Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 22. november 2019.

Roman. Joyce Carol Oates har skrevet en roman, som hvide, nationalkonservative og stærkt troende antifeministiske mænd vil foragte.

Jeg har ofte haft svært ved at goutere skrivestilen hos grafomanske Joyce Carol Oates, hvor jeg savner stramhed, mådehold, præcision. Det er som om, at alt gælder, gælder, gælder, bare fordi det er blevet skrevet, skrevet, skrevet. Også forfatterens nye roman lider under denne hæmningsløse skrivekompulsivitet, men ser man bag om langhalmen, og det er man nødt til, er Mit liv som rotte en både modig og meningsgivende historie. Læs videre “Upålidelig lykke”

Weekendavisen den 15. november 2019.

Roman. Anita Furu fylder sin familiehistories hvide pletter ud med fiktion om at forbinde sig til fortiden.

Anita Furu: Jeg er en, der kan sige sådan! 182 sider, 249 kr. Roman. Gladiator.

Hvad betyder det for et menneske at være afskåret fra familiehistorien og være uden forbundethed bagud i tid? Anita Furu behandler spørgsmål af grundlæggende eksistenskarakter i sin nye roman, Jeg er en, der kan sige sådan! Den er en direkte forlængelse af sidste års overordentligt udmærkede debut, Mit halve liv, hvor vi mødte Ruth, der som seksårig i 1906 blev evakueret fra pogromerne i Rusland til et liv som plejebarn i et jødisk hjem i København. Hendes søskende kom til andre familier i England, og hun mistede kontakten med dem.

Nu er Ruth blevet 73 år, og året er 1973. Hendes datter argumenterer foretagsomt for at moren i ellevte time skal forsøge at genetablere kontakt til den søster og bror, som hun ikke har set i en lang menneskealder. For mange år siden fik hun et brev fra sin søster, men hun svarede aldrig. Der er både savn og samvittighedsnag. Tiden rinder ud. Læs videre “Mod et stumt mørke”

Weekendavisen d. 8. november 2019.

Korrekturlitteratur. I en bizar strid om grammatik og tegnsætning anklager Dag Solstad og hans forlag dagbladet Klassekampen for uredelighed.

Dag Solstad udgav i september Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen til altovervejende akklamation blandt de norske kritikere. Den norske samtidslitteraturs stormester blev endda nævnt som en mulig kandidat til Nobelprisen. Men så gik der Jante i den i dagbladet med det prægtige navn, Klassekampen. Avisen blev grundlagt i 1969 af norske marxist-leninister, og er endnu i dag venstrefløjens avis, ligesom Dag Solstad i en menneskealder har været venstrefløjens forfatter, som ung med en stærk tilknytning til det maoistiske Arbeidernes Kommunistparti, der ligefrem udstak retningslinjerne for hans litteratur.

At gamle marxist-leninister kan være hinandens værste fjender, fik man bekræftet for to uger siden, hvor Klassekampen udkom med en opsigtsvækkende historie om, at Dag Solstads hyldede roman var propfuld af stavefejl, kommafejl og grammatiske unoder. Avisen havde bedt to korrekturlæsere om at notere fejl og mangler, og de nåede frem til, at der var omtrent fire pr. side. De to professionelle sprogrøgtere havde gjort anmærkninger henholdsvis 442 og 558 steder på romanens 122 sider. Læs videre “”Kys mig i røven!””

Weekendavisen den 8. november 2019.

Roman. På vej mod sin suspense-slutning indtræffer rigor mortis i Maren Uthaugs nye roman.

Maren Uthaug: En lykkelig slutning. 384 sider, 299,95 kr. Roman. Lindhardt & Ringhof.

Maren Uthaugs nye roman, En lykkelig slutning, skildrer begravelsens kulturhistorie (og ikke dødens som bagsiden mener), fortalt gennem syv generationer af bedemænd. Det er en original idé, og jeg har med oprigtig interesse læst om, hvordan vi gennem århundreder har udviklet regler og ritualer når tiden er inde til at sige verden ret farvel. Den slægtskrønike, Maren Uthaug bygger op over om det kulturhistoriske stof, er jeg derimod anderledes skeptisk overfor. Særligt er slutningen fortvivlende håbløs, selvom den utvivlsomt er tænkt som et sødt chok, der skal få os til at snappe efter vejret. Det blev kun til et vantro fnys. Læs videre “Den nekrofile bedemand”

Weekendavisen den 1. november 2019.

Nordisk Råds Litteraturpris 2019. Uanset om man måtte mene, at Jonas Eika er et fyrtårn eller et tågehorn, sætter hans takketale en ny standard for genren og for forfatternes evne til at antænde en politisk debat.

STOCKHOLM
Stemningen er forudbestemt til at være god, glad og broderlig, når de nordiske lande én gang om året samles til session og prisuddelinger. Men i år blev den gode stemning stemplet i stumper og stykker, først af Greta Thunberg, der via stedfortrædere lod meddele, at hun ikke vil modtage Nordisk Råds miljøpris, fordi klimaet ikke har brug for flere priser, og fordi politikerne i Sverige lader som om vi har fire jordkloder at bruge løs af. Det gav et lille gisp i salen, men også varmeægte klapsalver.

Kort efter skulle Jonas Eika så kvittere for Nordisk Råds Litteraturpris 2019, som han højst uventet modtog for novellesamlingen Efter solen. Den pris havde ”overrasket og begejstret juryen med sit globale perspektiv, sit sanselige og billedstærke sprog, og sin evne til at tale ind i samtidens politiske udfordringer”, som det blandt andet hed i motiveringen. Og så gik det galt. Altså godt. Læs videre “Efter talen”