Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 20. maj 2020.

Roman. ”Var der noget ved jer, der var værd at huske, nogen dybde overhovedet?” Den finske forfatter Leena Krohn sætter os på anklagebænken.

Leena Krohn: Fortabelsen. Oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller. 148 sider, 279 kr. Jensen&Dalgaard.

En navnløs fortæller arbejder på et hittegodskontor. Tidligere har hun været ansat på et kunstmuseum og et pantelånerkontor. Næste job, regner hun med, bliver genbrugsstationen, kirkegården for kasserede ting, tidligere kaldet lossepladsen. Som hun siger: ”Lossepladsen er sandhedens plads. Den har sin selvskrevne plads side om side med menneskehedens mest storslåede institutioner: akademierne, museerne, parlamenterne, katedralerne og domstolene.”

Denne interesse for institutioner er karakteristisk for Leena Krohn (f. 1947). Hendes fire første romaner på dansk Bipavillonen, Hotel Sapiens, Fejltagelsen og Tainaron foregår så stemningsfulde og skæbnesvangre steder som en forhenværende anstalt for sjæleligt syge, et overvågningsfængsel, et bibliotek, en insektby. Læs videre “Sandhedens plads”

Weekendavisen den 20. maj 2020.

Roman. Matias Faldbakken har skrevet en moderne Golem-roman, der trækker på Bibelen, myterne og litteraturen.

Matias Faldbakken: Vi er fem. På dansk ved Sara Koch. Roman. 216 sider, 249,95 kr. Gutkind.

Hvis jeg en dag får chancen, vil jeg bede den norske forfatter Matias Faldbakken forklare mig, hvad han mener med den allersidste sætning i Vi er fem: ”Det der kræves af os, er netop det vi er mindst villige til at give fra os, man skal søge ind i sig selv og finde det man aldrig, aldrig vil ofre, og der er det.”

Læst i kontekst er citatet betydeligt mere foruroligende, end læst løsrevet, og hvilken kvalitet er det ikke for en roman, at efterlade sin læser i en sinister og tvivlrådig forvirring – ligesom når man står over for de værker, som billedkunstneren Matias Faldbakken skaber: smadrede stålskabe, forvredne bilkarosserier, gasflasker, petroleumsdunke og andet hårdt skrammel. Læs videre “Livet i lerklumpen”

Weekendavisen den 20. maj 2020.

Da fodbolddoktoren Knud Lundberg ville være fyldt 100 år i sidste uge, blev han behørigt portrætteret i aviserne. De gode, gamle klicheer blev luftet igen: Han var på landsholdet i både fodbold, håndbold og basketball, studerede medicin og skrev mange bøger om sundhed og slankekure – og så var han såmænd med til at udvikle den sportscamouflerede sukkersodavand Faxe Kondi. Knud Lundberg var også sportsredaktør og mangeårig fodboldskribent på Information og Aktuelt. Men den akademisk-intellektuelle hedonistiske nørd forsøgte sig også udi i skønlitteraturen (nådigt overset i hundredårsportrætterne) med science fiction-romanen Det olympiske håb fra 1955. Romanen er sat under OL i 1996 og fortalt i erindringstilbageblik fra 2004. Særlig god er den ikke ud fra en litterær bedømmelse, det ville være synd at sige. Til gengæld er romanen unægtelig interessant i sit herlige og hellige syn på sport, som ædel kappestrid for lovlydige amatører. Den gode, rene, ærlige danske hedebondesøn og amatørløber, Erling, er i finalen i 800 meterløb på det olympiske stadion i Hamborg, hvor der er plads til hele 800.000 tilskuere! Vor helt vinder sølv i konkurrence med to dopede sovjetrussere (Knud Lundberg forudså ikke Sovjetunionens kollaps), og en en arisk avlet tysker ved navn Hasenjäger, som begår selvmord, fordi der er ikke brug for tyske tabere.

NB: Knud Lundberg er anfører på det danske fodboldlandshold i 1955, samme år som romanen udkommer, i en kamp mod England i Parken. Knud Lundberg og fanebæreren har blik for hinanden, mens dommeren ser på Knud, og målmand Per Henriksen ser på fotografen. Danmark tabte 5-1. Doktor Lundberg scorede.

Weekendavisen den 15. maj 2020.

En vinterdag i 1986 ankommer den 42-årige Suzanne Brøgger til Imperial i København, hvor der er premiere på Mit Afrika, filmen om Karen Blixen, baseret på Judith Thurmans biografi. På et andet foto fra samme anledning, ser man forfatteren følges med digteren og doktoren Keld Zeruneith, og af Scanpix’ billedtekst, kan man næsten fornemme det svar, som de røde læber på den røde løber selv må have givet med betydelig ironi, da en journalist uden kendskab til det akademiske parnas har spurgt, hvem den kendte forfatters cottoncoatklædte ledsager var. I hvert fald lyder den officielle billedtekst i al sin mærkværdighed således: ”Suzanne Brøgger og hendes husherre ankommer til premieren på Karen Blixen-filmen Mit Afrika. Hun er gravid.” En husherre er jo den øverste myndighed i en husstand, og journalisten har taget svaret for gode varer. For et par år siden skrev Suzanne Brøgger i øvrigt i et essay i Eurowoman, at Karen Blixen ikke sminkede sig for at være smuk: ”Da hun midtvejs gennem livet, efter at have mistet alt, skabte sin egen maske, sminkede hun sig som døden eller rettere som sit foretrukne ideal: en egyptisk mumie. Hvidt rispudder, der tydeliggjorde skelettets gennemsigtighed og røbede, at hun havde mistet al livsfylde. Sort kohl – en sodet prop, som hun brugte for at understrege kraniets øjenhuler og en blodrød mund.”

NB. Aldersbegrænsningen på maskinerne i biografens forhal viser tidens bipbipspilsbekymring.

Weekendavisen den 15. maj 2020.

Roman. Stine Askovs præ-apokalypse er et rørende og stilsikkert portræt af en pige, der opøves i overlevelse.

Stine Askov: Katalog over katastrofer. 302 sider, 249,95 kr. Roman. Gyldendal.

I midten af 70’erne fulgte jeg med tilbageholdt åndedræt en BBC-serie i det danske monopolfjernsyn, De overlevende (på engelsk: Survivors). En kinesisk videnskabsmand kom til at slippe en kunstig virus løs, og smitten spredtes med lynets hast til hele jordkloden, hvor ni ud af ti mennesker omkom. Vi følger de sidste overlevende.

Den serie har jeg tænkt på flere gange under corona-lockdown, og igen ved læsning af Stine Askovs Katalog over katastrofer, et gribende og stilsikkert portræt af en egensindig mand og hans datter. Romanens ene hovedskikkelse, skolepedellen Bengt, ville have fundet en dyb selvbekræftelse i De overlevende, ja den ville have været svaret på hans dybeste drømme. Læs videre “Hvorfor er håb farligt?”