Den sorte hund

Weekendavisen den 12. februar 2021.

Veteran. Lars Kjædegaard har skrevet erindringer om liv og retfærdighed, musik og arbejde. Og om sin far og depressioner i arv. Det er hjertevarmt og rørende.

Lars Kjædegaard: Lang dag mand. Autoroman. 130 sider, 0 kr. Gyldendal.

Lars Kjædegaard er en myreflittig forfatter, der primært skriver krimier, og nu markerer han sit 40-års forfatterjubilæum ved både at udgive en ny roman, Løgn i din hals, og en lille causerende erindringsbog, Lang dag mand, der følger med som bonus, når man køber krimien. Pris: nul kroner (så længe lager haves).

Kun en gang tidligere har jeg anmeldt Lars Kjædegaard, og det var sandt for dyden ingen fornøjelse, hverken for mig eller for ham. Men alle forfattere fortjener jo, at deres domsmand går til opgaven med uhildet sind, og derfor er jeg glad for at kunne konstatere, at Lang dag mand er en varm og rørende bog, til tider en ægte perle. Læs videre “Den sorte hund”

”Synes du, at du er blevet ydmyget?”

Weekendavisen den 5. februar 2021

Magtesløshed. ”I et samfund, hvor det kun er mænd, der bestemmer, er levevilkårene elendige. Både for mænd og for kvinder.” Tre nye romaner supplerer hinanden som én lang fortælling om islandsk kvindeliv.

Jakobína Sigurðardóttir: Med samme båd. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. 144 sider, 149,95 kr. Multivers // Kristín Marja Baldursdóttir: Mødrenes gade. Oversat af Rolf Stavnem. 254 sider, 249,95 kr. Gyldendal // Thóra Hjörleifsdóttir: Magma. Oversat af Nanna Kalkar. 130 sider, 200 kr. Forlaget Silkefyret.

Halvdelen af Islands befolkning er forfattere, siger man i forlagskredse. Og den anden halvdel er forlæggere.

I forordet til sin oplysende bog om Islands litterære mirakel (2019) minder lektor, kritiker og oversætter Erik Skyum-Nielsen om denne anerkendende morsomhed, og han ved, hvad han taler om, for han har fortjenstfuldt omsat omkring 100 islandske bøger til dansk, og i det hele taget været en flittig og fremragende formidler af – og ambassadør for – den islandske litteratur.

At islandsk litteratur står stærkt i Danmark, vidner denne uges tre udgivelser om, den ene oversat af netop Erik Skyum-Nielsen, de to andre af henholdsvis Rolf Stavnem og Nanna Kalkar. I alle tre tilfælde er der tale om lydefrit sprog, der forekommer at ligge originalernes sindelag, stil, stemning, tone og tænkemåde ganske nær. Tak til jer sprogkyndige, der åbner vores verden. Læs videre “”Synes du, at du er blevet ydmyget?””

Det bliver godt igen

Weekendavisen den 29. januar 2021.

Essay. Den 1. februar er etårsdagen for coronas ankomst i dansk litteratur.

Bedst som Kjell Westö lagde sidste hånd på samtidsromanen Tritonus, brød coronakrisen løs, og den finske forfatter indså, at han var nødt til at foretage visse justeringer. En romanhandling kan ikke udspille i 2020 uden at tage højde for den verdensforandrende syge.

Uden at ændre i romanens plot flyttede Kjell Westö sin historie til en nutidsnær fremtid, måske om et år eller to. Han tilføjede en række subtile og diskrete henvisninger til corona, første gang i en passage, hvor Thomas Brander – en berømt dirigent i både kunstnerisk og privat midtlivskrise – tænker tilbage på et terrorangreb, han overlevede i lufthavnen i Bruxelles nogle år tidligere:

”Og det var der, i det grå øjeblik hvor han var løbet tilstrækkelig langt væk fra lufthavnsområdet og den ødelagte afgangshal, tilstrækkelig langt til at føle sig sikker på at de ikke ville nå ham, og på at han ikke skulle dø, i hvert fald ikke den her gang, det var allerede på det tidspunkt, længe inden pandemien, at han besluttede at han ville sætte tempoet ned…” Læs videre “Det bliver godt igen”

Liva på gikkengakken

Weekendavisen den 15. januar 2021

Livsrevy. Liva Weels dagbøger er kildemateriale for en ny biografi. Det ville have været et scoop, hvis de havde været mere interessante, end som så.

Janni Andreassen: Liva Weel. Et liv à la carte. 416 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

For en biografiforfatter er gamle notesbøger, der kan kaste lys over den biograferedes liv og tanker, naturligvis gefundenes fressen, og Janni Andreassen må have slikket sig om munden, da hun som den første fik adgang til alle Liva Weels dagbøger 1917-51. Men med Liva Weel. Et liv à la carte får vi ikke for alvor gris på gaflen.

Olivia Marie Olsen blev født nytårsaften 1897 i Mysundegade, Vesterbro, Københavns nye arbejderkvarter. Det nye fornavn fandt søsteren på, efternavnet giftede hun sig til, og under navnet Liva Weel udviklede hun sig til den store revylegende, som vi endnu i dag husker for samarbejdet med den brillante viseforfatter PH. Læs videre “Liva på gikkengakken”

Sindets gift

Weekendavisen den 15. januar 2021

Maskefald. Steffen Jacobsen lader lyset vinde i mørk roman, hvor en irrationel desperado afdækker familiens tabuer.

Steffen Jacobsen: Detox. 232 sider, 199,95 kr. Roman. Lindhardt og Ringhof.

Genreforfatteren Steffen Jacobsen forlader (for en stund) spændingslitteraturen, men med sin nye roman fastholder han underligt nok den hårdtpumpede, amerikaniserede titelstil, som netop signalerer thriller. Hans seneste to romaner hed Ghostwriter og Proxy, og den nye roman hedder Detox. Man skulle jo tro, at de var nærtbeslægtede. Men tingene er jo ikke altid, hvad de giver sig ud for at være. Det gælder både for titler og familier, og dermed er vi dybt nede i romanens materie. Læs videre “Sindets gift”