Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 12. juni 2020

Dystopi. Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet en underlig lyrisk scifi-roman om afhængighed af stimuli.

Anne-Marie Vedsø Olesen: Månen over Øen. Roman. 168 sider, 249,95 kr. Lindhardt & Ringhof.

I år 2051 – altså om 31 år – brager en asteroide med en diameter på 116 km. ind i månen. Meteorregne smadrer jordens økosystemer, polerne smelter, årstiderne forsvinder, og menneskene etablerer underjordiske beskyttelsesbyer, hvor internettet opretholdes, fordi alle er afhængige af digital multistimulering og virtuelle universer.

En ny tidsregning er begyndt, og vi er nu i år 2667 post Luna i et demokrati ved navn Superesse (latin for ‘at overleve’). Alle er nu permanent koblet op på Supernettet, og det er livsfarligt at være offline. Kun et eneste menneske, Hypatia, har et særligt gen, så hun ikke lider af Cerebral Supernet Afhængighed (en radikal udgave af vor nutids SoMe-diagnose Fear of Missing Out), og ikke behøver at tage zonex, der modvirker abstinenser og død. Kun 12% af befolkningen tåler medicinen. Læs videre “De overlevende”

Weekendavisen den 12. juni 2020

Året er 1969, og der er intet mindre end Revolutionsmøde i Dansk-Cubansk Samfund. Det fremgår desværre ikke, hvor mødet finder sted, men billedserien viser en gammeldags mødesal med scene – og et lamettapyntet juletræ! På scenen ser vi en flok forfattere med politisk engagement – altid klar til at være imod krig, undertrykkelse og atomkraft, og altid parat til at være for fred, frihed og vindmøller. Lige nu er det Ebbe Kløvedal Reich, der træder frem ved mikrofonen. Til højre på scenen ser digteren Ivan Malinovski ud som om han keder sig, Klaus Rifbjerg har trukket sig lidt reserveret tilbage, og den tysk-svenske marxistisk-humanistiske sociolog Joachim Israel har krydset både armene og benene. Ved det modsatte bord holder digteren Jesper Jensen øjenkontakt med sin bajer, mens en kvinde, der desværre ikke lader sig identificere, synes at observere nabobordet. Andre fotos fra samme møde viser, at stemningen lettede gevaldigt, da Jesper Jensen taler. Her opfører en lille flok nemlig et muntert slagsmål lige foran scenen, nogle med papirhatte på og med sammenrullede plakater, som de bruger som knipler. Mon ikke de forestillede kapitalister og imperialister, der forgriber sig på ærlige arbejdere? Året efter ryger Ebbe, Jesper og Klaus den berømte hashpibe på kulturminister K. Helveg Petersens trappe.

NB: Digtet på bagvæggen er af Bertolt Brecht. ‘Ved hvis bord sad den retskafne ikke…’ udkom først i 1971 i oversættelse ved Ivan Malinovski, der måske har oversat digtet specifikt til denne lejlighed?

(PS: Efter deadline har en troværdig kilde identificeret kvinden som Charlotte Strandgaard)

Atlasmag.dk den 9. juni 2020

Weekendavisen den 4. juni 2020

På fredag er det Grundlovsdag. I den anledning bringer vi to digte i erindring af vores to store Nobelprisforfattere, der begge beder udenvældsfjende forføje sig:

Henrik Pontoppidans ‘Rotter’ stod i Morgenbladet den 5. juni 1885. Her kunne man blandt andet læse:

Ubudne Gjæster — I skal føle det nu,
at hvad Fædrene glemte, kommer Sønner i Hu.

Ikke vil vi helme, og ikke faar de Ro,
før vi selv er Herrer i vort Fædrene Bo.

Himlen sender Væde, og Solen skinner hid.
Lad os rense vor Lade, mens det endnu er Tid.

Johannes V. Jensens ‘Den Danske Gaard’ blev bragt i Politiken den 5. juni 1940 og optrykt i efterkristidsantologien Digtninge om Danmark 1940. Her kunne man blandt andet forvisse sig om, at ”Daner vil Dannished”, og gad vide om dette ord, dannished, er blevet brugt i litteraturen siden? Ordbog over det danske sprog oversætter dannished til bravhed, gævhed, retsindighed, belevenhed, høviskhed, vennesælhed, men også ‘mandigt ydre, smukt udseende’. Og så kan ordet også, ikke overraskende, betegne ‘danskhed’.

Et af Johannes V. Jensens vers lyder:

Det græder i Danmarks lyse Nat.
Danmark vor Moder sidder forladt-
Sent i Kulden sprang Løvet ud –
for hvem min Gud, skal nu Bøgen staa Brud?
Men hun, vor Moder, hæver sin Pande:
Agt mine Børn! Skaan mine Strande!

I dagens anledning spadserer vi en tur med Pontoppidan og Jensen og letter på hatten for Grundloven.

NB. Det var dengang, man gik med med hat og stok. Pontoppidan i 1937 på markvej, Jensen i 1932 på stenbro.

Weekendavisen den 4. juni 2020

Ukorrekt. Lionel Shriver forventede at anmelderne ville gå banans over hendes nye roman om overdreven motionsdyrkelse og overdreven krænkelsesparathed – men hun tog fejl.

I sidste uges udgave af The New Yorker refererede journalisten Ariel Levy en oplevelse fra efteråret, hvor hun var på bar på Manhattan (”den gamle verden, hvor man kunne mødes med og tale med mennesker uden tildækkede ansigter”) sammen med forfatteren Lionel Shriver, der har ry for at være kontroversiel og stridbar:

”Hun diskuterede Brexit med en af mine engelske venner, og det kulminerede i regulært skrigeri. Han forlod oprørt baren, og næste morgen skrev han til mig, stadig vred. Da jeg spurgte Lionel Shriver om skænderiet havde generet hende, kunne hun slet ikke huske diskussionen. Hun er så vant til mundhuggerier, at de dårligt nok betyder mere for hende, end small talk gør.” Læs videre “So f***ing special”