Anmeldelse i Weekendavisen den 3. maj 2007.
To brødre. Først slog han igennem. Nu slår han sig fast – med knytnæve. Jonas T. Bengtsson skriver som Michael Kvium maler.
Da Jonas T. Bengtsson debuterede med Aminas breve i 2005 forudså jeg i min temmelig begejstrede anmeldelse, at han havde det i sig, som skaber en rigtig københavnerforfatter. Og om jeg fik ret? Jeg fik så meget ret. Læs selv Submarino. Du vil aldrig se på byen med samme øjne igen. Det er slet og ret københavnsk socialrealisme, så man tror det er løgn.
Romanen åbner med en prolog på nitten skaldede linier. Jeg citerer den her i sin helhed her, for den er ikke bare et forvarsel om en barsk handling, den er også et eksempel på forfatterens suveræne sans for et afmålt ordforbrug og sprogrytme, hør blot: ”Da vi vågnede i morges, var han helt stille. / Da vi vågnede i morges, var han helt stille. / Da vi alle sammen vågnede i morges, da mor gik ud af værelset, / hvor hun havde sovet hele natten, / lå han der bare helt stille. / I sin barnevogn, i entreen. / Helt hvid. / Mor har sovet her hele natten, men hun har ikke hørt noget. / Der var jo ikke noget at høre. / Han var helt stille. / Mor fik et chok, da hun fandt ham. / Mor sad også helt stille og havde fået et chok. / I flere timer. / Så var det, vi ringede. Mor kunne næsten ikke. / Men det skal man. Man skal ringe. / Mor sad med ham, selvom han var helt stille og prøvede at give / ham bryst. / Mor havde jo fået et chok. / Da vi vågnede i morges…” Læs videre “Da vi vågnede i morges, var han helt stille”