Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 6. maj 2022

Sær fortælling. Måske er Anders Søgaards roman mislykket på så højt niveau, at den går hen over hovedet på mig.

Anders Søgaard: Hus uden fundament. 260 sider, 249 kr. Roman. Kronstork.

Gad vide hvad det er, jeg lige har læst? Hvad går Anders Søgaards Hus uden fundament mon ud på? Og er det overhovedet en roman? Ja, det påstår den i hvert fald selv, og det er naturligvis meningsløst at diskutere genrebetegnelse med 260 sider prosa.

Ok, hvis den vil være en roman, så lader vi den være en roman. Men den ligner nu til forveksling en samling noveller, hvor Anders Søgaard med største naturlighed bryder al realisme ned i en sær og stræbsom prosa – dog uden at blive sær på nogen særlig interessant måde. Læs videre “Et luftkastel?”

Atlas, den 29. april 2022

Essay. Det er ikke kun hjælperen, der hjælper den hjælpeløse. Det er også den hjælpeløse, der hjælper hjælperen.

For syv år siden skrev jeg en bog om den humanitære krise i Middelhavet, og som et tankeeksperiment opfandt jeg et nyhedstelegram fra en nær fremtid: ”Siden Ruslands troppeinvasion i Estland, Letland og Litauen er ca. 170.000 bådflygtninge ankommet til Bornholm.”

Balterne var flygtet, skrev jeg mig, ”efter at Vladimir Putins krig i Ukraine havde spredt sig”. Jeg var tydeligvis inspireret af den nye konflikt mellem den ukrainske regering og russiske seperatister i Donbas, og telegrammet fremdaterede jeg til den 1. marts 2020. Datoen er vilkårligt valgt, læg gerne fem år til, skrev jeg.

I det strategiske risikospil om Europas nære fremtid overså jeg imidlertid at der ville være en altafgørende mellemregning inden balternes sad i bådene, nemlig en masseflugt fra Ukraine. Men da jeg skrev nyhedstelegrammet fra fremtiden, kæntrede flygtningebådene i Middelhavet, og Europa vred hænder og hjerner for at skubbe flygtningene væk fra vores ydre grænser, og min pointe var, at vi – altså det danske samfund – ville stå sammen om at løse opgaven, hvis vores baltiske naboer blev drevet på flugt af Rusland. Læs videre “God eller god til at være god”

Weekendavisen den 29. april 2022

Autokonfrontation. Jeg har sjældent, måske aldrig, været udsat for så effektiv en forførelse og så hård en forskrækkelse. Svenske Alex Schulmans romaner om vredens destruktiv drivkraft er fremragende.

Alex Schulman: Brænd alle mine breve. 270 sider, 249,95 kr. / Glem mig. 240 sider, 249.95 kr. / Overleverne. 288 sider, 249,95 kr. På dansk ved Charlotte A.E. Glahn. Lindhardt og Ringhof.

Alex Schulman – kendt svensk mediepersonlighed, journalist, podcaster og forfatter – har med tre autofiktive dokumentarromaner slået benene væk under mig. Sjældent har jeg læst noget i denne genre, som har bundet min opmærksomhed og interesse så intenst.

Det begynder med, at Alex Schulman indser, at hans vrede er blevet et problem for ham selv og hans omgivelser. Han skræmmer sin kæreste, hans børn bliver bange for ham. Men hvorfor er han så vred? Vreden er nedarvet, mener han, men hvor er dens grundfjeld?

Der er rod i kronologien på dansk: Glem mig udkom på svensk i 2016 og på dansk i 2021. Overleverne udkom på svensk i 2020 og på dansk samme år. Den aktuelle udgivelse Brænd alle mine breve er fra 2018.

Det er altså Overleverne, den seneste af de tre bøger, der kom først til danske læsere. Romanerne er vist ikke tænkt som en trilogi, men de fungerer aldeles fremragende som en helhed, ja faktisk er det lidt af en foræring, at vi får Brænd alle mine breve som kulminationen i stedet for begyndelsen. Som en lyskaster, der illuminerer fortiden og forklarer nutiden, er bogen slet og ret genial. Læs videre “Et seksuelt attentat”

Weekendavisen den 22. april 2022

Essay. Der hvor en belejret by ligger, opstår uvægerligt et katastrofelandskab, både et geografisk og et tragisk, og i dette landskabs sortsvedne sprækker vokser poesien frem.

Siden oldtiden har belejringen og den målbevidste udsultning af en bys befolkning spillet en rolle i krigshistorien – og dermed i litteraturhistorien. Den hellenske belejring af Troja kender vi fra Illiaden og Odysseen. Til gengæld er verdenshistoriens længste belejring – da 80.000 tyrkiske soldater i midten af 1600-tallet omringede en veneziansk garnison på Kreta gennem 21 år – aldrig blevet grundfæstet i litteraturen.

Min interesse for belejrede byer stammer fra Balkankrigene i 90’erne. To gange besøgte jeg Sarajevo, hovedstaden i Bosnien, og jeg husker en fornemmelse af stolthed og angst, både byens og min egen. Læs videre “Det værgeløse og det nådesløse”

Weekendavisen den 22. april 2022

Romanværk. Hvis man ikke kan sætte pris på det selvsmagende, kan man ikke sætte pris på Madame Nielsen.

Madame Nielsen: Kendsgerninger. Pentagon smeltet 1. 76 sider, 199,95 kr. Forlaget Grif.

I pandemiens morgengry opholdt jeg mig i Berlin, og en mørk martsaften skulle jeg se Madame Nielsen læse og synge på en intimscene på det legendariske Volksbühne. Madame – der beboede en liebhaverlejlighed som gæst og æreskunstner hos den tyske stat i et helt år – havde skrevet mig i døren, og billettøren spurgte, om jeg ville hilse på kunstneren, der lå og hvilede sig lidt i en sofa ved siden af scenen, inden hun skulle optræde.

Der lå hun så, tynd som en tankestreg, rødlæbet, beleven, interessant og nervespændt, som den verdensdame, hun er. Hun strakte en knoklet arm frem mod mig, ikke for at give hånd, men for at holde mig tre skridt fra livet. Madame Nielsen var angst for den nye smitte, som bredte sig fra Kina. Hun vejede, sagde hun, blot 37 kilo, og enhver sygdom ville tage livet af hende. Læs videre “En uvis kendsgerning”