Nazilægen og schæferhundene

Weekendavisen den 7. august 2020

William Heinesen, den store færøske forfatter og maler, tænder en smøg for den unge tronfølger, prinsesse Margrethe. Desværre er fotografiet ikke dateret, men lad os antage, at det er fra 1959, da vor senere dronning som nittenårig, besøgte Færøerne for første gang. Tórshavns Kvindeforening forærede tronfølgeren en færøsk nationaldragt, som hun har båret ved alle sine senere besøg på øerne. Hvis denne datering passer, er William Heinesen 59 år på billedet, for han blev født i år 1900. Gad vide, hvad de passiarede om, digteren og dronningen in spe? Årene inden havde det gode forhold mellem Danmark og Færøerne været i dyb krise. Lægen Olaf Halvorsen havde været nazist under krigen, var blevet ekskluderet af Lægeforeningen og kunne ikke opnå ansættelse i Danmark. Men på hospitalet i Klaksvík ville man gerne have ham. Det forhindrede de danske-færøske myndigheder dog, hvilken den færøske selvstændighedsbevægelse opfattede som utidig indblanding i lokale forhold. Diplomati kunne ikke løse striden, og Danmark sendte 120 betjente med schæferhunde, to orlogskuttere og en fregat af sted. I Klaksvík holdt bevæbnede mænd vagt på havnen og spærrede indsejlingen med et gammelt skib fyldt med sprængstof. I Land og Folk skrev William Heinesen om politihundene: ”Dette moment ville man rimeligvis i Danmark eller den øvrige verden, hvor brugen af politihunde er almindelig, ikke have hæftet sig så meget ved. På Færøerne, hvor man i øvrigt ikke kender til den måde, hvorpå politi gør brug af afrettede schæferhunde, har det altid været betragtet som en uhørt råhed at anvende hunde som våben mod mennesker – kun en usling, hjemfalden til alles ringeagt, ville på Færøerne pudse sin hund på en modstander”. Gad vide om tronfølgeren og William Heinesen talte om Klaksvíkaffæren?

NB: William Heinesen bærer en orden eller medalje i jakkens revers. Men Holberg Medaljen modtog han først i 1960, så hvis fotoet virkelig er fra 1959, må det være en anden pris, men hvilken vides ikke.

Note tilføjet d. 21. august 2020:

Dronningen og digteren
I sidste uge bragte vi et billede af den færøske forfatter William Heinesen, der gav ild til en cigaret for en kvinde, vi antog var tronfølgeren prinsesse Margrethe. Men nej, det udaterede billede snød, for tronfølgeren var såmænd allerede dronning, da billedet blev taget. Det ved vi nu, takket være vor læser Djóni Dalsgarð, der kan oplyse, at billedet er taget i dansestuen i Norðens Hus, som først stod færdigt i 1983. Ih, du milde, hvor så vores dronning ung ud dengang! At det ikke er helt nemt at gennemskue, medgiver vor læser dog: ”William Heinesen fik Holbergmedaljen i 1960, Emil Aarestrupmedaljen i 1968 og Karen Blixen-medaljen i 1985. Hvorvidt dronningen har været involveret ved jeg ikke, men det hævdes, at William Heinesen var ombord på Dannebrog i Tórshavn for at takke for en medalje og at dronningen på det tidspunkt var 44 år (altså lidt uklare detaljer).” Djóni Dalsgarð bemærker videre: ”Det er tænkeligt, at William Heinesen brugte stok i 1980’erne, men næppe i 1959. I øvrigt tror jeg ikke, at dronningen og Heinesen mødtes særlig ofte. Han blev ikke specielt anerkendt på Færøerne før han var godt oppe i 80’erne. At han skulle have været en del af etablissementet, der mødte dronningen i 1959 er meget tvivlsomt.” Tak for præciseringen. Historien om Klaksvíkaffæren står til troende.

Dette ene underlige øjeblik i historien

Weekendavisen den 31. juli 2020

One World. Ivan Krastev analyserer coronaparadokser og Slavoj Žižek fantaserer om katastrofekommunisme
og barbari med et menneskeligt ansigt i to nye pamfletter
.

Slavoj Žižek: Pandemi! Covid-19 ryster verden. Oversat af Niels Ivar Larsen. 128 sider, 148 kr. Forlaget Politisk Revy.

Ivan Krastev: Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser. 109 sider, 199,95 kr. Oversat af Lotte Follin. Informations Forlag.

I coronapandemiens tidlige fase skrev en dansk journalist til Slavoj Žižek for at bede om et interview om den slovenske filosofs umiddelbare tanker om virusens politiske, økonomiske og sociale konsekvenser. Han svarede: ”Sorry, too depressed to give interview.”

Journalisten (min søn, når sandheden skal frem) måtte nøjes med at citere Slavoj Žižeks svar i et tweet. Men kort efter må tungsindet været lettet hos den slovenske filosof. I hvert fald har han fundet energi til skrive en klassisk pamflet, Pandemi! Covid-19 ryster verden, netop om virusens politiske, økonomiske og sociale konsekvenser. Samtidig udkommer et andet eksempel på intellektuel akutlitteratur, nemlig den bulgarske politolog Ivan Krastevs Hvornår er det i morgen? Pandemiens paradokser. Læs videre “Dette ene underlige øjeblik i historien”

Sort bekymring

Weekendavisen den 31. juli 2020

Racisme. Endnu en hvid chef er blevet presset til at sige op efter beskyldninger om diskrimination. Hele Philadelphias biblioteksvæsen ligger underdrejet.

