Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 28. august 2020

Kender De det? Man spadserer forbi et hus med en mindeplade på facaden: Her blev digter dit og dat født i syttenhundredehvidkål (det er nemlig mest mænd, der bliver betænkt med mindeplader). Og så tænker man: Gad vide, hvem der mon bor i de stuer i dag? Hvad sker der der, hvor Øhlenschlæger, Kierkegaard, Andersen, Brandes, Pontoppidan, Nexø osv. tænkte og skrev? Man burde jo gøre som fotografen Hakon Nielsen-Edsberg (1902-82), der i 1943 fik en fremragende idé. En februardag lokaliserede han Søren Kierkegaards (1813-55) boliger i København (i hvert fald nogle af dem, han flyttede jo tit), og opsøgte stederne for at se, hvem der nu holdt til i filosoffens gamle stuer. Desværre følger der ingen præcise angivelser af gadenavne med fotografierne, så vi ved ikke på hvilke adresser der, dengang under besættelsen var henholdsvis lægekonsultation, jordemoderklinik (måske på samme adresse?) og systue. Men tænk engang – at få sin galdestensdiagnose, svangerskabsundersøgelse eller omforandring af en vinterfrakke ordnet i selveste Søren Kierkegaards stuer…

NB: Københavns Bymuseum har ved den nylige flytning til nye lokaler nedlagt mindestuen med Søren Kierkegaards skrivepult, pibe, tekop og Regines forlovelsesring. Gad vide hvor det nu er sat på depot?

Weekendavisen den 28. august 2020

Statusrapport. Corona kalder ikke på angstlyrik længere. Gassen gik af ballonen engang i april.

Den spanske syge i 1918 satte sig ingen spor hos de unge amerikanske forfattere in spe, Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald, John Dos Passos og William Carlos Williams. Til gengæld blev 1. Verdenskrig et stort stof hos en hel generation af forfattere.

Denne interessante iagttagelse skyldes videnskabsjournalisten Laura Spinney, forfatter til Pale Rider. The Spanish Flu of 1918 and how it Changed the World. I The Guardian antyder hun, at det ikke kan være antallet af dødsofre, der afgjorde, hvad forfatterne fandt vigtigst. Mens 17 millioner blev slagtet på slagmarkerne, tog influenzaen livet af hele 50 millioner. Hvad kan vi mon lære af det i disse tider? Læs videre “Trætte fortællinger”

Weekendavisen den 28. august 2020

Roman. ”Lortet rammer skævt, forstår I det?” Peder Frederik Jensen skriver arbejderlitteratur anno 2020.

Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender. Roman. 274 sider, 299,95 kr. People’s Press.

”Er drengen død? Har jeg tabt? Har jeg tabt alting?”

Morten er en arbejderdreng med vind i sejlene. Som fremadstormende borgmester i Guldborgsund Kommune er han et af partiets håb. Det ligger i kortene, at Mette F. vil have bud efter ham, hvis partiet overtager magten. Nu er folketingsvalget lige om hjørnet. Men det politiske talents drømme om ”at stå i Statsministeriet med mine ar på håndleddene fra svejsetråden, det på knæet fra en vinkelsliber, der løb løbsk” ligger pludselig i ruiner. Morten har kørt spirituskørsel efter et strategimøde med partitoppen. Aftenen i København endte for sent, for vådt og for kaotisk. Og nu har han pløjet et avisbud ned. Morten, der troede at han kunne gå på vandet, har tabt det hele. Læs videre “En falden engel”

Weekendavisen den 28. august 2020.

Roman. Ærkerussisk amokromans litterære excesser bliver trættende i længden.

Aleksandr Skorobogatov: Cocaïne. Oversat af Aino Roscher, 295 sider, 300 kr. Silkefyret

Vi står overfor et gådefuldt nyt litterært bekendtskab, når det fine og fortjenstfulde mikroforlag Silkefyret nu introducerer Aleksandr Skorobogatov (f. 1963). Cocaïne (2017) er et ærkerussisk syretrip af en amokroman, der fordrer læserens høje tolerance overfor litterære eskapader, hvor alt foregår i et virkelighedsfornægtende og vaklende skel mellem realplan og billedplan, og hvor forfatteren mundhugges med sig selv og provokerer sin læser undervejs. Læs videre “”Læseren klør sig uroligt og uforstående i nakken””

Weekendavisen den 21. august 2020

Roman. Der findes ingen præmie for enden af traumet. Caroline Albertine Minors kriseroman er stærkt læsværdig.

Caroline Albertine Minor: Hummerens skjold. Roman. 296 sider, 299,95 kr. Gutkind.

Man skal forbinde punkterne ekstraordinært omhyggeligt og opmærksomt, når man læser Caroline Albertine Minors sindrige og elegante roman, Hummerens skjold. Og alligevel risikerer man at sidde tilbage med en mild desorientering og fornemmelse af, at have overset et begivenhedernes knudepunkt.

I centrum står den lettere fordrukne clairvoyante Beatrice ‘Bee’ Wallens. Hun bor på lånt tid i et hus i San Francisco, som hendes eks-kone Pauline nu er flyttet fra og har sat til salg. Vi træder ind i romanen midt i en seance, hvor Bee har besøg af en ny klient, der ønsker at komme i kontakt med sin afdøde mor. Klienten er Ea Gabel, en dansk kvinde midt i trediverne, gift med en falleret digter og fotograf, Hector, der lever af at tage billeder til boligannoncer for en ejendomsmægler. Selv har Ea en lille hjemmeproduktion af glidecreme, og ellers er hun bonusmor for Coco. Læs videre “Smerte er vækst”