En roman er altid en roman

Weekendavisen den 22. marts 2019.

Kommentar. Jens Christian Grøndahl både undsiger og praktiserer autofiktion.

Det er dårlige tider for den fortællende prosa.

Ja, det er altså ikke noget, jeg påstår. Det er Adam Huus, fortælleren i Jens Christian Grøndahls nye roman: ”I stedet for at læse bogen vil nogle boltre sig i forfatterens øvrige gøren og laden,” tænker han – Adam Huus, ikke Jens Christian Grøndahl, fortæller og forfatter er jo ikke (nødvendigvis) to alen ud af ét stykke (kun nogle gange).

Romanen, Inde fra stormen, stiller en række metalitterære spørgsmål til sig selv og sine læsere om hele den autofiktive bølge, der gennem de seneste mange år har hyppet samtidslitteraturen. Hyperbevidst om, hvordan relationen mellem forfatterens biografiske virkelighed og hans/hendes litteratur ofte bliver endevendt med journalistisk-detektivisk nysgerrighed på bekostning af en mere æstetisk vurdering, lader Jens Christian Grøndahl sin fortæller og dennes – på grund af #Metoo-trakasserier – detroniserede forlægger diskutere litteratur og virkelighed. Da Adam Huus fortæller om en række indholdsrige begivenheder i sit eget liv, siger den forhenværende forlægger: ”Jamen, Adam, det er jo en roman!” Adam værger for sig: ”Du ved godt, at jeg ikke skriver autofiktion.” Og så lyder svaret: ”Kald det, hvad du vil. Du kan altid lave lidt om. Eller meget. Tænk over det.” Læs videre “En roman er altid en roman”

Sådan er det jo

Weekendavisen den 15. marts 2019.

Otium. Rolf Bagger har skrevet en sagtmodig og bevægende fortælling om gamle, ensomme mennesker.

Rolf Bagger: Grøn himmel. 116 sider, kr. 178,00. Roman. Højers Forlag.

De senere år har flere forfattere skrevet om den tid, hvor sandet i timeglasset er ved at rinde ud. Så stærk er denne tendens, at der forskes i den på universiteterne, hvor bølgen akademiseres som plejehjemsromaner og ældrelitteratur.

Til denne litterære otiumbølge føjer sin nu Rolf Baggers knugende historie om to gamle mennesker i et modvilligt opbrud fra deres rødder. De er flyttet fra Vendsyssel, hvor de i mange år drev en gardinbutik, til hovedstaden for at være tættere på børn og børnebørn, og nu har de også indset, at de ikke længere magter sommerhuset ved Vesterhavet. Huset er derfor blevet solgt, den sidste line til det nordjyske er kappet. Læs videre “Sådan er det jo”

Prisens pris

Weekendavisen den 8. marts 2019.

Exit Horace. Nobelstiftelsen har presset Det Svenske Akademi til omfattende reformer. Sandsynligvis også til at lempe Horace Engdahl ud af magtens indercirkel.

Kulturredaktør Bjørn Wiman, Dagens Nyheter, havde en god dag ved tasterne i tirsdags. Da Nobelstiftelsen om formiddagen udsendte en pressemeddelelse om, at Nobelprisen i litteratur atter vil blive uddelt til efteråret – både for 2018 og 2019 – skrev han med det samme en kritisk kommentar med to solide oneliners: ”Det Svenske Akademi fik sin pris men mistede sin sjæl”. Og: ”Det Svenske Akademi er en lydstat til Nobelstiftelsen.”

Bjørn Wiman konstaterede, at Det Svenske Akademi nu er underlagt Nobelstiftelsens overherredømme, efter at stiftelsens pressemeddelelse – formfuldendt høflig, men også temmelig patroniserende – meddelte, at man nu har genfundet tilliden til Det Svenske Akademi som ”prisuddelende institution” efter at akademiet har gennemført en række reformer. Læs videre “Prisens pris”

Farvel til Fuglebakken

Weekendavisen den 22. februar 2019.

Essay. En sentimental afsked med et rækkehus. Et tilfældigt møde på en café. Nik og Jay, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Niels Barfoed. Tilfældets musik en eftermiddag i februar.

Så stod vi der i solkrogen og holdt om hinanden. Jeg græd lidt. Det havde jeg ikke gjort siden den antiseptisklugtende sommeraften for længe siden, da kirurgen fortalte mig, at operationen var gået godt, min kone ville overleve.

Solkrogen gør ikke meget væsen af sig i den mørke eftermiddags stålgrå februarkulde. Vi, der har boet der, ved bare, at når foråret vender tilbage, trækker murstenene varmen til sig og skaber til en lille lun rede. Men når solen næste gang skinner på Solsortvej, er vi der ikke.

Vi var så unge, da vi flyttede ind. Den ældste af drenge var en forsigtig lille fyr, den yngste havde endnu ikke set dagens lys. Nu er de voksne og videre. Men det var her de voksede op, det var her de levede deres livs lange begyndelser, det kan man aldrig tage fra os og fra huset. Læs videre “Farvel til Fuglebakken”