Den store brand

ATLAS d. 27. september 2020

Anmeldelse. Ingen skriver mere smertefuldt og smertesmukt end Madame Nielsen.

Madame Nielsen, dette sære og sfæriske, helt usandsynlige (men dog så selvfølgelige) og evigt bevægelige væsen, er måske nok en kvinde i sin bedste alder, men indlejret i hende findes både det forgangne og det fremtidige. Hun er på én gang et uddødt og uopdaget dyr i skoven.

Nu har Madame Nielsen atter skrevet mere smertefuldt og smertesmukt, end nogen anden. Lamento, en klagesang, en sørgesang, en romanelegi om et ung kunstnerpar, der forelsker sig, hun skriver romaner, han skriver dramatik. Læs videre “Den store brand”

Kunden frem for alt

Weekendavisen den 25. september 2020

Propaganda. Kina har købt sig plads til at sælge præsident Xi Jinpings taler i en tysk boghandlerkæde.

En samling af præsident Xi Jinpings taler i tysk oversættelse har antændt en debat om kinesisk statspropaganda i boghandlere i Tyskland.

China Regieren, som bogen hedder (At regere Kina), bliver netop nu markedsført på særlige stande i boghandlerkæden Thalias butikker i Berlin og Hamborg (samt i Wien i Østrig).

Ifølge Der Spiegel er det ikke ualmindeligt, at bogforlag lejer plads til markedsføring af udvalgte titler i butikkerne (rack jobbing hedder den slags i detailhandelen), men det er til gengæld ikke set før, at en stat lejer et salgsområde for at promovere præsidentens taler. Læs videre “Kunden frem for alt”

Boris i Paris

Weekendavisen den 25. september 2020

I Paris fejrer man her i 2020 100-året for forfatteren, digteren, jazzmusikeren og sangskriveren Boris Vians fødsel, og i den anledning er hans diminutive dukkehushjem, der står, som det stod, da han døde i 1959, netop blevet gennemfotograferet. Den bittelille lejlighed, der ligger ned ad en smøge bag cancanteatret Moulin Rouge på 6bis, Cité Véron i det 18. arrondissement i Paris, er en litterær museumsgenstand, et raritetskabinet og et monument over sin berømte beboer, fyldt med bøger, plader, instrumenter og samlinger af dimser og mekanik. Lige så lille boligen er, lige så enorm er den tagterrasse, som Boris Vian delte med naboen og kollegaen Jacques Prévert. Herfra kunne de se til den ikoniske røde mølle, der pryder taget på kvarterets verdensberømte cabaret. Boris Vians stærkt sprog- og formeksperimenterende forfatterskab havde svært ved at slå igennem til et større publikum, og i 1940’erne begyndte han under pseudonym at skrive hårdkogte romaner efter amerikansk forbillede. Vernon Sullivan, kaldte han sig, og straks fik piben en anden lyd, for vold og sex svigter aldrig. I 1946 skabte romanen J’irai cracher sur vos tombes (Jeg vil spytte på jeres grave) skandale, og i en periode var den forbudt. Senere blev Boris Vian indlemmet i kredsen omkring Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Albert Camus. Hans måske mest populære værk er dog den pacifistiske protestsang Le Déserteur (1954) om den franske krig i Indokina 1946-54, her er sidste vers i Per Dichs oversættelse: ”Hr. præsident, farvel,/ hvis De vil kræve heltemod/ hvis der skal ofres helteblod,/ så må De gøre det selv./ En desertør, javel,/ men jeg er ikke bange/ og før jeg la’r mig fange/, må De slå mig ihjel.” Boris Vian døde kun 39 år gammel. Han fik et hjerteanfald i biografen, hvor han stærkt utilfreds så filmatiseringen af Jeg vil spytte på jeres grave.

NB: På klaveret står et gipshovede af Boris Vians anden kone, Ursula, og på væggen er han selv portrætteret af Betty Bouthoul.

Han vil se hendes ansigt

Weekendavisen den 18. september 2020

Flammer. Kristina Stoltz’ nye roman om farver og fordomme og kærlighed og krop, er et teknisk perfekt og pertentligt prosastykke.

Kristina Stoltz: Paradis først. 170 sider, 199,95 kr. Gutkind.

I november 2018 brændte lillebyen Paradise i Californien ned til grunden. Flammerne, som havde gunstige vilkår i det knastørre klimaforandrede landskab, åd over 18.000 bygninger. Mirakuløst nok omkom kun 85 mennesker. Tragedien er velbeskrevet, blandt andet i en Netflix-dokumentar, og nu danner branden en stærk symbolbaggrund for Kristina Stoltz’ stærkt udfordrende roman om kærlighedens flammesprog, Paradis først.

Efter mange år uden kontakt skal Kristina nu besøge sin ungdomskærlighed, Marlon, og hans kommende kone i Californien. Marlon er halvt sort, halvt hvid. Hans far medvirkede i blacksploitation-film (en genre fra 1970’erne med sorte skuespillere i actionfilm fyldt med sex og vold) og hans mor var en idealistisk hippie, der troede på at kærlighed kunne omstyrte alle onde systemer, også racisme. Læs videre “Han vil se hendes ansigt”

Venskab med verden

Weekendavisen den 18. september 2020.

Frihed. Jens Christian Grøndahls seks store fortællinger cirkler stilsikkert om humanismen og næstekærligheden.

Jens Christian Grøndahl: Dage som græs. Fortællinger. 360 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Jens Christian Grøndahl er dansk litteraturs mest borgerlige prosaist. Han er afklaret, kontrolleret og undviger formeksperimenter. Stilen er baseret på trygge konventioner, opbyggelig dannelse og respekt for historien, både den vi udspringer af, og den han selv fortæller. Og så har han dette sikre blik for de skæbner og historier, der vokser ud af tilværelsens skyggesprækker.

Dage som græs er seks fortællinger (bagsideteksten kalder dem også ”korte romaner”, hvilket er helt overflødigt), en genrebetegnelse som kun optræder to gange tidligere i Jens Christian Grøndahls omfattende forfatterskab, dels i Virginia (2000) og i Vejen til Betlehem (2015). Men nu udgiver han for første gang en krans af fortællinger, der alle er fritstående, dog løseligt knyttet til hinanden via forfatterens investigation af frihed som begreb. Hvad sker der, når et menneske løsriver sig? Læs videre “Venskab med verden”