Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 2. december 2022

Kontroversen. To svenske succesforfattere har netop udgivet hvert deres bud på fortsættelsen af Millenium-trilogien. Kun den ene er officiel.

For ti år siden stødte den store svenske forfatter Kerstin Ekman en satirisk lanse i det svenske litteratur- og forlagsliv med romanen Grand final i skojarbranschen – eller på dansk: Grand final i gøglerbranchen.

Den løsslupne historie handlede om en kendt forfatter, hvis bøger i virkeligheden – og i dyb, dyb diskretion – blev skrevet af en ganske ukendt kvinde. Som det hedder i romanen: »En forfatter er et tohovedet monster.«

Med den seneste udvikling i sagaen om Stieg Larssons berømte Millennium-romaner fristes man til at sige, at monsteret faktisk har tre hoveder. Eller fire. Læs videre “Mennesker der elsker penge”

Weekendavisen den 11. november 2022

To gange i denne uge er jeg stødt på variationer over myten om den idealistiske digter Gustaf Munch-Petersen (eller gustaf munch-petersen, som han selv bogstaverede sit navn), der i 1937 drog i krig for at bekæmpe fascisterne i Spanien. Først var det i Hanne-Vibeke Holsts nye roman om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba, Kriger uden maske, dernæst i Sidsel Mørchs tegneserie, der har titel efter et af Gustafs/gustafs digte, Rids. Naturligvis er det et tilfælde, at begge bøger udkommer samtidig, men det er også et sælsomt tegn på, at der er noget i luften, nemlig krig, krise og digteridealisme. Hanne-Vibeke Holst er vist ikke helt til fals for myten om antifascisten, der ofrer sig for en større sag, for samtidig svigter han jo sin hustru, som han efterlader med to små børn, mens han selv forsvinder i nattens mulm og mørke, efterladende et rørstrømsk afskedsbrev. Hvem gør den slags, en helt eller en kujon? Nutildags er fascismen igen på fremmarch i Europa, men digterne drager ikke til fronten. I vor tid ville det guddødeme også være et latterligt syn. Til gengæld findes der en aktivistisk digter hist og her, der arbejder blandt krigens ofre, når flygtningene forsøger at finde fodfæste i Europas randområder. Men faktisk er det ikke krigen, men klimaet, der er digternes yndlingssag i disse år, se bare Carsten Jensen, der i sin coronadagbog fløj fra kontinent til kontinent, hvor han både så verden begynde og slutte, inden han lod sig slæbe væk fra en klimademo af et par panserbasser, mens han stirrede stolt og stoisk ud i luften med et trodsigt og intellektuelt blik, der strålede af foragt for magt. Jeg tror at han var tilfreds på samme måde, som Hemingway, der heldigvis blev en lille smule såret, da han var ambulancefører under 1. verdenskrig. Over idealistiske forfattere i politisk opposition er der noget ret uimodståeligt. Men når de ikke nøjes med at skrive, men forvandler sig selv til helte, bliver de også ret patetisk, og hvis jeg skal være ærlig, synes jeg at Gustaf/gustaf var en irriterende digter, en egoistisk idealist, der ikke bidrog med andet end gode viljer – og en dårlig ægtemand og far.

https://www.weekendavisen.dk/2022-47/boeger/hun-hed-gisele

Eksil. I disse russiske ekspansionstider er genintroduktionen af Agota Kristofs flygtningelitteratur indlysende nødvendig.

Agota Kristof: Analfabeten. Oversat af Caroline Albertine Minor. 60 sider, 129,95 kr. Gutkind.

Bedst som Agota Kristofs lille og uendeligt fine erindringsbog Analfabeten fra forlaget Gutkind føjer sig til det sene efterårs bogbjerg, tikker en høflig forvarsel til litteraturpressen ind fra Gyldendal om at selvsamme forfatters roman I går udkommer til januar.

To konkurrerende forlag har altså på samme tid rettet blikket mod Agota Kristof (1935-2011), og det tror da pokker, for hun forener litterær kvalitet og politisk tidsånd.

