Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 19. marts 2020.

Kommentar. Selv forfattere kan lige nu tage regeringen på ordet. Men når historien skal fortælles, er det uden …

Mandag aften kl. 21.16 bragte b.dk en bemærkelsesværdig tekst af Kaspar Colling Nielsen, forfatteren, der er taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen. Den var mildest talt en alarmerende. Konklusion var, at kun statsministeren og Gud kan redde os fra ragnarok.

Fem dage tidligere havde Mette Frederiksen bragt landet i undtagelsestilstand og sagt, at ”nu må vi holde samme ved at holde afstand”, en lille retorisk perle af en oneliner, sandsynligvis skrevet af Anita Furu, der, når hun ikke skriver statsministertaler, skriver romaner. Talerskriver var Anita Furu længe før hun blev romanforfatter. Omvendt med hendes tre kolleger, Kaspar Colling Nielsen, Peder Frederik Jensen og Lars Husum, der alle var romanforfattere, før de lod sig ansætte som loyale embedesmænd og nu skriver taler for henholdsvis klimaministeren, miljøministeren og undervisningsministeren. Læs videre “Coronapatriotisme”

Weekendavisen den 19. marts 2020.

Den 21. marts 1945. I 75-året for bombardementerne af Shellhuset og Den Franske Skole udkommer to romaner, hvor skilningen sidder helt perfekt på de danske modstandsfolk.

Jacob Weinreich: Pigen fra Den Franske Skole. 368 sider, 300 kr. Politikens Forlag. Jonas Kleinschmidt: Englene over København. 242 sider, 249 kr. Turbine.

Den 21. marts 1945: Royal Air Force smadrer Shellhuset, nazisternes forhadte hovedkvarter i København. Men ved en katastrofal fejl bomber de også Den Franske Skole. 86 sagesløse skolebørn og 18 voksne omkommer i helvedesilden.

I Jonas Kleinschmidts ungdomsroman Englene over København er Johannes gamle farfar lige død. Han fortalte gerne om besættelsen, men når han kom til de engelske bombefly, der fløj hen over København, begyndte han at græde. Hvad var det, han ikke kunne fortælle? Oprevet og ulykkelig over farfarens død stikker Johannes af, drøner af sted på en gammel cykel. Så ser han en dreng, der taber en strikhue. Han råber ham an. ”Tak, mester,” siger drengen. ”Jeg hedder Raf.” Læs videre “Pigen med fletningerne”

Weekendavisen den 19. marts 2020.

Hviler der ikke en mærkelig fortabthed og forladthed over disse to plasticdukker med røde styredimser i hovedbunden? Som de står der med deres uhyggelige ansigter og proteseagtige ben, er de også både fortabte og forladte, for de – også de! – og deres lille stadion er blevet fældet af corona. I mandags skulle de to spillere, måske en dansker og en tysker, ellers have givet den sekskantede bold et ordentligt kick ved åbningen af – som bandereklamerne viser – Mein Fußballjahrhundert i Günter Grass-Haus i Lübeck. Men udstillingen om det store overskægs fodboldårhundrede åbnede aldrig. Ganske som den tyske Bundesliga, alle andre museer, og samfundet an sich, blev udstillingen sendt i karantæne. Når verden atter bliver normal, vil man kunne se mange gode ting på udstillingen om Günter og græsset, blandt andet et af de fodboldmål, som stod på Estádio Governador Magalhães Pinto i Belo Horizonte d. 8. juli 2014, da Tyskland smadrede Brasilien 7-1 og den originale bold fra VM-finalen i 1954, hvor Vesttyskland mirakuløst vandt over de
ellers så uovervindelige ungarer – Wunders von Bern! Den fußballbegejstrede Günter Grass selv have en svaghed for mindre klubber som for eksempel SC Freiburg og St. Pauli. Dem slår vi så på bliktromme for. Efter planen står udstillingen til den 30. august. Anpfiff!

NB. Den sekskantede fodbold er som taget ud af Asger Jorns idé om triolektisk treholdsfodbold på en sekskantet bane.

ATLAS #1. Marts 2020

I januar stod min signatur under en lille avisnote i Weekendavisen. Teksten var undseelig, uskyldig, uskadelig. Troede jeg. Men noten gjorde tusindvis af mennesker rasende. De sociale medier kogte. Det, jeg havde tænkt som en joke om Danmarks mest magtfulde forlag, så andre som en krænkelse af en kvinde.

Den famøse note handlede om det portrætfoto, der prydede forsiden af Gyldendals katalog over skønlitterære nyheder i foråret. Jeg troede ved første øjekast, at kvinden med det lange lyse hår var Alberte Winding, sanger og forfatter. Senere opdagede jeg, at forsideblikfanget i virkeligheden var Malou Aamund, debuterende romanforfatter, til hverdag direktør for Google Danmark. Læs videre “Det jeg troede jeg skrev”

Weekendavisen den 13. marts 2020.

https://www.weekendavisen.dk/2020-11/boeger/mange-slags-vanvid

Tidsskrift. Har litteraturen et aktivistisk og verdensforandrende potentiale?

Amulet Magasin 1. Redigeret af Emil Hee og Jakob Slebsager Nielsen. Layout: Paw Christian Poulsen. 440 sider, pris ikke oplyst. Forlaget Amulet.

Det nye litterære magasin Amulet debuterer med et ordentligt spark i løgsovsen: Hans Otto Jørgensen skriver uden tøven, at Pia Kjærsgaard er racist. Ingen forbehold, ingen fiktion, kun en konstatering, bare kom an!

Det er måske det, udgiverne sigter til, når de proklamerer at magasinet ”introducerer litteraturens aktivistiske og verdensforandrende potentiale”. Mindre kan ikke gøre det. Men jeg, som gør honnør for den brandesianske parole om, at litteraturen lever ved at sætte problemer uden debat, tænker: Spis brød til. Læs videre “Mange slags vanvid”