Afghanistans sønner

Weekendavisen den 8. oktober 2021

Ungdomsroman. Svensk humanitært-psykologisk romanportræt af suicidale flygtningebørn mister pointe i dansk oversættelse.

Elin Persson: De afghanske sønner. På dansk ved Martha Flyvholm Thode. 188 sider, 199,95 kr. Gutkind.

Nogen bør lave en bogudstilling, der viser den nyere indvandrings Danmarkshistorie fortalt gennem litteraturen for børn og unge – fra Leif Esper Andersens Fremmed (1975) til Sarah Engells Valget (2017) – for b&u-forfatterne har altid haft et godt øje til disse emners fortættede fletværk af dilemmaer om mennesker, magt og moral.

Mit kvalificerede gæt er, at sådan en udstilling vil vise en entydigt humanistisk og empatisk litteratur, og så kan man jo spørge sig selv, hvad det alt sammen har nyttet – men heldigvis skal man ikke vurdere litteraturen ud fra nogen nyttelogik – når nu pushbacks er dagens ret i Europa, og højteknologiske grænsehegn vinder nye tilhængere blandt forhenværende modstandere. Læs videre “Afghanistans sønner”

Outsideren

Weekendavisen den 8. oktober 2021.

Nobelprisen 2021. Ikke helt uventet gik årets pris til en forfatter fra det globale syd. Men at det blev Abdulrazak Gurnah kom bag på alle og enhver.

Artiklen er ikke identisk med den endelige udgave i avisen, hvor flere kollegers bidrag er redigeret sammen til én tekst.

Det Svenske Akademi tildelte i går Nobelprisen i litteratur 2021 til den britisk-tanzaniske forfatter Abdulrazak Gurnah (f. 1948) for hans ”kompromisløst og med stor medfølelse at have gennemlyst kolonialismens virkninger og flygtningenes skæbner i kløften mellem kulturer og kontinenter.”

Dermed levede Det Svenske Akademi op til stærke forventninger om, at prisen i år ville fjerne sig fra Nobelprisens eurocentriske verdensbillede, som har domineret den – af de 117 forfattere, der har modtaget Nobelprisen i litteratur siden begyndelsen i 1901 har 81% af modtagerne været fra Europa eller USA – og rette sig mod et forfatterskab fra det globale syd. Læs videre “Outsideren”

Sort samvittighed

Weekendavisen den 1. oktober 2021

N. Groft sprog, der ikke er inkluderende, bremser genudgivelsen af af historisk svensk roman.

Der knytter sig et par interessante litterære kontroverser til den svenske forfatter Bengt Anderbergs romaner; kontroverser, der siger ganske meget om, hvordan det ømtålelige og moralsk delikate skifter med tiden. I 1948 vakte forfatteren skandale med romanen Kain, der hånede militæret og den forstokkede kirke, og slog til lyd for pacifisme og et erotisk frisprog. Det afstedkom en voldsom fejde, hvor Bengt Anderbergs fjender truede med at lægge sag an for litterær blufærdighedskrænkelse.

Stormen lagde sig, og forfatteren slog sig ned på Bornholm sammen med sin hustru, keramikeren Astrid Anderberg, og frem til sin død i Rønne i 2008 passede han sit forfatterskab, sine oversættelser – fra Shakespeare til Schade – og sit arbejde som kulturkritiker på Expressen gennem næsten et halvt århundrede. Ja, i 1973 blev han sågar medlem af Bibelkommissionen, der skulle stå for nyoversættelsen af Bibelen, så hans ungdoms ugudelighed må være blevet ham tilgivet undervejs. Læs videre “Sort samvittighed”

Drengen i vindueskarmen

Weekendavisen den 31. september 2021.

Morten II. I 1968 oplevede Morten Sabroe, at livet er dybt meningsfyldt. Den erindring gør, at hans nye roman trods alt er værd at læse.

Morten Sabroe: Der var engang en familie. 240 sider, 250 kr. Politikens Forlag.

Morten Sabroes sene forfatterskab tager tit udgangspunkt i noget, der præger den store samfundsdebat, for eksempel hjemvendte soldaters krigstraumer, den humanitære krises etiske implikationer eller magtfulde mediemænd, der manøvrerer med pikken. Emnerne er ofte moralske, men forfatteren er ikke moraliserende, tværtimod er han både satirisk, sarkastisk, ironisk og distanceret.

Men lad nu bare De Store Emner hvile, for uanset deres vigtighed, bliver de trumfet af to endnu større – og meget mere konfliktfyldte – temaer i Morten Sabroes liv, nemlig Familien og Døden. I de to særdeles fine selvbiografiske romaner Du som er i himlen (2007) og Fader vor (2011) skrev forfatteren nådesløst om sine forældre og sig selv, og mellem de to udgivelser lavede han den journalistiske tv-serie På udflugt mod døden, hvor han – efter at have overlevet en blodprop i hjernen – satte sig for at undersøge, hvad der sker med os, når vi dør. Læs videre “Drengen i vindueskarmen”

Det himmelske mandat

Weekendavisen den 24. september 2021.

Gudernes gunst. Holger Dahl er ikke kynisk og spekulativ nok til at skrive en effektiv pageturner.

Holger Dahl: Ming-selskabet. Roman 368 sider, 249,95 kr. Grønningen 1.

Tintin møder Murakami. Sådan står der i forlagets pressemeddelelse om Holger Dahls underholdningsroman Ming-selskabet, og det må være årets tilsnigelse. Snarere er der tale om, at Da Vinci Mysteriet møder Batman Begins, der møder Indiana Jones, der møder en lille smule Mulan.

Holger Dahl, Berlingskes fortræffelige arkitekturskribent, er også en anerkendt amatørsinolog og rejsebogsforfatter, og her i sin skønlitterære debut placerer han sin hovedperson i Beijing i 1982 – dengang, har jeg læst, boede han rent faktisk selv i byen, hvor han studerede kinesisk sprog og kunsthistorie. Læs videre “Det himmelske mandat”