Af Klaus Rothstein

Gæsteanmeldelse i Politiken den 4. april 2023

Anmeldelse. Som åbenhjertig personlig fortælling er Olav Hergels roman en anerkendelsesværdig og fortjenstfuld bedrift. Som roman er den alt andet. Og er den overhovedet en roman?

Olav Hergel: Jeg husker dagen som lys. 304 sider, Politikens Forlag.

At romanens veje er uransagelige, ved vi jo godt. Enhver slags tilstræbt skønskrift kan kalde sig ’roman’ på titelbladet, fordi definitionen er så elastisk og tolerant.

Men bare fordi en bog påstår, at den er en roman, er den det så også? Jeg spørger, fordi Olav Hergels Jeg husker dagen som lys tilsyneladende er et stykke fortællende prosa uden alt for megen fiktionalisering. Men vi, der ikke er vidner til forfatterens private liv, kan ikke afgøre, om der er tale om autenticitet uden tildigtning. Læs videre “Det bedste er selvportrættet”

Weekendavisen den 5. april 2023

Ære. Anna Elisabeth Jessens nye roman giver en sitrende og bitter påmindelse om, at vi stadig lever i ofrenes æra.

Anna Elisabeth Jessen: Hjemsted. En sønderjysk skæbnefortælling. 460 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

»Han ville så gerne en dag besøge en jazzklub.«

Da jeg læser denne sætning, gyser det i mig. Ordene dirrer så længselsfuldt af nøjsomhed og angst.

Det er Peter, der samler hele sit livshåb i denne ene tanke. Han ligger i en grøft et sted uden for Minsk. Det er tredje gang, han er ved Østfronten, og han kan mærke, at han er ved at blive indhentet af skæbnen: »Der er intet tiltrækkende ved hans krig længere.« Læs videre “Der var engang en krig”

Weekendavisen den 5. april 2023

Forleden fortalte en af mine venner, at han bruger den kunstige intelligensrobot ChatGPT til al mulig research og skrivning på sit kapitalistiske arbejde, og at hans søn bruger den til sit
studieretningsprojekt i 3. g.

Dagen efter udsendte Elon Musk, Apple-stifter Steve Wozniak og en masse eksperter en appel om udviklingspause for den kunstige intelligens: »AI-systemer med konkurrencebetonet human intelligens udgør en meget stor risiko for samfundet.« Læs videre “Kentaursjæl”

Weekendavisen den 19. november 2020

I ti år eller mere har det været en lige lovlig populær kliché at kalde tv-serier for vor tids føljetonromaner. Ham, der skrev House of Cards, Beau Willimon, er altså Charles Dickens’ arvtager?

Jo jo, noget er der naturligvis om snakken, og jeg kan da sagtens se, at De Store Fortællinger har det rigtig godt på alle vores fladpandeskærme. Og hellig er jeg ingenlunde.

For tiden ser jeg – med en vis blasert distance – Susanne Biers The Undoing, der indtil videre er et udmærket mordmysterium, baseret på en roman af Jean Hanff Korelitz (gerningsmanden er blevet ændret i seriematiseringen). Og jeg siger bare: Hvis ikke det er sønnen, der har slagtet farens elskerinde, bliver jeg skuffet. Han har jo et soleklart motiv (hævn på morens vegne), og så er han på grund af sin alder den helt usandsynlige morder – og dermed den helt oplagte.

Mens jeg venter på afsløringen, indtager jeg den perfekte medicin mod spekulativ dramaturgi, og anbefalingen er hermed givet videre, for intet er sundere for hjernen i disse serielle og trivielle tider: Jeg læser Henrik Ibsens dramatik. Godt, at den store psykologiske plotmester levede i 1800-tallet. I dag ville han bare blive sat til at skrive serier.

Weekendavisen den 16. december 2020

Da Kaptajnen og Ann Barbara, Ida Jessens nye læseluksusoplevelse af en historisk roman, udkom i efteråret, havde et lyst hoved – måske forfatteren selv, måske en medarbejder på forlaget – fået den fine idé at genrebetegne romanen som en »western fra den jyske hede«, som det hedder i pressemeddelelsen og på bagsideteksten.

En western! Et herligt og overras­kende ord til en 1700-tals jyderoman uden cowboys og indianere. På dagen anmeldte papir-Politiken romanen under overskriften »En western fra Vestjylland«, mens net-Politiken varierede: »Intrigen tårner sig op i western fra den jyske hede«

Seks uger senere fulgte avisen så op med et stort forfatterinterview med endnu en overskriftsvariation: »Hun skrev sig ind i en western fra den jyske hede«. Og Information: »Ida Jessen har skrevet en sagtmodig western om hedeopdyrkning i Jylland«. Og Berlingske: »Westernpoesi på heden: Ida Jessen har skrevet et monumentalt historisk epos«.

Western mig her og western mig der! Det er altså et nummer for irriterende, at litteraturpressen så godvilligt lader sig håndfodre med et enkelt durkdrevent kodeord fra forlagets markedsføring. Her på avisen er vi rene som sne. Vores anmeldelse hed: »Once upon a time på heden.«