Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 20. september 2024

Anmeldelse. To nye romaner fra førkrigstiden, besættelsestiden og efterkrigstiden skildrer menneskelighed i en menneskefjendtlig tid.

Keld Conradsen: Trampemarchen. Roman. 311 sider. 299,95 kr. Modtryk.

Inge Lise Hornemann: For det bedste. Roman. 379 sider. 299,95 kr. Alpha.

Vi nærmer os 85-året for nazisternes besættelse af Danmark, og forfatterne bliver ved med at skrive romaner med motiver fra årene omkring Besættelsen.

Mest bemærkelsesværdige er Kirsten Thorups to seneste romaner, Indtil vanvid, indtil døden og Mørket bag dig, der viser en kvindes modige humanistiske oprør med de tyskvenlige kredse, hun er en del af.

Politisk-historisk interessant er også Cæcilie Lassens Indre ø, som giver ære og værdighed til kommunisternes rolle i modstandsbevægelsen.

Og nu kommer så to nye læseværdige romaner, der også øger indsigt og udvider perspektiv. Begge er bygget på et skelet af historisk korrekthed og med autentiske personer i mindre biroller.

Den ene er Keld Conradsens Trampemarchen, der trækker linjer mellem de to verdenskrige ved at skildre en grænselandsfamilie – forfatterens egen – som er splittet i to dele, en tysksindet og en dansksindet.

Den anden er Inge Lise Hornemanns For det bedste, som begynder i befrielsessommeren, hvor Besættelsens slagskygger stadig hænger over Danmark. Millioner af tyskere bliver fordrevet af Den Røde Hær, der rykker frem i øst, og 250.000 flygtninge kommer til Danmark, hvor de bliver interneret på skoler, i private hjem med mere. Romanens handling er sat i Oksbøllejren vest for Varde, på én gang Danmarks femtestørste by 1945-49 og et mikrokosmos bag pigtråd. I dag er flygtningelejren hjemsted for Museum Flugt. Læs videre “Hjemløs kærlighed”

Weekendavisen den 13. september 2024

Forstadsgotik. Solstorm, hopi-indianere og sorte huller. Christina Englund rapporterer fra Virum og omegn.

Christina Englund: Den sidste sol. Roman. 250 sider. 249,95 kr. Lindhardt & Ringhof.

I kunsten og kulturanalysen taler man i disse år ofte om flerartsantropologi og det »mere end menneskelige«, kort fortalt alt det, der ligger uden for det normale og forventelige, når det handler om liv og krop.

Med lidt god vilje kan man læse Christina Englunds nye roman ind i denne tendens. Men i modsætning til så mange andre aktuelle værker i litteraturen og kunsten er Den sidste sol ikke optaget af den nære naturs skæbnesvangre genmæle til menneskets overforbrug og mishandling af kloden. Her er spørgsmålet: Findes der andre livsformer og civilisationer et sted derude?

Vi er i Virum, altså nær Nærum i den nordlige velplejede, småborgerlige hovedstadsforstad, som Anders Bodelsen i 60erne gav en plads i litteraturen, da han gjorde den prototypisk for velfærdssamfundet.

Her bor ægteparret Michael og Sara med deres to børn, Malte og Lærke. Michael er atomfysiker på DTU, Sara er selvstændig grafiker, Malte går i gymnasiet og øver Grieg på sit klaver, Lærke fylder snart ti år.

Men den trygge, velordnede småborgerlighed står for fald. Michael er rejst til konference i USA, uden at han og Sara er blevet forsonet efter et mundhuggeri aftenen inden. Nu svarer han ikke, når hun ringer og skriver. Børnene har heller ikke hørt fra ham, men en nabo siger, at hun lige har set ham nede i skoven. Mystisk.

Michael er den dominerende type. Hvis ikke han tager initiativer og dirigerer familien, sker der ikke noget, og Sara er altid handlingslammet, når han er i nærheden. Og også, når han ikke er. Man fornemmer en stille frygt.

Malte har derimod et tæt forhold til sin far, og sammen har de indrettet et rum i kælderen, hvor de opbevarer forråd, jodtabletter med mere til livet efter den ødelæggende solstorm, som kan komme når som helst.

Også Lærke deler interesser med Michael, og sammen samlede de et Helios-planetarium, som hun fik i tidlig fødselsdagsgave, lige inden han rejste til USA.

