En menneskelig plet

Weekendavisen den 7. april 2022

Kommentar. Selv i et åbent samfund med fri ret til at skrive og tale, kan der herske social kontrol og selvbegrænsning.

I sidste uge bragte Politiken et fødselsdagsportræt af forfatteren Line-Maria Lång, der fyldte 40 år. Jeg læste det, fordi den småpinlige overskrift fangede mit øje: ”Hun lykkedes med at gøre Jan Sonnergaard nuttet”.

Ugen inden var Politikens skribent Erik Jensen gerådet i gevaldig shitstorm, fordi Twitter og omegn mente at hans portræt af en kvindelig sanger var sexistisk. Som jeg forstod det havde artiklen haft en lidt hoven tone og belyst kvindens karriere via samarbejder med diverse mandlige kærester. Jeg skal ikke gøre mig klog på det, jeg følger ikke med i den slags musik og ved intet om fødselaren. Men irettesættelsen var voldsom og Politikens chefredaktør var på strategisk tilbagetog. Men tilsyneladende havde navneredaktionen intet lært. Læs videre “En menneskelig plet”

Alt er kun en overgang

Weekendavisen den 7. april 2022

Satire. Anna Juuls debutroman lærer os, at kedsomhed er et grundvilkår på linje med ensomhed og sorg.

Anna Juul: Penge & Bacon. 270 sider, 199,95 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.

Jeg har en indre holmgang med mig selv om Anna Juuls debutroman, Penge & Bacon. På den ene side har jeg lyst til at stryge romanen med hårene, fordi den rummer så mange fine ideer og er kvalitetsmærkelig. På den anden side må jeg konstatere, at det, jeg håbede ville flamme vildt og voldsomt, desværre bare viser sig at gløde lidt.

Vi er i København netop nu. Regeringen har gjort det forbudt at tale om vejret, og pludselig dekreterer statsministeren, der bare hedder Lillian, en to måneder lang klimalockdown. Alt lukkes ned. Inklusive offentlig transport, sundhedsvæsen og det Co2-storforbrugende internet. Alle mennesker skal blive hjemme. Samtlige husstande får leveret et gasblus og grøntsager fra Aarstiderne, noget hørtøj (man forventes at tabe sig, når man kun spiser grønt) og en solgenopladelig lampe, designet af Bjarke Ingels. I krisesituationer kan man morse til Beredskabsstyrelsen. Skulle nogen dø, kan deres pårørende sætte et klistermærke på døren, der hentes lig tirsdage og torsdage. Statsministerens forbillede er stenalderen, hvor forbruget var meget lavt. Læs videre “Alt er kun en overgang”

Hvad gylletanken gemte

Weekendavisen den 1. april 2022

Debutant. Hvis ambitionen er at sige noget begavet om økokrisen og naturens genmæle, mangler Pelle Møllers roman originalitet og pointe.

Pelle Møller: Tilflytterne. 320 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Som idé fungerer Pelle Møllers debutroman Tilflytterne ganske glimrende. Men som roman falder den til jorden. Ikke med et brag, men med et klask. Vi er på Arø (fiktiv, men typisk), som en masse øko-bevidste københavnere er flyttet til, fordi de vil leve i nære fællesskaber tæt på naturen. Blandt tilflytterne er Sarah, der drømmer om at leve bæredygtigt, drive gårdbutik og anlægge en selvforsynende økolandsby. Læs videre “Hvad gylletanken gemte”

I morgen kommer aldrig

Weekendavisen den 1. april 2022

Vold. Anne Swärds roman om partnervold er sorgfuld og tragisk i sin afdækning af skredet fra forelskelse til fornedrelse.

Anne Swärd: Jackie. På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild. 33 sider, 249,95 kr. Gyldendal.

Hun hedder noget andet, men hun kalder sig Jackie, fordi hun er fascineret af John F. Kennedys enke, så ingen ved hvem hun er, og ingen ved hvor hun er, da hun som 19-årig forlader hjemmet i det sydlige Sverige. Hun har en diffus drøm om at blive forfatter, og nu sidder hun som et ubeskrevet blad i en togkupé på vej mod Stockholm.

Pludselig mister toget al kørestrøm og må holde stille ude i ingenting. Jackie er en fremmed blandt fremmede, da en flot mand gør hende sin opvartning. Da de endelig når frem til Stockholm, har han overbevist hende om, at hun skal følges med ham. Der er noget uudgrundeligt og uigennemskueligt ved ham, men ikke noget ildevarslende. Tværtimod virker det både trygt og tiltrækkende, og før Jackie har fået tænkt sig om, bliver de et par. Læs videre “I morgen kommer aldrig”

Kvinden i skiliften

Weekendavisen den 25. marts 2022

Fertilitet. Marie Hougaards vellykkede debutroman om ufrivillig barnløshed handler mest om ensomhed og at sætte sig spor i verden.

Marie Hougaard: Vi troede vi skulle. Roman. 288 sider, 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof.

Der sidder seks kvinder i en skilift. Højt over en dal går liften i stå, og der er fare for nedstyrtning. Passagererne vejer for meget, og en af kvinderne foreslår at de skal stemme om, hvem der skal ofre sig for fællesskabet og springe ud. Hannah ved, at de andre vil stemme på hende. Hun er nemlig den eneste, der ikke har et barn.

Hvordan kvinderne kom ned i samlet flok, får vi aldrig at vide, men tanken om at være den overflødige i selskabet, sidder dybt i Hannah. Hun fortæller om episoden til sin søster, der er nybagt mor. ”Ej, men det er jo absurd,” siger søsteren. ”Er det?” svarer Hannah. Og så: ”Nogle gange er jeg ikke sikker på hvorfor jeg vil have børn. Om det er fordi jeg ikke ved hvordan jeg kan have værdi uden, eller om det er fordi jeg virkelig gerne vil have dem.” Læs videre “Kvinden i skiliften”