Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 29. maj 2020

Pandemi. Coronakrisen forløses som tekst og tanke i tre akutte bøger. Det handler om social ensomhed, rovdrift på klode og klima og magtens nye synlighed.

Denise Rose Hansen (red.): Tools for Extinction. 120 sider, 17 pund. Lolli Editions. // Paolo Giordano: I smittens tid. Vidnesbyrd fra pandemiens frontlinje. Med forord af Carsten Rahbek. På dansk ved Thomas Harder. 88 sider 100 kr. Klim. // Mikkel Thorup: Pandemiens tidsalder. Idéhistorier om vores lange nu. Gratis som e-bog på atlasmag.dk. Atlas.

En landsby i Dorset ligger øde og forladt hen. Engang inddrog militæret den til øvelsesterræn. Beboerne efterlod en seddel på kirkedøren: Pas godt på vores by til vi kommer igen. Men de kom aldrig igen. En kvinde bor over for en skole. Hun var vant til at vågne til lyden fra børnestemmer. Men nu vågner hun for tidligt. I avisen læser hun, at politiet har farvet søen sort.

Sådan kan man genfortælle et digt af den engelske forfatter Olivia Sudjic (f. 1988). Spøgelsesbyen i Dorset er virkelig nok. Tyneham blev evakueret under 2. Verdenskrig, nu er den et udflugtsmål. Og den sorte sø ligger i en gammel grusgrav. Normalt er vandet isblåt, men for at forhindre sammenstimlen ved søen, da England indførte coronakarantæne, farvede man vandet sort. Læs videre “Spøgelsesbyen og den sorte sø”

Weekendavisen den 29. maj 2020.

Roman. Erling Jepsen har skrevet et anstrengt farce om småborgerlige, småanarkistiske og fordomsfulde lokalpatrioter.

Erling Jepsen: Erna og rumæneren. 294 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

En af de mange ting, som Smitten i 2020 har spændt ben for, er markeringen af 100-årsjubilæet for Genforeningen med royalt besøg i Sønderjylland. Hvad corona til gengæld ikke kan forhindre, er udgivelsen af Erling Jepsens nye petitesse af en roman, hvor (fiktive) Bramstrup står på den anden ende, fordi byen ligger på Dronningens rute gennem landsdelen.

Erna og rumæneren er vel det, man kalder en gavtyveroman eller en skælmeroman. Men inde midt i løjerne findes faktisk et reelt budskab, som fremføres af Erna Jensen (bemærk forstavelsesligheden med Erling Jepsen), en gæv kvinde, der hutler, svindler, truer og charmer sig gennem tilværelsen. Læs videre “Sønderjysk seperatisme”

Weekendavisen den 20. maj 2020.

Roman. ”Var der noget ved jer, der var værd at huske, nogen dybde overhovedet?” Den finske forfatter Leena Krohn sætter os på anklagebænken.

Leena Krohn: Fortabelsen. Oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller. 148 sider, 279 kr. Jensen&Dalgaard.

En navnløs fortæller arbejder på et hittegodskontor. Tidligere har hun været ansat på et kunstmuseum og et pantelånerkontor. Næste job, regner hun med, bliver genbrugsstationen, kirkegården for kasserede ting, tidligere kaldet lossepladsen. Som hun siger: ”Lossepladsen er sandhedens plads. Den har sin selvskrevne plads side om side med menneskehedens mest storslåede institutioner: akademierne, museerne, parlamenterne, katedralerne og domstolene.”

Denne interesse for institutioner er karakteristisk for Leena Krohn (f. 1947). Hendes fire første romaner på dansk Bipavillonen, Hotel Sapiens, Fejltagelsen og Tainaron foregår så stemningsfulde og skæbnesvangre steder som en forhenværende anstalt for sjæleligt syge, et overvågningsfængsel, et bibliotek, en insektby. Læs videre “Sandhedens plads”

Weekendavisen den 20. maj 2020.

Roman. Matias Faldbakken har skrevet en moderne Golem-roman, der trækker på Bibelen, myterne og litteraturen.

Matias Faldbakken: Vi er fem. På dansk ved Sara Koch. Roman. 216 sider, 249,95 kr. Gutkind.

Hvis jeg en dag får chancen, vil jeg bede den norske forfatter Matias Faldbakken forklare mig, hvad han mener med den allersidste sætning i Vi er fem: ”Det der kræves af os, er netop det vi er mindst villige til at give fra os, man skal søge ind i sig selv og finde det man aldrig, aldrig vil ofre, og der er det.”

Læst i kontekst er citatet betydeligt mere foruroligende, end læst løsrevet, og hvilken kvalitet er det ikke for en roman, at efterlade sin læser i en sinister og tvivlrådig forvirring – ligesom når man står over for de værker, som billedkunstneren Matias Faldbakken skaber: smadrede stålskabe, forvredne bilkarosserier, gasflasker, petroleumsdunke og andet hårdt skrammel. Læs videre “Livet i lerklumpen”

Weekendavisen den 20. maj 2020.

Da fodbolddoktoren Knud Lundberg ville være fyldt 100 år i sidste uge, blev han behørigt portrætteret i aviserne. De gode, gamle klicheer blev luftet igen: Han var på landsholdet i både fodbold, håndbold og basketball, studerede medicin og skrev mange bøger om sundhed og slankekure – og så var han såmænd med til at udvikle den sportscamouflerede sukkersodavand Faxe Kondi. Knud Lundberg var også sportsredaktør og mangeårig fodboldskribent på Information og Aktuelt. Men den akademisk-intellektuelle hedonistiske nørd forsøgte sig også udi i skønlitteraturen (nådigt overset i hundredårsportrætterne) med science fiction-romanen Det olympiske håb fra 1955. Romanen er sat under OL i 1996 og fortalt i erindringstilbageblik fra 2004. Særlig god er den ikke ud fra en litterær bedømmelse, det ville være synd at sige. Til gengæld er romanen unægtelig interessant i sit herlige og hellige syn på sport, som ædel kappestrid for lovlydige amatører. Den gode, rene, ærlige danske hedebondesøn og amatørløber, Erling, er i finalen i 800 meterløb på det olympiske stadion i Hamborg, hvor der er plads til hele 800.000 tilskuere! Vor helt vinder sølv i konkurrence med to dopede sovjetrussere (Knud Lundberg forudså ikke Sovjetunionens kollaps), og en en arisk avlet tysker ved navn Hasenjäger, som begår selvmord, fordi der er ikke brug for tyske tabere.

NB: Knud Lundberg er anfører på det danske fodboldlandshold i 1955, samme år som romanen udkommer, i en kamp mod England i Parken. Knud Lundberg og fanebæreren har blik for hinanden, mens dommeren ser på Knud, og målmand Per Henriksen ser på fotografen. Danmark tabte 5-1. Doktor Lundberg scorede.