Weekendavisen den 25. september 2020
I Paris fejrer man her i 2020 100-året for forfatteren, digteren, jazzmusikeren og sangskriveren Boris Vians fødsel, og i den anledning er hans diminutive dukkehushjem, der står, som det stod, da han døde i 1959, netop blevet gennemfotograferet. Den bittelille lejlighed, der ligger ned ad en smøge bag cancanteatret Moulin Rouge på 6bis, Cité Véron i det 18. arrondissement i Paris, er en litterær museumsgenstand, et raritetskabinet og et monument over sin berømte beboer, fyldt med bøger, plader, instrumenter og samlinger af dimser og mekanik. Lige så lille boligen er, lige så enorm er den tagterrasse, som Boris Vian delte med naboen og kollegaen Jacques Prévert. Herfra kunne de se til den ikoniske røde mølle, der pryder taget på kvarterets verdensberømte cabaret. Boris Vians stærkt sprog- og formeksperimenterende forfatterskab havde svært ved at slå igennem til et større publikum, og i 1940’erne begyndte han under pseudonym at skrive hårdkogte romaner efter amerikansk forbillede. Vernon Sullivan, kaldte han sig, og straks fik piben en anden lyd, for vold og sex svigter aldrig. I 1946 skabte romanen J’irai cracher sur vos tombes (Jeg vil spytte på jeres grave) skandale, og i en periode var den forbudt. Senere blev Boris Vian indlemmet i kredsen omkring Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Albert Camus. Hans måske mest populære værk er dog den pacifistiske protestsang Le Déserteur (1954) om den franske krig i Indokina 1946-54, her er sidste vers i Per Dichs oversættelse: ”Hr. præsident, farvel,/ hvis De vil kræve heltemod/ hvis der skal ofres helteblod,/ så må De gøre det selv./ En desertør, javel,/ men jeg er ikke bange/ og før jeg la’r mig fange/, må De slå mig ihjel.” Boris Vian døde kun 39 år gammel. Han fik et hjerteanfald i biografen, hvor han stærkt utilfreds så filmatiseringen af Jeg vil spytte på jeres grave.
NB: På klaveret står et gipshovede af Boris Vians anden kone, Ursula, og på væggen er han selv portrætteret af Betty Bouthoul.