Der er noget mystisk på spil i den lille forstadskernefamilie. Noget, der har med rummet at gøre, og som Sara er afskåret fra. Det stammer fra Michaels familie. Da han var fem år, blev hans far besat af hopi-indianernes mytologi. Han begyndte at se syner og modtog tegn om, at han skulle slutte sig til det oprindelige folk i Arizona. To gange hvert århundrede ville en særlig begivenhed finde sted derovre, og farfaren så en lysende cirkel åbne sig på himlen som et varsel. En dag forlod han kone og barn og vendte aldrig tilbage.

Nu er Michael så også forsvundet. Det eneste livstegn, han har efterladt til familien, er en seddel, som Malte finder i sit klaver: »Pas på pigerne,« står der.

KAN MICHAELS FORSVINDEN også have noget med hopierne at gøre? Eller har han som atomfysiker opdaget noget særligt om rummet? Michael har sendt en forskningsartikel til en af sine kolleger fra DTU, hvor han tilsyneladende fremlægger nogle nye teorier, som vil gøre ham til grin blandt andre forskere. Men om hvad?

Malte husker, at Michael har lært ham at lade forestillinger og tanker bevæge sig frit. Åben modus, kaldte han det, en proces, hvor man først forestiller sig langt ude-scenarier og derefter tilbageviser dem videnskabeligt:

»Faren gjorde meget ud af at skelne mellem de videnskabelige sandheder og alle de forskellige forrykte ting, folk gennem tiden havde gået rundt og bildt sig ind. Efterhånden forstod Malte, at åben modus ikke betød frit lejde. Der var altid en pris at betale. De vilde ting, han havde rablet om, og som han og faren havde grinet af sammen, vendte før eller siden tilbage. Som drillerier. Som hån. Eller som direkte angreb. Det var næsten, som om hans far samlede det hele ind og gemte det på et hemmeligt lager.«

Gennem hele romanen væver Christina Englund et mønster af møder mellem det kendte og det ukendte: Sara boede i sin barndom i Afrika og Indien, hvor hendes forældre arbejdede for forskellige organisationer, men hendes egne verdensdrømme er endt i Virum.

En nabo fortæller om en dokumentarfilm om en sekt, der klæder sig i pænt tøj og venter på at blive hentet af nogle ufoer. Samtidig sørger Lærke hele tiden for, at hendes pæne blå kjole hænger parat til hende, og pludselig har hun den på, som om hun gør sig klar.

I haven ligger et plankefundament til et anneks, som en kranbil skal hejse ind på grunden. Pludselig tyder noget på, at Michael har afbestilt annekset uden at sige det til Sara. Hun kalder fundamentet for Landingspladsen.

DEN SIDSTE SOL emmer altså af antydninger af noget uheldsvangert. Hopiernes mytologi og universets sorte huller og uendelige hemmeligheder danner klangbund for en ordentlig omgang forstadsgotik med generøse – og forudsigelige – referencer til populærkultur om det uforklarlige, som 90er-hittet X-files og Ray Bradburys skumle roman Ondt er da på vej herned.

Mere interessant er Christina Englunds brug af musikalske ledemotiver, som enten antyder eller understreger, hvad der foregår i de porøse menneskeliv.

Malte fordyber sig i Edvard Griegs klaverkoncert for at stabilisere og normalisere sin teenageverden med forvirring og forelskelse og et overraskende erotisk gennembrud (og måske også for at antyde, at der kan skabes verdenskunst nær Virum, idet Edvard Grieg komponerede symfonien på Mothsgården i Søllerød 1868).

Standarden »It’s Only a Paper Moon« dukker hele tiden op på mystisk vis, når den fragile og fortvivlede Sara tænder for radioen, og den er velplaceret som en sang om facader og falskhed – og håb om at blive troet: »But it wouldn’t be make-believe/ If you believed in me« (og så brugte Haruki Murakami i øvrigt også sangen som kærlighedstema i en parallelverden med to måner i romantrilogien 1Q84).

På den ene side er jeg godt underholdt af Christina Englunds analytiske blik på forstadsfamiliens krise. Sara er i frit fald, Lærke kan mærke noget, og Maltes angstvision om solstormen tæmmes måske af Grieg og piger. Det er udmærket dansk suburban noir fra Virum og omegn.

På den anden side finder jeg romanens flerartsantropologiske fundament for løjerligt og dens sprog for stillestående. Også selvom jeg læser med åben modus, hvilket er nødvendigt på det rationelles overdrev.

