Af Klaus Rothstein

Højskolebladet den 4. maj 2020.

Essay. Danmarks frihedssang blev for 75 år siden skrevet af den helt ukendte Mads Nielsen, en apoteker fra Kolding, der oven i købet kun var med på afbud.

Vi burde tale om værnemagere. Men vi taler om værnemidler. Coronakrisen har forpurret markeringen af to historiske mærkedage: 80-året for besættelsen den 9. april og 75-året for befrielsen den 4. maj.

På grund af forsamlingsforbudet blev den traditionsrige markering af befrielsesdagen i Mindelunden allerede i marts udskudt til den 29. august, årsdagen for nazisternes militære undtagelsestilstand i 1943, hvor regeringen, rigsdagen og kongemagten ophørte med at fungere. På den måde ville de to eneste undtagelsestilstande i den moderne Danmarkshistorie absurd nok komme til at møde hinanden. Men så blev forbudet mod store forsamlinger forlænget til og med august. Dermed er markeringen af befrielsen løsrevet fra al datosymbolik. Men kalenderen lyver ikke. Den 4. maj er stadig 4. maj, også selvom det bliver en fattigere aften, når vi ikke kan stå sammen i Mindelunden og høre Frihedsbudskabet, hvor BBC’s danske radiospeaker Johannes G. Sørensen med bevægelse i stemmer siger, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Læs videre “En morgen som tusind andre”

Weekendavisen den 1. maj 2020

Kommentar. Med corona som påskud fjerner Ungarn sig fra demokratiet. Vi er nødt til at genlæse Philip Roths kontrafaktiske komplotroman.

For 15 år siden bragte vi et interview her i avisen med mesterforfatteren Philip Roth, en mand i vrantent lune. Sit forfatterskab gad han ikke rigtig tale om, og da vor mand, der dengang endnu ikke var vor chefredaktør, spagfærdigt spurgte, om de måske slet ikke skulle tale om litteratur, lyste forfatteren op: Now you’re talking!

Philip Roth foreslog et 100 års moratorium på al snak om litteratur, og at alle bogsektioner og anmeldere skulle nedlægges. Læserne skal være alene med bøgerne, og hvis nogen vover at sige noget om dem, skal de fængsles eller skydes på stedet. Ja, faktisk skydes. Slut med al ulidelig, litterær snak. Folk skal kæmpe alene med litteraturen og genopdage, hvad den er og ikke er, spruttede han. Læs videre “Hvad nu hvis?”

Weekendavisen den 1. maj 2020

Trilogi. Dag Solstads mesterlige romaner om den sagtmodige svindler og skatteinspektør, der slyngede et voldsomt nej i ansigtet på tilværelsens grundlov.

Dag Solstad: Elvte roman, attende bog. Oversat af Kari Sønsthagen og Torben Weinreich + 17. roman. Oversat af Camilla Christensen. 300 sider, 249,95 kr. / Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen. Oversat af Sara Koch. 144 sider, 199,95 kr. Rosinante

Da Dag Solstad sidste år udgav Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen fuldendte han det projekt, som han var begyndt på 28 år tidligere med Elvte roman, bog atten (1992) og fortsat med med 17. roman (2009). Og norsk litteratur blev pludselig et ægte hovedværk rigere.

De tre fuldendte romaner – med de på én gang subtilt teknokratiske og underligt poetiske titler – blev tilsyneladende slet ikke konciperet som trilogi fra begyndelsen, og ingen havde forventet, at Bjørn Hansen, den tilværelses- og mennesketrætte fhv. skatteopkræver og svindler, ville præsentere sig igen. Men Dag Solstad (f. 1941) ville det pludselig anderledes, og derfor kan vi nu læse et ualmindeligt rørende totalportræt af en resigneret og sagtmodig bedrager, der satsede stort og mistede alt. Læs videre “En ridse i tilværelsen”

Weekendavisen den 1. maj 2020

Roman. Bergsveinn Birgisson har med koens kulturhistorie som påskud skrevet en stærk og sørgelig roman om et patologisk, sitrende og overbrændt sind.

Bergsveinn Birgisson: Håndbog i køers sindelag. På dansk ved Kim Lembek. 304 sider, 250 kr. C&K Forlag.

Gestur er i krise. Efter flere år på universitet i Nottingham, vender han nu hjem til Island med sin engelske kone og deres datter. Men ingen i Island har brug for en kultursociolog, og Gestur lider af lavt selvværd. Hans navn, det oldnordiske ord for gæst, siger det hele. Han er hverken hjemme i sit ægteskab, land eller eget liv.

Da en hund blotter tænderne og napper Gestur i hånden, skælder hans kone ham ud for ikke at sige fra overfor hundens ejer. Da han mander sig op, udvikler situationen sig. Hundeejeren er en brutal stodder, der truer Gestur med et jagtgevær, tvinger ham på knæ og ydmyger ham. Et nyt lavpunkt. Men også et slags vendepunkt. Læs videre “Gæst i sit eget liv”

Weekendavisen den 1. maj 2020

Da Sven Møller Kristensen (1909-91) i vinteren 1945 skrev teksten til ‘Danmarks Frihedssang’, var drømmen om nazisternes kapitulation ikke kun et luftkastel. En vinter, lang og mørk og hård, på fem forbandede år, lakkede endelig mod enden, og sangen kunne mærke det: ”Det samler sammen til en tø, hvor vinter og vold skal dø”. Endnu var friheden ikke vundet, så Sven Møller Kristensen skrev en beslutsom opfordring om: ”På trods af mord og brand og fængsel er/ en folkevilje vokset og brudt frem./ Gå til modstand, alle danske, alle mand som én/ og gør Danmark frit.” Den manende tekst blev trykt i martsudgaven af den tværpolitiske modstandsorganisation Frit Danmarks illegale blad, og allerede den 5. maj sang Aksel Schiøtz den i Danmarks Radio til Knudåge Riisagers. Sangen fik status som Danmarks officielle frihedssang, og endnu i dag er den på repertoiret som fællessang ved de årlige mindehøjtidligheder, ikke mindst i Mindelunden, Ryvangen, København. Forbandet nok bare ikke i år. Corona har gjort Mindelunden tavs, der vil ikke være sammenstimlen foran Store Gravfelt, og vi må synge fællessang hver for sig. Det ville Sven Møller Kristensen have fået noget godt ud af, for udover at være professor i litteratur, var han uddannet i sang, og han skrev både et jazzoratorium, ‘Sangen om Larsen’ (til Keld Abells skuespil Melodien, der blev væk) og viser til børn. Kommunisten Sven Møller Kristensen var både en del af besættelsestidens antinazistiske kulturkamp og af kulturradikalismens interiør.

NB. Det kunne ikke passe bedre. Sven Møller Kristensen har en lysestage stående i vinduskarmen. Lys over land, det er det, vi vil, den 4. maj.