Weekendavisen den 29. oktober 2021
Mission fuldført. Kim Leine afslutter sit storværk om Grønland og Danmark.
Kim Leine: Efter åndemaneren. 736 sider. 299,95 kr. Roman. Gyldendal.
En forårsdag i 1882 plyndrer to brødre i nattens mørke en grav på kirkegården ved den lille bygd Alluitsup Paa, Sydprøven. I kisten ligger det nærmest mumificerede lig af den ene mands kone – og en bunke guldmalm: ”Idet de løfter bylten op, revner ligklædet, liget går over på midten, og knogler og ubestemmelige klumper vælter ud på jorden.”
Så er vi i gang. Med Efter åndemaneren fuldbringer Kim Leine det, han selv kalder sin ”missionstrilogi”, de store historiske Grønlandsromaner, der begyndte med Profeterne i Evighedsfjorden (2012), som foregik i 1790’erne og fortsatte med Rød mand/Sort mand (2018), der sprang tilbage til 1720’erne, inden vi med dagens bog er fremme i 1880’erne med udstråling til 1953. Læs videre “Civilisationen vil frem”