Den sidste sol dyrker den fascinerende idé om det ukendte, der trænger sig på, men vildskaben holdes i ave af Saras sagtmodighed. Men så kulminerer romanen i en overraskende konkret scene, hvor Michael er trådt i sin fars spor i hopiernes ødemark (der er indlagt koordinat).

Om han bliver beamet op? Tja.

Weekendavisen den 13. september 2024

Auto på ny. Hvor tæt på en autentisk person må en romankarakter være? Thomas Boberg har vakt vrede på Fejø og træder uforvarende ind i en stolt litteraturtradition.

På et fint lille murstenshus på Færkenstræde 12 i Nykøbing Mors hænger en mindeplade med billedhuggeren Erik Heides portræt af forfatteren Aksel Sandemose, der blev født her på adressen i 1899.

På mindepladen, der blev sat op i 1969, da Sandemose fyldte 70, kan man læse de ti bud fra janteloven, som forfatteren formulerede dem i romanen En flygtning krydser sit spor (1933 på norsk, forfatterens andet hjemland, som han gjorde til sit første, og på dansk i 1938), hvor han beskrev al den misundelse, jalousi og smålighed, som han havde lært at kende gennem sin opvækst. I romanen hedder byen Jante, men ingen morsingboer var i tvivl om, at Aksel Sandemose skrev om Nykøbing, og ingen var i tvivl om, hvilke virkelighedspersoner der dannede forlæg for hvilke romanpersoner. Og så faldt Sandemose i unåde. Læs videre “Personlighedsretten og romanen”

Weekendavisen den 6. september 2024

Knæk. To læseværdige digtbøger afbanaliserer det banale.

Gustav Valdemar Strange: Til alle dem der vil forlade mig. Ballader. 182 sider. 199,95 kr. Gyldendal.

Lea Marie Løppenthin: Løven og Klagen. Digte. 142 sider. 169,95 kr. Gyldendal.

Da digterne knækkede prosaen i 1970erne, begyndte ellers lyrikfornægtende danskere at elske ligefremme og letlæste digte om menneskelivets store følelser.

Lola Baidel, Vita Andersen og Kristen Bjørnkjær fik lyriske feinschmeckere til at rynke på næsen ad den banale skriveform, som ganske manglede den sprogfornyende kraft og vildskab, som konfrontationsmodernismen var brudt igennem med årtiet inden. Men til gengæld blev knækprosaisterne læst og forstået.

Også forfattere som Benny Andersen og Per Højholt, der nok kunne være moderne, fandt vej til det store publikum ved at skrive ligefremt og hverdagsnært.

Så gik den slags af mode igen, indtil Yahya Hassan og Glenn Bech forenede knæk og konfrontation og foretog en ny afsakralisering af lyrikken. Og nu giver to nye digtbøger knækprosaen et stærkt comeback.

VI BEGYNDER med debutanten Gustav Valdemar Strange, der kan sige vigtige ting om eksistentielle overvejelser uden at hæve stemmen. Han skriver, at der mangler mælk i kollegiets køleskab. Baderummet er fuldt af damp. Nogen fløjter. Digteren tænker på onani som en fjernstyring af tankerne. Vinduet rokker i sin haspe, det blæser, regndråberne trommer på havebordet. Og så:

»Alle dage er også bare en mulighed for at spille trompet, siger jeg/ til mig selv mens jeg står foran spejlet/ Alle bøger er selvhjælpsbøger./ Alle spørgsmål lægger sig oven på dette: Hvordan skal jeg leve mit liv?«

Godt spørgsmål. Mere banalt bliver det ikke. Og mere kompliceret bliver det ikke.

Til alle dem der vil forlade mig – genrebetegnet som »Ballader« – er en gedigen digtbog, på én gang skrevet som selvbiografi (må vi antage) og selvhjælp og et forsøg på at formulere et svar på ovennævnte spørgsmål: Hvordan skal man leve sit liv? Eller måske bare komme overens med det.

Det hele begynder med en kvindes monolog. Det er digterens mor, der taler, og det er ham, der udskriver og redigerer lydoptagelsen. Undervejs dukker hun op flere gange med almindeligheder i kursiv.

Digteren selv erindrer sin opvækst og rapporterer fra sit liv i et ukunstlet og hverdagsagtigt sprog. Det handler om forældrenes ægteskab, farens sygdom og død, om undren over ikke at føle sorg, om at være homoseksuel, alt sammen fortalt med talesprogets uprætentiøse nærvær.

