Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 8. juli 2022

Klassiker. Henrik Pontoppidans første store roman placerer en idealistisk kapelan midt i religiøse intriger og politisk magtkampe. Det stiger ham fatalt til hovedet.

I 1875 bragte Georg Brandes’ tidsskrift Det nittende Aarhundrede Et Rimbrev af Henrik Ibsen. Digteren er tilsyneladende blevet spurgt, hvad der mon er i vejen med den slægt, der hverken fryder sig eller sørger, men synes at ruge på en uklar frygt? Og han skriver:

”Kræv ikke ven, at jeg kan gåden klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.”

Dette citat er et af de talrige aforistiske vingeord, der er fløjet fra Henrik Ibsens pen, ikke mindst fordi det udtrykker et litterært ideal for digteren bag de store problemdramaer med psykologisk indsigt og sans for livets realiteter. Læs videre “Verdensgåden og verdensopgivelsen”

Weekendavisen den 8. juli 2022

Chauvinisme [ɕoviˈnismə] er et smukt substantiv, der kan være nok så meget fælleskøn, men det vil for evigt primært være knyttet til det maskuline. En mandschauvinist ved vi jo alle, hvad er – en kedelig stivstikker af en stodder med betonhovedet fuld af fede fordomme.

En kvindechauvinist, derimod, lyder mere som en fiks variation i sproget, for selvom der naturligvis findes kvinder, der nedvurderer og ringeagter mænd an sich, har begrebet kvindechauvinisme aldrig rigtig bidt sig fast som en gangbar sprogkonstruktion. Læs videre “Chauvinisme”

Weekendavisen den 17. juni 2022

Kommentar. Hvor mange litteraturanmeldere har vi af anden etnisk herkomst? Hvad med LBGTQ+ repræsentationen?

Da nyheden om at bøger af mænd bedømmes mere positivt i litteraturkritikken, end bøger af kvinder, undersøgte jeg straks mit eget anmelderi. Jeg konstaterede at jeg, en hvid midaldrende mand, de seneste 18 måneder har anmeldt flere kvindelige forfattere, end mandlige, og at jeg helt generelt er betydeligt gladere for kvindernes bøger.

Næste dag ringede en researcher fra et tv-program og inviterede mig i debat med en af de 172 underskrivere af opråbet om det, der kaldes ”sexisme” i litteraturkritikken, altså den ulige fordeling af mænd og kvinder. Underskriveren havde, fik jeg at vide, det synespunkt, at mandlige anmeldere burde pensionere sig selv for at vige pladsen for nogle kvinder. Høfligt sagde jeg nej tak til at medvirke. Jeg havde ikke meget lyst til at forsvare min egen ret til at passe mit arbejde. Læs videre “Kritisk ubalance”

Weekendavisen den 17. juni 2022

Ståsteder. Geeti Amiri har skrevet en ægte emancipationsroman, men selv et stærkt sjælsdrama er ikke ubeskyttet mod en banaliserende skriveteknik.

Geeti Amiri: Mosaik. 432 sider, 249.95 kr. Gyldendal.

Gyldendal har et erklæret mål om at udgive flere forfatterstemmer med etnisk minoritetsbaggrund, og det er absolut honnet ambition, for naturligvis bør litteraturen afspejle den flerkulturelle samfundsvirkelighed (og jeg vil for eksempel gerne læse en roman af en forfatter med kinesisk baggrund, der kan skildre det notoriske parallelsamfund, som forsyner os med forårsruller, men hvor bliver den kinesisk-danske forfatter af?)

Geeti Amiri er en af de nye stemmer med blandingsbaggrund. Ganske vist har den etablerede samfundsdebattør tidligere skrevet om sit eget liv i en biografi, Glansbilleder (2016), men Mosaik er en roman, som utvivlsomt har bærende træk af det selvbiografiske, og den slags litteratur indbyder til at man læser bøgerne ”journalistisk” i stedet for ”æstetisk”. Læs videre “Skæbnefortælling uden skrivekunst”

Weekendavisen den 10. juni 2022

Brevcensur. Genudgivelse af Tove Ditlevsens og Ester Nagels korrespondance er dybt problematisk.

Tove Ditlevsen og Ester Nagel: Tove og Ester – en brevveksling. 288 sider, 250 kr. Mikrobe.

Tove Ditlevsen-bølgen har bruset og beruset i mange år, og nu kommer endnu et nummer: en brevveksling mellem Tove og hjerteveninden og kollegaen Ester Nagel. Ved første øjekast ser det nyt og interessant ud. Tove og Ester – en brevveksling, hedder bogen. Det må vel være en slags fortsættelse af den berømte korrespondancebog mellem de to, Husmor og skribøse, som udkom i 1986. Men ak. Ved andet øjekast ser jeg, at der er tale om et genoptryk af selvsamme bog under ny titel, men det fremgår hverken af pressemeddelelse, bagsidetekst eller kolofon. Kun i bogens forord findes en diskret indrømmelse. Læs videre “En skummel mistanke”