Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 24. juli 2020

Kommentar. Hvad vil det sige, når digteren Aaiún Nin, som er asylsøger, sort og lesbisk, siger, at vi danskere skal lære at eksistere i vores ubehag?

Ved Black Live Matters-demonstrationen foran den amerikanske ambassade i København den 7. juni, trådte den angolanske digter Aaiún Nin frem på scenen foran de 15.000 antiracistiske demonstranter og proklamerede: ”Jeg er asylsøger, sort og lesbisk…”

Da jeg læste om det, ringede en klokke. Jeg kom til at tænke på det berømte sprogmøde for modersmålets bevarelse på Skamlingsbanken den 4. juli 1844, hvor forfatteren M.A. Goldschmidt på talerstolen foran de 9.000 dansksindede deltagere og råbte: ”Hvad vil jeg, en jøde, iblandt jer?” Læs videre “Hvid skrøbelighed”

Weekendavisen den 24. juli 2020

I 1956 udgav Politikens Forlag en lille munter bog, Lystige viser for børn. Udvalget var ifølge forordet betroet en børnehavelærerinde, en sang- og musiklærer og en småbørnspædagog, der nøje havde overvejet de enkelte viser. Var de sangbare? Var de tidssvarende?

Bogen blev en gedigen succes, der udkom i flere oplag, i alt 100.000 eksemplarer. Ti år efter sammensatte forlaget endnu et sangbind, og Lystige viser for børn I-II var i mange år derefter en slags børneværelsernes svar på Højskolesangbogen, en elsket og kanoniseret samling af hyggelige og opbyggelige sange og sanglege. Læs videre “Din sorte broder”

Weekendavisen den 17. juli 2020

H.C. Andersen – den mand, som alle børn kender – har siddet på sin plads i Central Park, New York, siden 1955, da billedhuggeren George Lobers bronzestatue blev afsløret i anledning af 150-året for digterens fødsel. Initiativet kom fra baronesse Alma Dahlerup (1874-1969), præsident for den Dansk-Amerikanske Kvindeforening i New York, passioneret formidler af H.C. Andersens litteratur i USA, og arrangør af en indsamling blandt danske og amerikanske skolebørn til finansiering af statuen. Hendes liv begyndte ellers mere sagtmodigt i det, som Dansk kvindebiografisk leksikon kalder ”et småborgerligt hjem i Randers”, hvor faren var telegrafist og moren var kransebinder, og hvor søsteren var ingen ringere end den senere så betydningsfulde – derefter glemte og nu retfærdigt genopdagede – forfatter Karin Michaëlis. Værd at nævne er også Alma Dahlerups arbejde for den danske kolonihavekultur ved Verdensudstillingen i New York (1939). Fotoet her stammer fra 1960, hvor Frederik IX og Dronning Ingrid har lagt vejen forbi Central Park, ledsaget af Victor Borge, der giver Andersen en hjælpende hånd som oplæser for søde børn i flere farver. I denne ikonoklastiske tid må vi håbe, at statuen får lov at stå i fred, selvom H.C. Andersen uden blusel brugte ordet n****, for eksempel i gysereventyret Skyggen og i den spøjse ABC-bogen. Men han kunne også finde på at bruge ord som ”morian” (Den Danske Ordbog: Via nedertysk ‘morian, mor, neger’ fra latin mauritanus ‘person fra (oldtidens) Mauretania’, afledt af maurus ‘maurer, neger’), og i Mit Livs Eventyr (1855) falder han sprogligt set ind i vores nutid, når han om sig selv skriver, at ”jeg stod forladt og ene, som paa Slavemarkedet en Sort, hvem Ingen vil kjøbe” – hvilket jo i sig selv er en frygtindgydende sætning.

NB: ”It was beautiful in the country. It was summer…” H.C. Andersens bog er – naturligvis – slået op på The ugly Duckling. Der er oplæsning ved statuen hver lørdag kl. 11 i sommermånederne (måske coronaaflyst nu?).

Weekendavisen den 10. juli 2020

Der er noget på én gang sakralt og prosaisk over dette foto med alt dets højloftede hvidhed side om side med roll up-bannere med logotryk. I kridhvid skjorte og kulsort hår sidder den rumænsk-tyske Schriftstellerin und Literaturnobelpreisträgerin Herta Müller i salen på Schloss Bellevue, hvor hun i sidste uge deltog i den tyske bundespræsident Frank-Walter Steinmeiers symposium ‘Testfall Corona – Wie geht es unserer Demokratie?’ (Prøvesag corona – hvordan har vores demokrati det?). Sammen med Herta Müller ses Rainer Frost, professor i politisk teori og filosofi ved Goethe Universitet, Frankfurt, præsident Steinmeier og professor i statskundskab ved Harvard, Daniel Ziblatt, i et eksemplarisk intellektuelt og dannet konversationskomsammen mellem politik, akademia og skønlitteratur – og som man ser: med behørig afstand mellem stolene. Passiaren i præsidentens embedesbolig i Tiergarten, Berlin, fandt sted som en del af Frank-Walter Steinmeiers løbende samtaleforum ‘Zukunft der Demokratie’ – Demokratiets fremtid – med ”kritiske og åbne debatter om aktuelle og grundlæggende spørgsmål om vores demokrati”. Ifølge forum-bellevue.de sagde Herta Müller, at corona ikke har skadet det tyske demokrati, og at hun som borger – der voksede op i Rumænien under den skrækkelige kommunistiske despot Nicolae Ceaușescu – har følt sig velinformeret af myndighederne: ”Demokrati er, at blive informeret, og at vi tror på informationerne. Jeg har ingen grund til at tvivle,” sagde Herta Müller tillidsfuldt. Mon ikke præsidenten nikkede enig og anerkendende?

NB: Også gennem sit kropssprog holder Herta Müller et par meters afstand til de øvrige.

Weekendavisen den 10. juli 2020

Portræt. Malene Ravns kunstnerroman om Carl Fischer viser hvordan nok så gode viljer falder på stengrund, når psykisk sygdom, selviskhed og kunstens krav tager magten.

Malene Ravn: Hvor lyset er. Gyldendal. 368 sider. 300 kroner.

Det er nok for radikalt at sige, at Malene Ravns forfatterskab er splidagtigt med sig selv, men efter fire romaner tegnes i hvert fald et billede af sært tvedelte ambitioner og aspirationer.

De to første romaner, Det eneste rigtige (2014) og Mia (2016) var præcise, nærmest nådesløse, psykologiske studier i kompliceret kvindeliv. Men de to næste, I dine øjne (2018) og den aktuelle Hvor lyset er, er derimod begge historiske researchromaner baseret på autentiske mandeskæbner. Læs videre “Elys lys”