Et godt eksempel: Mor og søn taler sammen om den døde far. Moren forsøger at betro sig: »Vi var altså ikke altid lige ærlige over for hinanden, far og mig.« Sønnen vil ikke vide noget om det, siger han. Hun synes, han er sart. Han spørger, hvorfor forældrene ikke blev skilt. Hun svarer, at hun forsøgte at gå fra faren, men han nægtede skilsmisse. Gustav siger, at han ikke kan huske det, men det kan han. Han betroede sig til en vens mor, og hun slog beskyttende armene om ham:

»Det var dejligt med Helles arme omkring mig. Og at skulle være/ skilsmissebarn, det var også en pirrende tanke. Måske skulle vi så/flytte i rækkehus./ Jeg ville få offerets blege, men smukke glød. Ville klare mig godt,/ trods alt./ Men det skete jo aldrig./ Mor asker cigaretten, dupper den med pegefingeren, også mere end hun egentlig behøver./ Jeg orker faktisk ikke at snakke mere om det, siger jeg./ Undskyld. Men jeg siger jo bare tingene som de er, siger mor og udstøder et lille piv, et tic, der får hende til at lyde som en hund.«

På den måde bevæger teksten sig afsted i sin egen utvungne stil. Det er simpelt, ja. Men også en sejr for det simple. Som man siger, har det stille vand den dybe grund, og en smertelig sætning som »Jeg ville få offerets blege, men smukke glød« er jo decideret rørende.

Når Gustav Valdemar Strange kalder Til alle dem der vil forlade mig for »Ballader«, gør han sig selv til en slags moderne trubadur, og et sted drømmer han da også om at skrive en popsang om sorg, skam og vrede.

Og hvorfor ikke omskabe digtene til en teaterkoncert af en slags? Bogens titelsætning kalder jo på at blive sunget: »Min psykolog siger jeg er bange for at blive forladt./ Men der er jo ikke længere noget at forlade, siger jeg/ til alle dem der vil forlade mig.«

VIDERE TIL EN ANDEN ny digtbog i samme selvbiografiske, fortællende stilart, nemlig Lea Marie Løppenthins rørende og gravalvorlige Løven og Klagen, som føjer endnu en brik til disse års talrige skildringer af svangerskab, fødsel og moderskab, skrevet af dem, der har lagt krop og psyke til, for eksempel Katinka My Jones, Shëkufe Tadayoni Heiberg, Julie Sten-Knudsen, Maja Lucas, Olga Ravn, Hanne Højgaard Viemose, Josefine Klougart, Ursula Andkjær Olsen, Ida Marie Hede, Cecilie Lind, Dy Plambeck, Kamilla Hega Holst med flere.

Mens Løven i titlen er et kælenavn for fosteret, senere barnet, peger Klagen i to retninger, dels mod elegien, dels mod en helt konkret henvendelse til myndighederne om et kritisabelt forhold.

Vi bliver hurtigt klar over, at situationen er skrøbelig. Digterjeget må ikke amme sit barn på grund af sin bipolare lidelse. Hendes litium vil gå i mælken og virke dehydrerende. I livmoren er livet sikkert nok for Løven, men »udenfor, i luften« er der brug for »frysetørret mælkepulver fra diverse europæiske køer«. Dette er en individuel rapport fra livet i risikosamfundet.

Lea Marie Løppenthin sender meget bevidst både vores tanker i retning af klagesangen og klagemålet. På hospitalet endte det, der skulle have været en normal fødsel, nemlig som et akut kejsersnit:

»Hvorfor skar de dig ud af mig?/ Ikke fordi du lå forkert./ Ikke fordi du sad fast./ Ikke fordi din hjerterytme faldt.// Fordi en sygeplejerske havde punkteret min fosterhinde, eller var det din, indgrebet var et stopur, der begyndte at tælle ned fra firetyve timer. Tiden slap op.// Jeg har læst flere fødselsberetninger fra de seneste år, hvor punktering af fosterhinden er sket uden den gravides samtykke.// Men jeg samtykkede./ Ja./ Det er dette ja, jeg bliver ved med at fare vild i.«

Det digtende jeg ser svangerskabet og kejsersnittet med retrospektiv distance, men med intakt indignation:

»En besynderlig ligevægt i dette liv –/ min kærlighed til Løven er nøjagtig lige så rigelig og dyb som mit had til det hospital der fødte den på mine vegne.«