Agota Kristof emigrerede som 21-årig fra Ungarn, da den røde hær besatte landet i 1956, hvorefter hun tilbragte resten af sit liv som flygtning i Schweiz, hvor hun lærte sig selv at skrive på fransk og blive forfatter. Dermed er hun prototypen på det europæiske eksil, som blev ofrene for sovjetkommunismen til del, og i disse russiske ekspansionstider er genintroduktionen af hendes erfaringsbundne bøger alt for indlysende nødvendig. Læs videre “Hun hed Gisèle”

Weekendavisen den 11. november 2022

Fraktalprosa. Mere krukket end nogensinde kalder Madame Nielsen sig selv kartograf, antropolog, menneskefisker, sprogindsamler og kronikør.

Madame Nielsen: Den Højeste Orden & Underverden. Pentagon smeltet III. 266 sider. Forlaget Grif.

Pludselig slår det mig, at ingen af os forstår tilstanden Madame Nielsen, ingen af alle os, der gennem årene har forsøgt at afdække kunstnerskabets etiske og æstetiske dimensioner, har for alvor greb om nældens rod, for hele nældens rods natur er en bifurkation, en labyrintisk misledning, undvigelse og unddragelse, og som fluer i flasker banker vi knolden ind i illusioner om transparens og udveje, men der er ingen transparens, der er ingen udveje, der er kun én lang nedstyrtning og fortabelse i ét stort sammenfoldet og sammenfiltret tunnelvæv, hvor vi følende og famlende bevæger os frem, vi famler os frem gennem et spejlkabinet af illusoriske selvsyn, hvor kun slitagen på gulvplankerne fra tusinder af skosåler antyder en vej tilbage til genkendelighed og normalitet, men, viser det sig, fører direkte ind i en evighedsspaltende fraktal fortabelse. Læs videre “Undtagelsestilstanden”

Weekendavisen den 4. november 2022

Den danske bogmesse har aldrig opnået international status som de store messer i vores nabolande. Bogmessen i Frankfurt er både højborg for kontraktforhandlinger om oversættelsesrettigheder, arena for intellektuelle samtaleprogrammer og debatter med verdens vigtigste forfattere og filosoffer, og hjemsted for uddelingen af de tyske boghandleres vigtige fredspris. Også bog- og biblioteksmessen i Göteborg har ry for at være mindre kommerciel og mere intellektuel.

For nogle år siden – efter at messen i Göteborg havde været centrum for en strid mellem nynazister og antifascister – kritiserede jeg Bogforum i Danmark for at hygge sig i smug, mens verden brændte om dens vugge. Derfor bør man bemærke, at Bogforum i år lancerer en ny og anerkendelsesværdig tilføjelse. I samarbejde med en aflyst litteraturfestival i Kyiv, Ukraine, deltager tre aktuelle ukrainske forfattere på messen.

I en pressemeddelese skriver bogmessens leder, Andreas Norkild Poulsen: ”Selvom ordene stadig skurrer i ørerne, er de ikke desto mindre en realitet: Vi lever i en tid med krig i Europa. En ting er den grusomme virkelighed i den sandhed, noget andet er de effekter, selvsamme sandhed har på den menneskelige erfaring. For hvordan kan vi bearbejde krigens missilnedslag ikke blot i de fysiske men også kulturelle landskaber?”

Jeg må tilstå at jeg ikke forstår anslaget. Hvad skurrer i ørerne? Bogmessen er 30 år gammel, og den blev født ind i en europæisk krig. Da Bogforum slog dørene op første gang, var belejringen af Sarajevo nogenlunde lige så gammel som krigen i Ukraine er nu. Efter Balkankrigene kom så serien af russiske krige i Tjetjenien m.m.

Ikke desto mindre er Ukraine-initiativet en interessant drejning af det danske bogmessekoncept. Det ændrer dog ikke noget ved, at læserne mest kommer fo det hypnotiserende mix af bøger, gløgg og gøgl. Derfor er bogmessen ikke mindst læsernes fest. Uden læsning er litteraturen retningsløs, og selv når murene falder, er der altid nogle reoler, der står tilbage – som på det berømte foto fra Holland House, London, 1940, hvor tre mænd kigger på bøger i et sønderbombet bibliotek. I al sit kaotiske vælde, er menneskemylderet i hurlumhejhuset trods alt en tillidserklæring til digtningens nødvendighed og bogens betydning.