For en måned siden kunne vi berette om to amerikanske litterære organisationer, The Poetry Foundation og National Book Critics Circle, som kæmper for at finde et ståsted efter at de kom galt af sted, da deres sympatierklæringer til Black Lives Matter blev opfattet som alt for hvide og alt for stedmoderlige (Kontroversen den 26. juni 2020).

Nu har endnu en amerikansk litteraturinstitution fået problemer, og endnu en chef er blevet presset til at stoppe. Den mangeårige direktør for Philadelphias biblioteksvæsen, Siobhan Reardon, har – på direkte opfordringer fra byens borgmester og bibliotekets bestyrelse – valgt at forlade sit job. Bag opsigelsen ligger en protest mod direktøren (som er hvid) fra biblioteksvæsenets sorte medarbejdere, som bliver bakket op af betydelige forfattere, ikke mindst Colson Whitehead, (der sit efternavn til trods er sort). Læs videre “Sort bekymring”

Originalen Otto

Weekendavisen den 31. juli 2020

Hovedstadsfloden mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen har oprindeligt stilfulde navne som Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade, men gadeforløbet kendes som Strøget. Engang et stilfuldt sted, nu noget skrammel. Men her huserede en af byens store originaler i 60’erne og et stykke ind i 70’erne, Otto Sigvaldi (1943-2015), som promenerede barnevogn og promoverede børnedigte, iført hippieuniform med striktrøje og rulamspels eller en farverig papegøjedragt eller græsplænedragt (designet af hans kone, Kirsten Dehlholms senere kendt fra sceneeksperimenterne i Billedstofteatret og Hotel Pro Forma). Måske var Sigvaldi en fantast og en drømmer, som var der og så forsvandt. Men han udgav både Onkel Danny’s dadaistiske disc-jockey djellaba jazzjungle joysticks (1973) og bladet ‘Hindbærbrus og kragetæer’, hvor han såede et frø med betydning for vor tids litteratur. I 1970 debuterede nemlig en 13-årig dreng fra St. Heddinge med både digte og noveller i bladet. Emnet for digtet ‘Kærlighedsleg’ virker lovlig avanceret for en dreng på 13, og læst med nutidens briller, er det faktisk problematisk, sådan som det spekulerer i accept uden samtykke, hør bare: ”Venus har en skøn bag det/ har du også,/ må jeg røre ved den?/ Ja, det må jeg vist godt,/ nu gør jeg det./ Du har nogle brede hofter/ kan man hænge på dem?/ nej, det går nok ikke men/ hvad med skulderen?/ Jeg kan se alle årer i/ din hals/ de er bløde/ er dine bryster også det?/ Nu skal vi to rigtig elske –/ du svarer ikke/ det betyder nok ja/ vil jeg tro.” Den 13-årige forfatters navn? Søren Ulrik Thomsen, såmænd.

NB: På Otto Sigvaldis græsplanedragt hænger et skilt: Sødm. Det var titlen på hans og Anders Wirths ordløse bog med billeder fra Strøget, også kaldet ”det syvende nummer af tidsskriftet Kvidens Tinder”.

Mindesteder

Weekendavisen den 24. juli 2020

Der er to særdeles gode litterære grunde til at lægge en sommertur forbi den smukke park bag Sorgenfri Slot i Lyngby, et hurtigt, nordligt smut fra København. Her kan man se en elegant stensætning med mindebænk for forfatteren Viggo Stuckenberg, der boede i en af parkens boliger sammen med sin Ingeborg, som Sophus Claussen sværmede for. Mindebænken bærer Viggos smukke digt: ”Thi to, som elsker hinanden,/ kan volde hinanden mer’ ondt/ end alle de argeste fjender,/ som hævner sig jorden rundt.” Med til historien hører, at Viggo snød Ingeborg, de havde skrevet en roman sammen, men den udkom kun med hans navn på. Efter en bitter skilsmisse slog Ingeborg sig sammen med slotsgartneren og flygtede til New Zealand, hvor hun skød sig selv efter et inderligt mislykket eventyr som fåreavler, ak ja. Men forfatter var hun også, overset i sin samtid, genopdaget for få år siden. Lidt længere henne ad parkstien står en lille bautasten til ære for kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemche, der er en af de andre glemte kvindelige forfattere, som nok fortjener at blive genopdaget. Hun skrev store slægtskrøniker i romanform, blandt andet det selvbiografiske trebindsværk Tempeltjenere (1926-28), hvor bind to skildrer Stuckenbergernes stormfulde ægteskab. Gyrithe Lemche spillede en afgørende rolle som leder og redaktør i Dansk Kvindesamfund og politisk emancipationsagitator under kampen for kvinders valgret. Stenen i slotsparken bærer inskriptionen: ”GYRITHE LEMCHE/ FORFATTER/ KVINDESAGENS FORKÆMPER 1866-1945/ HELLIG GRAL I KVINDEHÆNDER/ LYS FOR HJERTERNE SOM BRÆNDER/ REJST AF VENNER OG BEUNDRERE.” De to mindesteder kan beses i parken. Her ser vi Gyrithe Lemche i bogligt selskab.

NB: Gyrithe Lemche holder ikke en af sine egne bøger i hånden, men Thit Jensens historiske roman Jørgen Lykke. Holger Damgaards portræt findes i Det Kongelige Biblioteks billedsamling.