Senere får vi en uddybende rapport fra fødegangen, skrevet i et ekstremt nøgternt sprog, der bringer mindelser om Dea Trier Mørchs Vinterbørn:

»Vi skulle forsøge at sove lidt og så forsøge med droppet igen senere, da en læge der netop var mødt på vagt, trådte ind og sagde i et myndigt tonefald:// Det ser sort ud.// Det var den hygiejnemæssige risiko, hun henviste til. Der var gået tyve timer, siden vandet blev taget, der var ingen tegn på aktiv fødsel, og jeg var ikke længere et sikkert opholdssted for Løven.// Så talte hun om risikoen for efterfødselsreaktion –/ hvis jeg mod alle odds skulle gå i fødsel om nogle timer efter ikke at have sovet et døgn, hvordan ville jeg så have det bagefter? Hun havde læst om den bipolare lidelse i journalen, hun kendte søvnens og søvnmanglens betydning for én som mig.«

Så simpelt kan det skrives. Løven og Klagen er karakterfaste digte, i grunden ét sammenhængende langdigt, om svangerskabet og forløsningen/kejsersnittet som noget på én gang normalt og nødvendigt og en psykisk og fysisk undtagelsestilstand.

Det er elegien og klagemålet, der planter sig i hukommelsen. Men fra krisen går en vej ind i hverdagen. Og en vej går ind i himlen. Sådan lyder det i Halfdan Rasmussens inderligt skønne børnevise, som jeget synger for Løven (ligesom min svigerdatter har sunget den for mit barnebarn, så jeg er helt forsvarsløs).

Sangen handler om en lille hest, der spiser græs og vokser og bliver stor. Én strofe handler om dagen, der gryr, én om middagsstunden, én om aftenen og én om natten. Og så spørger digteren: »Men hvad laver hesten egentlig om eftermiddagen?«

Det lyder måske som et fjollet spørgsmål, men det bunder i Lea Marie Løppenthins ferme iagttagelse af et tomrum i den ellers så velbeskrevne hverdag. Hendes mand (Løvens far, der går under navnet Krebsen) siger, at det jo er en sang om en hest, ikke om et barn. »Det ved jeg nu ikke, om det er,« noterer jeget.

Åh, hvor er det godt. Hvis den lille hest repræsenterer barnet, hvad er den fraværende eftermiddag så? En livsbrik, der ikke er lagt.

Gustav Valdemar Strange og Lea Marie Løppenthin afbanaliserer det banale og skriver klogt og godt i et ligefremt lyriksprog, som er renset for det prestigiøse, men mættet med virkelighed.

 

Weekendavisen den 6. september 2024

Arvestrid. Jonas Eriksson har skrevet en arvestridsroman, der er let at læse, tung at bære og svær at glemme.

Jonas Eriksson: Af stumper og skår. 250 sider. 299,95 kr. People’s.

Ved første øjekast er Ida Balslev-Olesens omslag til Jonas Erikssons roman Af stumper og skår en nonfigurativ blodig plamage. Men så træder et hundehoved frem, et par sørgmodige øjne og en blød snude.

Husk hunden. Cockerspanielen Mickey dukker sporadisk op undervejs i romanen, nærmest i symbiose med fortælleren, men først på sidste side forstår jeg, hvorfor den ser så porøs ud på omslaget. Det er ikke en rar historie, men den har symbolsk fylde og giver god mening som motiv for denne fortrædshistorie, der er let at læse, tung at bære og svær at glemme.

Jonas Eriksson debuterede i fjor med den historiske 1700-talsroman Vejen hjem om Danmarks skumle fortid som menneskehandlernation, altså samme stof, som Mich Vraa (Haabet, Peters kærlighed, Faith), Sofie Malmborg (Bargums synder) og Jonas Brixvold (I de levendes verden) skrev romaner om i årene 2016-2023.

Vejen hjem var altså et af flere skønlitterære bidrag, der udvidede vores historiske horisont, samtidig med at en ny kritisk bevidsthed om slaveindustriens forkastelighed voksede frem i forskning, kunst med mere. På den måde var Jonas Erikssons debut tidstypisk.

Det samme er hans roman nummer to, blot på en anden måde. Af stumper og skår placerer sig nemlig solidt på samtidslitteraturens sekssporede autofiktive hovedvej. Bogstavelig talt, for romanen begynder i en bil på en motorvej.

