Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 26. april 2019.

Kommentar. Klimaet er endnu ikke blevet en samlingssag for forfattere, filosoffer og intellektuelle på tværs af Europas lande.

Når gode mennesker står sammen imod en ydre trussel, tyer de til fakler og fællessang. Oftest griber de til Nordahl Griegs antifascistiske klassiker ‘Til Ungdommen’ (som altså ikke hedder ‘Kringsatt av fiender’), der er knæsat som alle humanistiske demonstranters samlingsvise.

Nordahl Grieg skrev det berømte digt i 1936 under indtryk af den nyligt udbrudte borgerkrig i Spanien. I dag er sangen et værn mod ufredens ånd, et bål på fædrenes gravhøje imod alt det, der skræmmer os. Læs videre “Forfattere som folkefjender”

Weekendavisen den 26. april 2019.

Epikrise. Norske Henrik Nor-Hansen skildrer samfundet via magtesløse mænds sammenbrud.

Henrik Nor-Hansen: Diegesis. Romaner 2012-2016. 198 sider, 249 kr. Forlaget Silkefyret.

Hvor tit møder man egentlig en roman, der fornyer formsproget for den fortællende prosa på så vellykket og overbevisende en facon, at man virkelig finder det rimeligt at tale om en litterær landevinding? Ikke spor tit.

Sådan en sjælden oplevelse havde jeg ikke desto mindre, første gang jeg læste den norske forfatter Henrik Nor-Hansens Termin – en fremstilling af vold i Norge, som i forfjor var en af de norske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris. Jeg anmeldte den umiskendeligt positivt, men tænkte også (uden at skrive det), at én svale gør ingen sommer, og resten af det stort set uopdagede forfatterskab – jeg mener uopdagede i Norge, hvor kun få kendte til forfatteren og bogen før nomineringen – havde jeg endnu ikke haft lejlighed til at stifte bekendtskab med. Læs videre “Det var svært at føle sig levende”

Weekendavisen den 17. april 2019.

Racisme. ”Vi begik fejlen at have en forbrydelsestilbøjelig hårfarve”. Jonas Hassen Khemiri om følelsen af skyld.

Jonas Hassen Khemiri: Jeg ringer til mine brødre. Oversat af Anna Tydén. 118 sider. 150 kr. Korridor.

Så er der gammelt nyt fra en af Nordens vigtigste forfattere, svenske Jonas Hassen Khemiri. Manden, der ligner en bronzeret blanding af Tarzan og en supermodel, er både tese og antitese i debatten om de blonde gammelsvenskere og deres mørkhårede landsmænd. Med svensk mor og tunesisk far er han nemlig folkehjemmets perfekt tidstypiske blandingsbarn, men det er også ham, der råber vagt i gevær om racismens dybeste farer. Læs videre “Undskyld jeres eksistens”

Weekendavisen den 14. april 2019.

Identitet. Eva Tind skriver befriende atypisk om forladthedstraumer, familier og andre fællesskabsformer.

Eva Tind: Ophav. 292 sider, 299,95 kr. Roman. Gyldendal.

I sin nye, gode og velgørende handlingsmættede roman med den alt for kønsløse (men dog meningsfulde) titel, Ophav, slår Eva Tind ikke så få betydningsbærende temaer an: Identitet, identifikation, selvstændiggørelse, hudfarve, forældreroller, moderskab, selvbedrag, ensomhed, civilisation, natur, tilknytning, parforhold, kærlighed, karriere, alternative livsformer, håndspålæggelse, dødsplanlæggelse og kunstnerisk kompromisløshed.

Ifølge romanens bagsidetekst, er Ophav en ”hverdagsodyssé”. Ja, en odyssé er den jo, fordi romanens tre hovedpersoner alle er på lange rejser, både konkrete og indre. Men til gengæld er alle hverdage afløst af særdage, i hvert fald målt med almindelige alen. For romanens far, mor og datter gælder nemlig ingen normale familiekonventioner. De lever efter andre regler, end for folk flest. Læs videre “Rejsen til Rodinia”

Weekendavisen den 5. april 2019.

Autofiktion. Poul Behrendts forskning i navnesammenfaldsromaner er imponerende, men introvert.

Poul Behrendt: Fra skyggerne af det vi ved. Kunst som virkelighedsproduktion. 480 sider, 349,95 kr. Rosinante.

Poul Behrendts Fra skyggerne af det vi ved er en ekstensiv undersøgelse af det, der sker i krydsfeltet mellem livet og litteraturen, kortlagt gennem en dyb analyse af Karl Ove Knausgårds banebrydende forfatterskab. Hertil kommer grundige læsninger af romaner af Kristina Stoltz, Linn Ullmann og Delphine de Vigan, som alle har bidraget til skønlitteratur med navnesammenfald mellem forfatteren, fortælleren og hovedpersonen, ofte benævnt ‘autofiktion’.

‘Kunst som virkelighedsproduktion’, er bogens undertitel’. Selvbiografisk fiktion er nemlig ikke en virkelighedsefterligning, men en virkelighedsproduktion, konkluderer Poul Behrendt. Som han selv formulerer det, er dette en bog, der rører ved fiktionens grænser. Og fiktionen rører ved virkelighedens grænser, kunne man tilføje. Men hvem ved egentlig , hvad ‘virkeligheden’ omfatter? Forskeren leder i værkerne efter det, som den norske forfatter Vigdis Hjorth (der spiller en vigtig birolle i bogen) kalder sandhedshændelsen. Læs videre “Det glatte ansigt”