Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 20 maj 2022.

Debutroman. Zakiya Ajmi har skrevet en delvist vellykket problemroman om privilegieløse mennesker.

Zakiya Ajmi: Delvist møbleret. 268 sider, 249,95 kr. Roman. Gyldendal.

Nadjas tilværelse er ét stort kaos af brudte relationer til mænd. Den første (som vi aldrig hører nærmere om) er far til hendes datter, Lea, som Nadja fik som bare 16-årig. Den anden, Yousuf, er far til lillesøsteren Amina, der går i børnehave. Og den tredje, Jakob, er et svin, der er både velhavende og voldelig.

Vi begynder in medias res. Nadja er på flugt fra Jakob, hun skal i familieretshuset med Yousuf for at aftale hans samvær med Amina, og endelig, og ikke mindst, skal hun forsøge at begå sig i rollen som enlig mor. Lea er 16, og Nadja selv er kun dobbelt så gammel.

Efter skilsmissen fra Yousuf, gav Nadja slip på alt, og har siden været i frit fald. I et forsøg på at stabilisere hverdagen med døtrene, lejer hun en bolig på en forsømt gård udenfor stationsbyen Hvalsø midt på Sjælland. Her bor mælkebonden Jørgen, en ensom enkemand. Læs videre “Et barn med et barn”

Weekendavisen den 20. maj 2022

En ytring [ˈydʁεŋ] kan være hvad som helst, og intet er ikke en ytring. En ytring kan være en skriftlig eller mundtlig tilkendegivelse, hvor der gives udtryk for en mening, en opfattelse el.lign. for nu at citere Den Danske Ordbogs solide definition, men en ytring bliver ikke mindre ytringsagtig af at være være ikke-skriftlig og ikke-mundtlig.

Når alt er en ytring, er det umuligt at uytre, hvilket der selvfølgelig ikke er noget, der hedder, men De forstår hvad jeg mener, idet selv en uytring er en form for ytring, og derfor kan man ikke adskille det at være menneske fra det at ytre. Vi er en ytrende art, dog hersker her hverken ytringspligt eller ytringstvang, for som et af vores klassiske proverber siger, er tale sølv, men tavshed er guld. Ytringstilbageholdenhed har altså en egenværdi. Læs videre “Ytring”

Weekendavisen den 12. maj 2022

Skrap kost. Undertrykkelse, krænkelse, ydmygelse, terror. Forfattere, der har gået på kostskole, afgiver frygtelige vidnesbyrd.

Engang i 70’erne, hvor jeg havde opført mig ”uartigt”, truede min mor mig med at sende mig på kostskole. Det grinede jeg bare af, og så grinede hun også, for dybest set foretrak hun det uartige frem for det velopdragne.

Men den tomme trussel rungede i mit baghoved. Min far havde nok læst Flemming på kostskole højt for mig, hvor den gæve dreng kommer på kostskole, fordi han skændtes med sine forældre, og jeg skulle ikke nyde noget.

Kostskoleromanen om Flemming udkom i år for præcis 100 år siden. Forfatteren, Gunnar Jørgensen, arbejdede – både med sine romaner og sin privatskole – under mottoet ”Prøv! Med kærlighedens stærke arm!”, og pointen er netop, at både Flemming og hans forældre indser, at kostskolen ikke fungerer. Familien er løsningen. Læs videre “”Vi er den totale magt, pøblen er os underlagt!””

Weekendavisen den 6. maj 2022

Sær fortælling. Måske er Anders Søgaards roman mislykket på så højt niveau, at den går hen over hovedet på mig.

Anders Søgaard: Hus uden fundament. 260 sider, 249 kr. Roman. Kronstork.

Gad vide hvad det er, jeg lige har læst? Hvad går Anders Søgaards Hus uden fundament mon ud på? Og er det overhovedet en roman? Ja, det påstår den i hvert fald selv, og det er naturligvis meningsløst at diskutere genrebetegnelse med 260 sider prosa.

Ok, hvis den vil være en roman, så lader vi den være en roman. Men den ligner nu til forveksling en samling noveller, hvor Anders Søgaard med største naturlighed bryder al realisme ned i en sær og stræbsom prosa – dog uden at blive sær på nogen særlig interessant måde. Læs videre “Et luftkastel?”

Atlas, den 29. april 2022

Essay. Det er ikke kun hjælperen, der hjælper den hjælpeløse. Det er også den hjælpeløse, der hjælper hjælperen.

For syv år siden skrev jeg en bog om den humanitære krise i Middelhavet, og som et tankeeksperiment opfandt jeg et nyhedstelegram fra en nær fremtid: ”Siden Ruslands troppeinvasion i Estland, Letland og Litauen er ca. 170.000 bådflygtninge ankommet til Bornholm.”

Balterne var flygtet, skrev jeg mig, ”efter at Vladimir Putins krig i Ukraine havde spredt sig”. Jeg var tydeligvis inspireret af den nye konflikt mellem den ukrainske regering og russiske seperatister i Donbas, og telegrammet fremdaterede jeg til den 1. marts 2020. Datoen er vilkårligt valgt, læg gerne fem år til, skrev jeg.

I det strategiske risikospil om Europas nære fremtid overså jeg imidlertid at der ville være en altafgørende mellemregning inden balternes sad i bådene, nemlig en masseflugt fra Ukraine. Men da jeg skrev nyhedstelegrammet fra fremtiden, kæntrede flygtningebådene i Middelhavet, og Europa vred hænder og hjerner for at skubbe flygtningene væk fra vores ydre grænser, og min pointe var, at vi – altså det danske samfund – ville stå sammen om at løse opgaven, hvis vores baltiske naboer blev drevet på flugt af Rusland. Læs videre “God eller god til at være god”