Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 16. december 2022

Kommentar. Vi mangler en ideologibefriet, dynamisk litteraturkanon med en cyklus som et folketingsvalg eller en slutrunde.

Nu skydes der atter med litteraturkanon. Denne gang i Sverige, hvor den borgerlige regerings planer om en autoriseret kanonliste over svenske klassikere har bragt sindene i kog. Og det tror da pokker, ideen kommer nemlig fra regeringens nationsglade støtteparti Sverigedemokraterne, der har en absolut misliebige politiske forhistorie, så pæne humanistiske svenskere mærker hensigten og bliver forstemt.

I denne uge kulminerede den svenske debat med en iskold skulder fra notabiliteterne i Det Svenske Akademi. Politikerne havde tiltænkt det begavede selskab en central rolle i udvælgelsen af værker, hvilket ville give god mening, for Akademiet har om nogen styr på litterær smag og intelligens. Men ikke på vilkår om de ville være med til at udpege de værker, der kunne indgå i en statslig kanon. Læs videre “Apokryf kanon”

Weekendavisen den 5. december 2022

Anklageskrift. Psykisk sårbarhed, selvskade og en MeToo-sag. Norsk romanforfatter har genantændt diskussionen om autofiktion.

En norsk psykiater er under anklage for at have forgrebet sig på en ung kvinde. Anklagen er fremsat i en roman og i et interview, og selvom mandens navn ikke nævnes i norske medier, spekuleres der grundigt.

Kort sagt skildrer romanen en midaldrende kvinde, som indser, at hun som ung i slutningen af halvfemserne var offer for et seksuelt overgreb, der blev begået af hendes venindes far, der var psykolog. Kvinden, Hilde Rød-Larsen, er nu selv forfatter, og hendes roman, Diamantaftener, udkommer nu på dansk på forlaget Gutkind, hvor Hilde Rød-Larsen selv har været ansat som forlagsredaktør. Desuden er hun litterær oversætter. Læs videre “Og alt omkring os var trusler”

Weekendavisen den 2. december 2022

Kontroversen. To svenske succesforfattere har netop udgivet hvert deres bud på fortsættelsen af Millenium-trilogien. Kun den ene er officiel.

For ti år siden stødte den store svenske forfatter Kerstin Ekman en satirisk lanse i det svenske litteratur- og forlagsliv med romanen Grand final i skojarbranschen – eller på dansk: Grand final i gøglerbranchen.

Den løsslupne historie handlede om en kendt forfatter, hvis bøger i virkeligheden – og i dyb, dyb diskretion – blev skrevet af en ganske ukendt kvinde. Som det hedder i romanen: »En forfatter er et tohovedet monster.«

Med den seneste udvikling i sagaen om Stieg Larssons berømte Millennium-romaner fristes man til at sige, at monsteret faktisk har tre hoveder. Eller fire. Læs videre “Mennesker der elsker penge”

Weekendavisen den 11. november 2022

To gange i denne uge er jeg stødt på variationer over myten om den idealistiske digter Gustaf Munch-Petersen (eller gustaf munch-petersen, som han selv bogstaverede sit navn), der i 1937 drog i krig for at bekæmpe fascisterne i Spanien. Først var det i Hanne-Vibeke Holsts nye roman om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba, Kriger uden maske, dernæst i Sidsel Mørchs tegneserie, der har titel efter et af Gustafs/gustafs digte, Rids. Naturligvis er det et tilfælde, at begge bøger udkommer samtidig, men det er også et sælsomt tegn på, at der er noget i luften, nemlig krig, krise og digteridealisme. Hanne-Vibeke Holst er vist ikke helt til fals for myten om antifascisten, der ofrer sig for en større sag, for samtidig svigter han jo sin hustru, som han efterlader med to små børn, mens han selv forsvinder i nattens mulm og mørke, efterladende et rørstrømsk afskedsbrev. Hvem gør den slags, en helt eller en kujon? Nutildags er fascismen igen på fremmarch i Europa, men digterne drager ikke til fronten. I vor tid ville det guddødeme også være et latterligt syn. Til gengæld findes der en aktivistisk digter hist og her, der arbejder blandt krigens ofre, når flygtningene forsøger at finde fodfæste i Europas randområder. Men faktisk er det ikke krigen, men klimaet, der er digternes yndlingssag i disse år, se bare Carsten Jensen, der i sin coronadagbog fløj fra kontinent til kontinent, hvor han både så verden begynde og slutte, inden han lod sig slæbe væk fra en klimademo af et par panserbasser, mens han stirrede stolt og stoisk ud i luften med et trodsigt og intellektuelt blik, der strålede af foragt for magt. Jeg tror at han var tilfreds på samme måde, som Hemingway, der heldigvis blev en lille smule såret, da han var ambulancefører under 1. verdenskrig. Over idealistiske forfattere i politisk opposition er der noget ret uimodståeligt. Men når de ikke nøjes med at skrive, men forvandler sig selv til helte, bliver de også ret patetisk, og hvis jeg skal være ærlig, synes jeg at Gustaf/gustaf var en irriterende digter, en egoistisk idealist, der ikke bidrog med andet end gode viljer – og en dårlig ægtemand og far.

https://www.weekendavisen.dk/2022-47/boeger/hun-hed-gisele

Eksil. I disse russiske ekspansionstider er genintroduktionen af Agota Kristofs flygtningelitteratur indlysende nødvendig.

Agota Kristof: Analfabeten. Oversat af Caroline Albertine Minor. 60 sider, 129,95 kr. Gutkind.

Bedst som Agota Kristofs lille og uendeligt fine erindringsbog Analfabeten fra forlaget Gutkind føjer sig til det sene efterårs bogbjerg, tikker en høflig forvarsel til litteraturpressen ind fra Gyldendal om at selvsamme forfatters roman I går udkommer til januar.

To konkurrerende forlag har altså på samme tid rettet blikket mod Agota Kristof (1935-2011), og det tror da pokker, for hun forener litterær kvalitet og politisk tidsånd.

Agota Kristof emigrerede som 21-årig fra Ungarn, da den røde hær besatte landet i 1956, hvorefter hun tilbragte resten af sit liv som flygtning i Schweiz, hvor hun lærte sig selv at skrive på fransk og blive forfatter. Dermed er hun prototypen på det europæiske eksil, som blev ofrene for sovjetkommunismen til del, og i disse russiske ekspansionstider er genintroduktionen af hendes erfaringsbundne bøger alt for indlysende nødvendig. Læs videre “Hun hed Gisèle”