Vi er et sted i 2022-23 i tiden op til udgivelsen af Jonas Erikssons romandebut. Det fortællende jeg – der fremstår som forfatterens autentiske jeg og sikkert også er det – er på vej til Stockholm, hvor hans far netop er død. Hjemme venter hans kæreste, Rosita, og deres søn.

JONAS VAR KUN en lille dreng, da hans forældre blev skilt. Da hans mor flyttede hjem til Danmark, blev han selv hos sin far i Stockholm. Først flyttede de til England og senere til USA, hvor Gunnars karriere tog fart. Da han døde, var han en ret velhavende erhvervsmand.

Romanen foregår nu på tre planer, der alle er konfliktfyldte. Der er to sammenflettede nutidsspor og et fyldigt forløb af erindringer om barndom og opvækst.

I nutiden opstår en arvestrid mellem Jonas og hans svenske familie, der forsøger at skubbe ham ud på et sidespor. Denne strid hvirvler erindringer om forholdet til faren op, og mens han kæmper for sin arveret, vælter skygger fra fortiden ind over Jonas.

I romanens fortidsspor tænker forfatteren tilbage på tiden i USA. Da Gunnar fik en ny kone, var Jonas i vejen. Hun beskyldte ham for at stjæle hendes trusser, og han blev sendt på en fængselslignende institution for børn. Senere kom han til Danmark, hvor han i tre år boede på den berygtede institution Godhavn.

Det, der var begyndt som et trygt forhold til faren, udviklede sig til strid, svigt og vold. Jonas lærte, at han ikke kunne stole på andre, men måtte kæmpe for sig selv, og han gik ikke af vejen for en slåskamp.

Som ung blev han professionel MMA-kæmper (en voldsom kampsport med få regler, der foregår i et bur), og han arbejdede som dørmand på diskoteker og værtshuse, hele tiden parat til vold.

Tilbage til nutiden, hvor farens død og arvestriden med stedmoren ripper op i de psykiske sår. Jonas lever et roligt liv med kæreste og barn. Han har taget en akademisk uddannelse, og han er ved at gøre sin debutroman færdig. Men han har aldrig bearbejdet fortidens traumer. Han skriger sin smerte ud i søvne.

En nat ser Rosita ham ligge helt stille i sengen, hun er bange for, at han ikke trækker vejret. Pludselig farer han op. Hun beskriver det for ham:

»Jeg har aldrig set et menneske bevæge sig så hurtigt. Du kravlede ud i køkkenet på alle fire, og dine øjne var helt opspilede, men du var der ikke (…) Den måde du kravlede frem på. Det var som en øgle. Umenneskeligt.«

Penge har Jonas og Rosita ingen af, så en arv fra faren vil kunne vende op og ned på det hele. Men da faren og stedmoren har planlagt det anderledes, går Jonas til modangreb med sin krænkede retfærdighedssans.

SOM BITTER ARVESTRIDSROMAN er Af stumper og skår en dansk pendant til Vigdis Hjorths Arv og miljø. I begge romaner kæmper et marginaliseret medlem af en splittet søskendeflok for sin ret. I Vigdis Hjorths tilfælde blev faren desuden beskyldt for at have forgrebet sig på sin datter. I Jonas Erikssons tilfælde har faren begået vold. I begge romaner er der tale om nødvendige og smertefulde opgør med den afdøde patriark og resten af familien.

Jonas Eriksson har motivisk bevæget sig fra arvesynd til arvestrid. Mens Vejen hjem var en kritisk skildring af vores fortid som slavehandlernation, er Af stumper og skår en holmgang med familiens fortræd. Det er vidt forskellige verdener, men hvis de to romaner byttede titler, ville de stadig være dækkende.

Som prosaist har Jonas Eriksson en sikker hånd på rattet. Strukturen sidder lige i skabet med et fint balanceret forhold mellem det fortællende jeg og det fortalte jeg, og sprogbehandlingen er stabil.

Det eneste sted, hvor romanen rent stilistisk og litterært forsøger at gå nye veje, er i replikkerne, som alle er skrevet med lille begyndelsesbogstav. Hvorfor? Måske for at antyde sårbarhed? Jeg ved det ikke, men det fungerer overraskende godt og ukrukket.

Den autofiktive bølge buldrer videre. Hvor lidt eller hvor meget der er tildigtet i romanen om børnehjemsbarnet og burkæmperen, der fik tæv af sin far og lever med traumerne, kan vi ikke vide.

Men vi kan vide, at Jonas Eriksson viser sig som en forfatter, som vi bør have visse forventninger til.

Husk hunden.