Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 6. marts 2020

https://www.weekendavisen.dk/2020-10/boeger/den-fattige-forfatter

Hvor bor en rigtig digter af den slags, der er for åndelig anlagt til det jordiske hverdagsliv og kun er skabt til at tænke store tanker og skrive smukke digte? Allerede i romantikken flyttede han ind på et iskoldt, vindhylende loftskammer, kunstnerisk kompromisløs og uden tanke for kulde, sult og savn. Ingen har skildret den fattige forfatter, der kun står til regnskab for evigheden og de poetiske idealer, med så tommetyk sarkasme som den tyske maler Carl Spitzweg (1808-1885).’Der arme Poet’ (1839) ligger der som en ynkelig, selvmedlidende skikkelse. Paraplyen skærmer nok for det utætte tag, men den gør også den aldrende digter med nathuen til en slags forvokset og forbitret Ole Lukøje. Hans utilfredse og udslukte blik er rettet lidenskabsløst mod håndens positur – men hvad laver denne digterhånd egentlig? Måske står den model til en positurbeskrivelse, som den fattige forfatter søger ord til? Måske tæller han stavelser til en verserytme? Måske knipser han en bussemand? Måske knuser han en lus?

NB: Kakkelovnen er blevet fodret med en stak papirer, og flere ligger klar, men der er ikke tændt op – endnu. Mon ikke det er digterens egne kasserede manuskripter?

Carl Spitzweg: Der arme Poet, 1839. Olie på lærred, 36,2 x 44,6 cm. Bayerische Staatsgemäldesammlungen München, Die Pinakotheken.

Weekendavisen den 28. februar 2020

https://www.weekendavisen.dk/2020-9/boeger/sort-kaffe

Den 2. marts for 200 år blev den hollandske forfatter Eduard Douwes Dekker født. Vi kender ham for den kolonimagtskritiske roman Max Havelaar (1860), som siden har lagt navn til både bæredygtig økokaffe og et fair trade-mærke. Som embedesmand med høj status af Assistent-Resident på Java i Hollandsk Ostindien, det nuværende Indonesien, fik Dekker for meget af både kolonimagtens og de lokale fyrsters korruption og magtmisbrug, så han skrev sin whistleblowerroman og satte karrieren over styr. Men romanen satte politiske spor og førte til reformer. Han bosatte sig i Tyskland og fortsatte sit aforismeforfatterskab med bitre tanker om mennesker og lutter kontroversielle synspunkter og antiborgerligt frisind om både ligestilling, børneopdragelse, religion og politik. Stik mod tidens skik og brug bestemte han, at hans lig skulle kremeres. I dag er Eduard Douwes Dekker, der døde i 1887, anerkendt som en betydningsfuld forfatter i den hollandske litteraturhistorie. Skål i kaffe for ham!

NB: Her er førsteudgaven af Max Havelaar. Dekkers skrev under pseudonymet Multatuli. På latin betyder det ‘Jeg har udholdt meget’. Koffij-veilingen betyder kaffeauktion og maatschappij betyder kompagni.

Weekendavisen den 28. februar 2020

Roman. Jacob Skyggebjergs nye roman er en provinsdepression om et østjysk lærerpars syndefald.

Jacob Skyggebjerg: Der går min klasselærer. Roman. 268 sider, 300 kr. Gladiator.

https://www.weekendavisen.dk/2020-9/boeger/nymfettetrivialitet

Måske, og desværre, er ujævnhed simpelthen Jacob Skyggebjergs litterære varemærke. Af forfatterskabets nu seks bøger (hvoraf jeg har læst de frem), vil jeg uden tøven udpege to stærkt læseværdige romaner, debuten Vor tids helt (2013) og Jalousi (2017), mens de øvrige enten kun har glimtvis kvalitet eller helt misser skiven.

Der går min klasselærer hører til i den sidste kategori. Hver gang romanen virker næstennødvendig, er den også en bleg reprise af noget, forfatteren har skrevet bedre om før, nemlig provinsens sociale elendighed under lugten af døde dyr henne fra kvægforbrændingsanstalten. Læs videre “Nymfettetrivialitet”

Weekendavisen den 28. februar 2020

Sanser. Pia Tafdrup er bedst i stilheden efter en sten, der er sunket til bunds i søen.

Pia Tafdrup: Lyden af skyer. Digte. 165 sider, 199,95 kr. Gyldendal.

https://www.weekendavisen.dk/2020-9/boeger/danske-dagliglyde

Jeg skriver dette til vellyden af af Ella Fitzgerald: I Can’t Give You Anything But Love, Baby… I sin digteriske gennemskrivning af de menneskelige sanser er Pia Tafdrup nemlig nået til høresansen, og i et lydsensitivt digt med den fremragende titel ‘Danske dagliglyde’ kalder hun Ella Fitzgeralds gyldne stemme til assistance for at skabe ro i hverdagskakafonien, hvor vækkeuret ”saver gennem kranieskallen” og sætter strømmen af morgenlyde i svingninger.

”Jeg lider ikke af had til lyde,” bedyrer jeg’et, men hun registrerer alt gennem øret: naboen nyser, skaden skræpper, et barn kalder, vand suser gennem faldstammen, portdøren smækker, cykler skramler, klokker ringer, gummidæk mod asfalt. Og så: I Can’t Give You Anything But Love, Baby… Læs videre “Danske dagliglyde”

Weekendavisen den 28. februar 2020

Prosa. Den eksistentielle ensomhed, intet mindre, er Rúni Weihes tema i lavmælt, indholdsrig prosa.

Rúni Weihe: Bølger over det høje græs. Prosa. 160 sider, 199,95 kr. Rosinante.

https://www.weekendavisen.dk/2020-9/boeger/jeg-savner-alle

En mand, nok forfatterens alter ego, er vokset op på Færøerne, men udvandret til København. Nu har han forlænget et sommerophold på øerne for at vandre i naturen. Han tror at det vil gøre hans far glad, men faren siger, at landskaberne ikke findes for vores fornøjelses skyld. Kun byfolk og turister færdes i fjeldene for sjov.

Rúni Weihe (f. 1985) skriver med et på én gang indforstået og fremmedgjort blik på Færøerne i den sagtmodige Bølger over det høje græs. Der er noget fintfamlende og sentimentalt over mandens forsøg på at nærme sig sin far og slægtens historie via en slags fysisk forening med naturen rundt om hjemstavnen. Samtidig frygter han, at faren vil tolke vandreturen som et tegn på, at sønnen har tænkt sig at forlade Danmark og vende hjem. Læs videre “”Jeg savner alle””