Af Klaus Rothstein

Artikel i Euroman, maj 2007.

Ballade i Barcelona. Rivegilde i Real Madrid. I ugen op til de to spanske storholds første vigtige kampe i Champions Leauge kvartfinalerne, vaskede spillere, trænere og præsidenter det beskidte vasketøj i al offentlighed. Alle journalister ledte efter den vigtige vinkel, men ikke alle fandt den. TV3’s fodboldreporter Luna Christofi gjorde – og i tre dage blev hun skygget af Klaus Rothstein, der her portrætterer kvinden, som lever af at se verdens bedste fodboldspillere i øjnene og få dem til at fortælle, hvad de føler.

Han ligner en actionfigur på en dukkehusstol, den pensionerede målmand Schmeichel, som han sidder der til endnu en tv-transmitteret aften med Elkjær og Laudrup. Vi pendler fra studie til stadion, hvor Werge og Frimann er parat til at kommentere aftenens slag mellem nogle af de bedste fodboldspillere i verden. Dette er en indforstået verden af mænd, mænd som vi kender ved deres efternavne – ikke for distancens skyld, for de dér fyre er en del af det folkelige fodboldfælleseje, men fordi det passer sig bedst, det ligger godt i munden. Men så drejer Schmeichel sig i dukkestolen og stiller om til et fornavn på Anfield Road, Bernabéu, Camp Nou, Weser Stadion eller en anden grøn oase, hvor Champions Leauge karavanen har slået lejr for i aften. Læs videre “Hola! Det er Luna!”

Anmeldelse i Euroman, maj 2007.

Historien (efter en novelle af sci-fi-mesteren Philip K. Dick) er lige så banal som den er kompliceret. En Las Vegas-tryllekunstner kan se to minutter ind i fremtiden. Men når han er sammen med den kvinde, som han er forelsket i, kan han se meget, meget længere. FBI er samtidig på sporet af en terroristbande, der vil futte hele L.A. af med en atombombe (spørg mig ikke hvorfor!), og så går den vilde menneskejagt. Nicolas Cage er mindre irriterende, end han plejer, og Julianne Moore er sej på en Scully-agtig måde. Med en masse konventionel action lykkes det underligt nok at skabe en ganske underholdende film.

Anmeldelse i Euroman, maj 2007.

Synd at sige at Asger Leth har valgt en genvej som filminstruktør. For det første debuterer han i den krævende dokumentargenre, som er far Jørgens varemærke. For det andet foregår filmen i Haiti, hvor selv samme far har boet i en årrække. Og for det tredje skildrer den et udpint, underprivilegeret og ekstremt voldspræget forbrydermiljø. Via historien om to gangsterbrødre som præsident Aristide betalte for at skabe død og frygt blandt oppositionens demonstranter, er filmen et råt og radikalt politisk vidnesbyrd fra et land i opløsning. Arbejdet blandt mordere og voldsmænd må have tilføjet filmholdet seriøse mængder af stress, angst og utryghed. Det hele er fortalt farligt, fascinerende og fremragende.

Anmeldelse i Euroman, maj 2007.

Hvem behøver speciel effects til en million milliard, når hverdagen er meget mere uhyggelig end noget fantasyunivers nogensinde kan blive? Den debuterende instruktør Peter Schønau Fog kan i hvert fald nøjes med at skrue tiden tilbage til den sønderjyske hverdag i 60’erne, sådan som den beskrives i Erling Jepsens roman Kunsten at græde i kor. Med genialt ynkelige Jesper Asholt i hovedrollen og den forbløffende dygtige Jannik Lorentzen som 11-årige Allan, får vi en frysende, fremragende og foruroligende film om incest og menneskeligt sammenbrud. Filmen skærer vigtige dele af bogen væk, men den lever i sin egen ret og er velfortjent blevet grundigt prisbelønnet på udenlandske festivaler.

Artikel i Weekendavisen den 20. april 2007.

Tørklæder. Asmaa Abdol-Hamids planlagte opstilling til folketinget for enhedslisten har fået Kvinder for Frihed til at indlede en lægefaglig offensiv.

Tørklædedebatten raser igen-igen. Den et år gamle foreninger Kvinder for Frihed mener at muslimske piger er ofre for et sundhedsskadeligt omsorgssvigt, og de kræver nu forbud mod tilhylning af piger under myndighedsalderen. Samtidig retter foreningen et hårdt angreb mod Enhedslisten, som bliver beskyldt for at støtte kvindeundertrykkelse, fordi partiets nye folketingskandidat, den omdiskuterede debattør og fhv. studievært på DR2, Asmaa Abdol-Hamid, bærer tørklæde. Læs videre “Politik uden D-vitaminer”