Et seksuelt attentat

Weekendavisen den 29. april 2022

Autokonfrontation. Jeg har sjældent, måske aldrig, været udsat for så effektiv en forførelse og så hård en forskrækkelse. Svenske Alex Schulmans romaner om vredens destruktiv drivkraft er fremragende.

Alex Schulman: Brænd alle mine breve. 270 sider, 249,95 kr. / Glem mig. 240 sider, 249.95 kr. / Overleverne. 288 sider, 249,95 kr. På dansk ved Charlotte A.E. Glahn. Lindhardt og Ringhof.

Alex Schulman – kendt svensk mediepersonlighed, journalist, podcaster og forfatter – har med tre autofiktive dokumentarromaner slået benene væk under mig. Sjældent har jeg læst noget i denne genre, som har bundet min opmærksomhed og interesse så intenst.

Det begynder med, at Alex Schulman indser, at hans vrede er blevet et problem for ham selv og hans omgivelser. Han skræmmer sin kæreste, hans børn bliver bange for ham. Men hvorfor er han så vred? Vreden er nedarvet, mener han, men hvor er dens grundfjeld?

Der er rod i kronologien på dansk: Glem mig udkom på svensk i 2016 og på dansk i 2021. Overleverne udkom på svensk i 2020 og på dansk samme år. Den aktuelle udgivelse Brænd alle mine breve er fra 2018.

Det er altså Overleverne, den seneste af de tre bøger, der kom først til danske læsere. Romanerne er vist ikke tænkt som en trilogi, men de fungerer aldeles fremragende som en helhed, ja faktisk er det lidt af en foræring, at vi får Brænd alle mine breve som kulminationen i stedet for begyndelsen. Som en lyskaster, der illuminerer fortiden og forklarer nutiden, er bogen slet og ret genial. Læs videre “Et seksuelt attentat”

Det værgeløse og det nådesløse

Weekendavisen den 22. april 2022

Essay. Der hvor en belejret by ligger, opstår uvægerligt et katastrofelandskab, både et geografisk og et tragisk, og i dette landskabs sortsvedne sprækker vokser poesien frem.

Siden oldtiden har belejringen og den målbevidste udsultning af en bys befolkning spillet en rolle i krigshistorien – og dermed i litteraturhistorien. Den hellenske belejring af Troja kender vi fra Illiaden og Odysseen. Til gengæld er verdenshistoriens længste belejring – da 80.000 tyrkiske soldater i midten af 1600-tallet omringede en veneziansk garnison på Kreta gennem 21 år – aldrig blevet grundfæstet i litteraturen.

Min interesse for belejrede byer stammer fra Balkankrigene i 90’erne. To gange besøgte jeg Sarajevo, hovedstaden i Bosnien, og jeg husker en fornemmelse af stolthed og angst, både byens og min egen. Læs videre “Det værgeløse og det nådesløse”

En uvis kendsgerning

Weekendavisen den 22. april 2022

Romanværk. Hvis man ikke kan sætte pris på det selvsmagende, kan man ikke sætte pris på Madame Nielsen.

Madame Nielsen: Kendsgerninger. Pentagon smeltet 1. 76 sider, 199,95 kr. Forlaget Grif.

I pandemiens morgengry opholdt jeg mig i Berlin, og en mørk martsaften skulle jeg se Madame Nielsen læse og synge på en intimscene på det legendariske Volksbühne. Madame – der beboede en liebhaverlejlighed som gæst og æreskunstner hos den tyske stat i et helt år – havde skrevet mig i døren, og billettøren spurgte, om jeg ville hilse på kunstneren, der lå og hvilede sig lidt i en sofa ved siden af scenen, inden hun skulle optræde.

Der lå hun så, tynd som en tankestreg, rødlæbet, beleven, interessant og nervespændt, som den verdensdame, hun er. Hun strakte en knoklet arm frem mod mig, ikke for at give hånd, men for at holde mig tre skridt fra livet. Madame Nielsen var angst for den nye smitte, som bredte sig fra Kina. Hun vejede, sagde hun, blot 37 kilo, og enhver sygdom ville tage livet af hende. Læs videre “En uvis kendsgerning”

Er mennesket stort eller lille?

Weekendavisen den 13. april 2022

Krønike. Norske Roy Jacobsens romaner om øen Barrøy udvikler sig til et hovedværk i nordisk samtidslitteratur.

Roy Jacobsen: Bare en mor. Oversat af Camilla Christensen. 252 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Homer viste det med Illiaden og Odysseen. Daniel Defoe viste det med Robinson Crusoe. Og William Golding viste det med Fluernes herre: Øer egner sig pokkers godt til dramaer, hvor eksistensen – individets eller kollektivets – bliver sat på ultimative overlevelsesprøver.

At intet menneske er en ø, en verden for sig, beviser også den mesterlige norske forfatter Roy Jacobsen med den formfuldendte romanserie om småkårsfolkene på (fiktive) Barrøy ved den norske Helgelandskyst. De tre første romaner – De usynlige (2013), Hvidt hav (2015) og Rigels øjne (2017) – var alle fremragende menneske- og epokeportrætter, og Bare en mor holder fanen højt. Læs videre “Er mennesket stort eller lille?”

En intellektuel verdensmester

Weekendavisen den 13. april 2022

Kontroversen. To svenske digtere har fundet og udgivet et mystisk manuskript af en megaloman excentriker fra 1930’erne. Men måske er deres opdagelse ikke så ny at det gør noget?

Jessika Gedin, programværten på det svenske litteraturprogram Babel, brugte store ord, da hun i marts lagde op til et indslag: ”Det her er forårets mest mystiske bog og store litterære gåde”, sagde hun.

Derefter blev seerne præsenteret for et lille stykke detektivjournalistik om bogen Liv och idéer, som det fine forlag Norstedts netop havde udgivet med et besynderligt pseudonym som forfatter: The Man of Street.

Journalisten var rundt på gulvet. Hvem stod bag det mystiske forfatternavn? Og hvad var op og ned i historien om denne bog, der angiveligt var en genudgivelse af en bog, som blev trykt første gang i 1930’erne af en psykisk syg og megaloman excentrisk trykkeriejer fra mellemkrigstidens Göteborg. Hans navn var Jonatan Jonsson, og efter eget udsagn var han både The Man of Street og en intellektuel verdensmester. Læs videre “En intellektuel verdensmester”