevogteren, der udvikler forståelse for og loyalitet med den fange, som han er opdraget og uddannet til at foragte og bevogte – i hvert fald når fangen er så karismatisk, moralsk og viljestærk som Nelson Mandela.
Ja, den autentiske historie om den hvide systemracist James Gregory, der i 1968 håndplukkes til at tage sig af den sorte terroristleder på fængselsøen Robben Island, er fortællingen om en mand, der mister sine idealer og reviderer sine værdier. Fra at være overbevist og idealistisk racist, bliver han langsomt en tvivler og til sidst en humanist. Han er offer for Mandelasyndromet. Læs videre “Mandelasyndromet”