Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 31. juli 2020

Racisme. Endnu en hvid chef er blevet presset til at sige op efter beskyldninger om diskrimination. Hele Philadelphias biblioteksvæsen ligger underdrejet.

For en måned siden kunne vi berette om to amerikanske litterære organisationer, The Poetry Foundation og National Book Critics Circle, som kæmper for at finde et ståsted efter at de kom galt af sted, da deres sympatierklæringer til Black Lives Matter blev opfattet som alt for hvide og alt for stedmoderlige (Kontroversen den 26. juni 2020).

Nu har endnu en amerikansk litteraturinstitution fået problemer, og endnu en chef er blevet presset til at stoppe. Den mangeårige direktør for Philadelphias biblioteksvæsen, Siobhan Reardon, har – på direkte opfordringer fra byens borgmester og bibliotekets bestyrelse – valgt at forlade sit job. Bag opsigelsen ligger en protest mod direktøren (som er hvid) fra biblioteksvæsenets sorte medarbejdere, som bliver bakket op af betydelige forfattere, ikke mindst Colson Whitehead, (der sit efternavn til trods er sort). Læs videre “Sort bekymring”

Weekendavisen den 31. juli 2020

Hovedstadsfloden mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen har oprindeligt stilfulde navne som Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv og Østergade, men gadeforløbet kendes som Strøget. Engang et stilfuldt sted, nu noget skrammel. Men her huserede en af byens store originaler i 60’erne og et stykke ind i 70’erne, Otto Sigvaldi (1943-2015), som promenerede barnevogn og promoverede børnedigte, iført hippieuniform med striktrøje og rulamspels eller en farverig papegøjedragt eller græsplænedragt (designet af hans kone, Kirsten Dehlholms senere kendt fra sceneeksperimenterne i Billedstofteatret og Hotel Pro Forma). Måske var Sigvaldi en fantast og en drømmer, som var der og så forsvandt. Men han udgav både Onkel Danny’s dadaistiske disc-jockey djellaba jazzjungle joysticks (1973) og bladet ‘Hindbærbrus og kragetæer’, hvor han såede et frø med betydning for vor tids litteratur. I 1970 debuterede nemlig en 13-årig dreng fra St. Heddinge med både digte og noveller i bladet. Emnet for digtet ‘Kærlighedsleg’ virker lovlig avanceret for en dreng på 13, og læst med nutidens briller, er det faktisk problematisk, sådan som det spekulerer i accept uden samtykke, hør bare: ”Venus har en skøn bag det/ har du også,/ må jeg røre ved den?/ Ja, det må jeg vist godt,/ nu gør jeg det./ Du har nogle brede hofter/ kan man hænge på dem?/ nej, det går nok ikke men/ hvad med skulderen?/ Jeg kan se alle årer i/ din hals/ de er bløde/ er dine bryster også det?/ Nu skal vi to rigtig elske –/ du svarer ikke/ det betyder nok ja/ vil jeg tro.” Den 13-årige forfatters navn? Søren Ulrik Thomsen, såmænd.

NB: På Otto Sigvaldis græsplanedragt hænger et skilt: Sødm. Det var titlen på hans og Anders Wirths ordløse bog med billeder fra Strøget, også kaldet ”det syvende nummer af tidsskriftet Kvidens Tinder”.

Weekendavisen den 24. juli 2020

Der er to særdeles gode litterære grunde til at lægge en sommertur forbi den smukke park bag Sorgenfri Slot i Lyngby, et hurtigt, nordligt smut fra København. Her kan man se en elegant stensætning med mindebænk for forfatteren Viggo Stuckenberg, der boede i en af parkens boliger sammen med sin Ingeborg, som Sophus Claussen sværmede for. Mindebænken bærer Viggos smukke digt: ”Thi to, som elsker hinanden,/ kan volde hinanden mer’ ondt/ end alle de argeste fjender,/ som hævner sig jorden rundt.” Med til historien hører, at Viggo snød Ingeborg, de havde skrevet en roman sammen, men den udkom kun med hans navn på. Efter en bitter skilsmisse slog Ingeborg sig sammen med slotsgartneren og flygtede til New Zealand, hvor hun skød sig selv efter et inderligt mislykket eventyr som fåreavler, ak ja. Men forfatter var hun også, overset i sin samtid, genopdaget for få år siden. Lidt længere henne ad parkstien står en lille bautasten til ære for kvindesagsforkæmperen Gyrithe Lemche, der er en af de andre glemte kvindelige forfattere, som nok fortjener at blive genopdaget. Hun skrev store slægtskrøniker i romanform, blandt andet det selvbiografiske trebindsværk Tempeltjenere (1926-28), hvor bind to skildrer Stuckenbergernes stormfulde ægteskab. Gyrithe Lemche spillede en afgørende rolle som leder og redaktør i Dansk Kvindesamfund og politisk emancipationsagitator under kampen for kvinders valgret. Stenen i slotsparken bærer inskriptionen: ”GYRITHE LEMCHE/ FORFATTER/ KVINDESAGENS FORKÆMPER 1866-1945/ HELLIG GRAL I KVINDEHÆNDER/ LYS FOR HJERTERNE SOM BRÆNDER/ REJST AF VENNER OG BEUNDRERE.” De to mindesteder kan beses i parken. Her ser vi Gyrithe Lemche i bogligt selskab.

NB: Gyrithe Lemche holder ikke en af sine egne bøger i hånden, men Thit Jensens historiske roman Jørgen Lykke. Holger Damgaards portræt findes i Det Kongelige Biblioteks billedsamling.

Weekendavisen den 24. juli 2020

Kommentar. Hvad vil det sige, når digteren Aaiún Nin, som er asylsøger, sort og lesbisk, siger, at vi danskere skal lære at eksistere i vores ubehag?

Ved Black Live Matters-demonstrationen foran den amerikanske ambassade i København den 7. juni, trådte den angolanske digter Aaiún Nin frem på scenen foran de 15.000 antiracistiske demonstranter og proklamerede: ”Jeg er asylsøger, sort og lesbisk…”

Da jeg læste om det, ringede en klokke. Jeg kom til at tænke på det berømte sprogmøde for modersmålets bevarelse på Skamlingsbanken den 4. juli 1844, hvor forfatteren M.A. Goldschmidt på talerstolen foran de 9.000 dansksindede deltagere og råbte: ”Hvad vil jeg, en jøde, iblandt jer?” Læs videre “Hvid skrøbelighed”

Weekendavisen den 24. juli 2020

I 1956 udgav Politikens Forlag en lille munter bog, Lystige viser for børn. Udvalget var ifølge forordet betroet en børnehavelærerinde, en sang- og musiklærer og en småbørnspædagog, der nøje havde overvejet de enkelte viser. Var de sangbare? Var de tidssvarende?

Bogen blev en gedigen succes, der udkom i flere oplag, i alt 100.000 eksemplarer. Ti år efter sammensatte forlaget endnu et sangbind, og Lystige viser for børn I-II var i mange år derefter en slags børneværelsernes svar på Højskolesangbogen, en elsket og kanoniseret samling af hyggelige og opbyggelige sange og sanglege. Læs videre “Din sorte broder”