Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Euroman, marts 2007

Clint Eastwood og hans folk fik en fremragende idé: at filmfortælle krigshelvedet på den japanske vulkanø Iwo Jima i to tempi, ét med amerikansk perspektiv og ét med japansk. Det er der kommet en ganske fascinerende filmtvilling ud af, først den markante Flags of Our Fathers fra efteråret, og nu den brutale og bitre japansksprogede Letters from Iwo Jima. Historierne kan ses separat, men udgør tilsammen et gennemtænkt dobbeltprogram om hvordan stupid stolthed og febrile fjendebilleder underminerer menneskeligheden. Af og til lige lovlig firskåren i sit humanistiske budskab. Men et værdigt monument for de faldne. Krigsfilm, ja. Men først og fremmest antikrigsfilm.

Anmeldelse i Euroman, marts 2007.

Det ekstremt hemmelige og magtfulde selskab af tredjeårsstuderende fra Yale University, Skull and Bones, (ikke fiktion, det findes!) blev stiftet1832 som udklækningssted for morgendagens verdensledere – og naturligvis verserer der en milliard hele og halve konspirationsteorier om selskabet. Nu fortæller Robert de Niro historien, om hvordan de første ledere af CIA blev rekrutteret blandt The Bonesmen – og det er vist sandt nok. Med sine 2 timer og 40 minutter er filmen to tissepauser for lang, og da Matt Damon kun mestrer ét eneste stereotypt ansigtsudtryk, bliver det efterhånden en noget langtrukken forestilling. Bortset fra det, er den stjernebesatte film ægte fascinerende med al sin magt og mystik fra Washington.

Anmeldelse i Euroman, marts 2007.

Hvis man kan lide proportionsløst meget vold i proportionsløst lidt handling, så skal man se denne actionkomedie. Skuespillerne er berømte (men er Ben Affleck virkelig tilfreds med at blive pløkket efter ti minutter på lærredet?) og blodet sprøjter lystigt. Vi har FBI, mafiaen, en sexet contract killer, tre voldspsykopatiske nazister og en forhenværende tryllekunstner, som et utal af lejemordere er ude på at nakke. Jeg kunne desværre ikke abstrahere fra, at Ray Liotta og Ryan Reynolds i rollerne som de to FBI-agenter til forveksling ligner TV2s direktør Per Michael Jensen og Rune Tolsgaard fra Drengene fra Angora.

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. februar 2007.

Dramadokumentar. Gellert Tamas ruller historien op om Lasermanden, den racistiske attentatmand, der holdt Sverige i skak og handlingslammelse.

En fortælling om Sverige

Ganske vist er der handlingsmæssig dækning for undertitlen på den danske udgave krimidokumentaren om Lasermanden, der i 1991-92 holdt Sverige i skak og skræk med sine attentater på sagesløse indvandrere – men ”en racist ser rødt” er på mange måder en populistisk forvrængning af den langt mere nuancerede, sande og uhyggelige undertitel på den svenske original: en berättelse om Sverige. Læs videre “Gellert Tamas: Lasermanden”

Kommentar i Weekendavisen den 16. februar 2007.

Kritik. En anmelder skal gøre sig fri af alle fordomme og læse med åbent sind. Det eneste spørgsmål kritikeren skal besvare lyder:

I sidste uge gik forfatter Dennis Gade Kofod i et læserbrev i rette med en anmeldelse, jeg havde skrevet ugen før af debutanten Peder Frederik Jensens Her står du. Dennis Gade Kofod undrede sig over at jeg var blevet sat til at anmelde bogen, da jeg ”helt åbenlyst ikke er kompetent til det”. Av, av, tænkte jeg, hvorefter jeg først genlæste læserbrevet og så genlæste min anmeldelse. Så genlæste jeg læserbrevet igen-igen. Og kløede mig i nakken. Havde jeg misforstået bogen eller læserbrevet? Eller havde Dennis Gade Kofod misforstået anmeldelsen? Læs videre “Står bogen distancen?”