Af Klaus Rothstein

Pia Juul døde den 30. september 2020, 58 år gammel, det er uendelig trist.

Weekendavisen den 1. juni 2012.

Samlede digte. Pia Juuls lyrik er eksperimenterende og enigmatisk.

Digteren Pia Juul fyldte 50 år i onsdags, og i den anledning udkom en kompilation af alle digtesamlinger i forfatterskabet, fra levende og lukket (1985) til Radioteatret (2010). Titlen lyder lovende Indtil videre. Underforstået: der er mere på vej.

Det begyndte i de første samlinger med indadvendte og dunkle stemninger i et drømmeagtigt landskab befolket af trolde og elverpiger, døde børn, tribader, sød frygt og skarntyde, skrevet frem med lutter små bogstaver og drypvise, stejle punktummer. Det handlede om erindring, pigeliv, modning og erotik, ofte med en karakterfuld kontrast, på én gang oprigtigt rå og fiktivt romantisk. Læs videre “Søndag? Dommedag?”

Pia Juul døde den 30. september 2020, 58 år gammel, det er uendelig trist.

Anmeldelse i Weekendavisen den 31. august 2012.

Vild med mord. Pia Juul rammer dybt og smertefuldt med sine episoder og sit sprog.

Det er naturligvis altid en litterær bogs tekst, der skal læses og vurderes, bære eller briste. Men også bogens såkaldte paratekst – for eksempel omslag, genrebetegnelse, bagsidetekst, forfatterportræt og indholdsfortegnelse – er interessant, fordi det kan rumme en nøgle eller røbe en hensigt. Så lad os lige se lidt på den paratekst, der omgiver Af sted, til stede, Pia Juuls nye bog.

Forsidesillustrationen, der spejlvendes på den tekstløse bagside, viser et togspor i nattemørke, vistnok i Københavns nordhavn. Bogen har genrebetegnelsen ‘noveller, episoder’ (i hvert fald på titelbladet, men ikke på omslaget, det må vist være en fejl?). Bagklappen fortæller næsten intet om forfatteren, der er intet foto, men citater fra anmeldelser. På den forreste klap står et citat fra bogen. Eller gør der? Nej, ved nærmere øjesyn er det ikke et citat, det er en selvstændig tekst, som ikke står inde i selve samlingen samtidig. Man kan nemt overse det, men bogen begynder altså på klappen, ja der er faktisk tale om selve titelteksten, Af sted, til stede. Læs videre “Hvad er det, hun ikke kan?”

ATLAS d. 27. september 2020

Anmeldelse. Ingen skriver mere smertefuldt og smertesmukt end Madame Nielsen.

Madame Nielsen, dette sære og sfæriske, helt usandsynlige (men dog så selvfølgelige) og evigt bevægelige væsen, er måske nok en kvinde i sin bedste alder, men indlejret i hende findes både det forgangne og det fremtidige. Hun er på én gang et uddødt og uopdaget dyr i skoven.

Nu har Madame Nielsen atter skrevet mere smertefuldt og smertesmukt, end nogen anden. Lamento, en klagesang, en sørgesang, en romanelegi om et ung kunstnerpar, der forelsker sig, hun skriver romaner, han skriver dramatik. Læs videre “Den store brand”

Weekendavisen den 25. september 2020

Propaganda. Kina har købt sig plads til at sælge præsident Xi Jinpings taler i en tysk boghandlerkæde.

En samling af præsident Xi Jinpings taler i tysk oversættelse har antændt en debat om kinesisk statspropaganda i boghandlere i Tyskland.

China Regieren, som bogen hedder (At regere Kina), bliver netop nu markedsført på særlige stande i boghandlerkæden Thalias butikker i Berlin og Hamborg (samt i Wien i Østrig).

Ifølge Der Spiegel er det ikke ualmindeligt, at bogforlag lejer plads til markedsføring af udvalgte titler i butikkerne (rack jobbing hedder den slags i detailhandelen), men det er til gengæld ikke set før, at en stat lejer et salgsområde for at promovere præsidentens taler. Læs videre “Kunden frem for alt”

Weekendavisen den 25. september 2020

I Paris fejrer man her i 2020 100-året for forfatteren, digteren, jazzmusikeren og sangskriveren Boris Vians fødsel, og i den anledning er hans diminutive dukkehushjem, der står, som det stod, da han døde i 1959, netop blevet gennemfotograferet. Den bittelille lejlighed, der ligger ned ad en smøge bag cancanteatret Moulin Rouge på 6bis, Cité Véron i det 18. arrondissement i Paris, er en litterær museumsgenstand, et raritetskabinet og et monument over sin berømte beboer, fyldt med bøger, plader, instrumenter og samlinger af dimser og mekanik. Lige så lille boligen er, lige så enorm er den tagterrasse, som Boris Vian delte med naboen og kollegaen Jacques Prévert. Herfra kunne de se til den ikoniske røde mølle, der pryder taget på kvarterets verdensberømte cabaret. Boris Vians stærkt sprog- og formeksperimenterende forfatterskab havde svært ved at slå igennem til et større publikum, og i 1940’erne begyndte han under pseudonym at skrive hårdkogte romaner efter amerikansk forbillede. Vernon Sullivan, kaldte han sig, og straks fik piben en anden lyd, for vold og sex svigter aldrig. I 1946 skabte romanen J’irai cracher sur vos tombes (Jeg vil spytte på jeres grave) skandale, og i en periode var den forbudt. Senere blev Boris Vian indlemmet i kredsen omkring Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Albert Camus. Hans måske mest populære værk er dog den pacifistiske protestsang Le Déserteur (1954) om den franske krig i Indokina 1946-54, her er sidste vers i Per Dichs oversættelse: ”Hr. præsident, farvel,/ hvis De vil kræve heltemod/ hvis der skal ofres helteblod,/ så må De gøre det selv./ En desertør, javel,/ men jeg er ikke bange/ og før jeg la’r mig fange/, må De slå mig ihjel.” Boris Vian døde kun 39 år gammel. Han fik et hjerteanfald i biografen, hvor han stærkt utilfreds så filmatiseringen af Jeg vil spytte på jeres grave.

NB: På klaveret står et gipshovede af Boris Vians anden kone, Ursula, og på væggen er han selv portrætteret af Betty Bouthoul.